Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 26: Ugens koncerter

Updated
-h1w8927-1393172472-35-1401173531

Ugen byder mest på bredtfavnende stadionrock og festivalkoncerter, mens du skal være i enten København eller Aarhus for at komme i nærheden af noget, der ligner en ekstremmetallisk koncert indendøre.

Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Mast inde mellem en netop overstået Copenhell og en Roskilde Festival, der er lige på trapperne, er det forståeligt nok en uge, hvor landets metalbookere holder igen med at booke noget som helst. Derfor er det da også festivalkoncerter og de store brede rockshows, vi får klart flest af i denne uge.

Tirsdag starter stadionrock-tendenserne i Fængslet i Horsens, hvor Foo Fighters byder på bred rock med Danmarks mindst kantede orkester med kant, Minds of ’99. Før dem spiller Frank Carter & The Rattlesnakes, som også er begyndt at afsøge mulighederne for at spille radiorock.

Dagen efter bliver det noget tungere, når Ministry byder på skurrende industrial på Voxhall i Aarhus med lokale Smertegrænsens Toldere som support. Samtidig spiller Mongoliets nye eksportvare The Hu en udsolgt koncert i Pumpehuset, og har du ikke billet til den, kan du altid tage til Malmø, hvor Dropkick Murphys og Millencolin byder på skatepunk og blækspruttefløjte i Folkets Park.

Om torsdagen starter Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense, og fraset danske Crown the Beast er det så som så med de metalliske indslag. Til gengæld er der masser af lettere tilgængelig rock fra bl.a. Wolfmother, Greta van Fleet, Neil Young, Skunk Anansie og, igen, Dropkick Murphys. Er man en fattig århusiansk punker uden penge til at tage til Fyn, kan man blive på fastlandet fredag og se Grumpynators, Superloader og Power Mode på Atlas. Alternativt er der sørøverpunk på den ellers meget lidt metalliske Kløften Festival i Haderslev, hvor Skullclub gør scenen usikker.

Lørdag er københavnernes eneste mulighed for at opleve en smule ekstremmetal, når Galvanizer, Deiquisitor, Sonic Poison og Broder spiller til Extremely Rotten Death Metal Vol. 3 på Mayhem. Noget mere bredtfavnende er de i Jylland, hvor der næsten er garanti for slatten logistik og shitstorm på Facebook, når berygtede Ceres Park lægger græstæppe til Volbeat, Anthrax og Magtens Korridorer. Langt oppe nordenfjords er der Thy Rock i Thisted, hvor D-A-D byder på nyt og gammelt til det brede rockpublikum.

Alles fokus retter sig derefter mod Roskilde Festival, hvis første opvarmningsdag er søndag. Her er Arre! Arre!, Girlcrush og i særdeleshed Konvent de input, det metalliske publikum skal gå efter. Har du ikke fået sikret dig en billet til den udsolgte festival, kan du altid tage til Aarhus og føle dig storladen, når Dream Theater (billedet) spiller i Musikhuset med danske Theory som opvarmning.

Oversigt:

Foo Fighters, Minds of ’99, Frank Carter & The Rattlesnakes – tirsdag 25.juni, Fængslet, Horsens

Ministry, Smertegrænsens Toldere – onsdag 26.juni, Voxhall, Aarhus
The Hu – onsdag 26.juni, Pumpehuset, København
Dropkick Murphys, Millencolin – onsdag 26.maj, Folkets Park, Malmö

Tinderbox: Dropkick Murphys, Crown the Beast, Wolfmother, Greta van Fleet, Neil Young, Skunk Anansie m.fl. – 27.-29.juni, Tusindårsskoven, Odense

Grumpynators, Superloader, Power Mode – fredag 28.juni, Atlas, Aarhus
Skullclub – fredag 28.juni, Kløften Festival, Haderslev

Galvanizer, Deiquisitor, Sonic Poison, Broder – lørdag 29.juni, Mayhem, København
Volbeat, Anthrax, Magtens Korridorer – lørdag 29.juni, Ceres Park, Aarhus
D-A-D – lørdag 29.juni, Thy Rock, Thisted

Konvent, Arre! Arre!, Girlcrush – søndag 30.juni, Roskilde Festival, Dyrskuepladsen, Roskilde
Dream Theater, Theory – søndag 30.juni, Musikhuset, Aarhus