Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 4: Ugens koncerter

Updated
When Copenhell Freezes Over

Januar har skruet godt op for blusset. Det ser sløjt ud i ugens hverdage, men hvis du ikke har planer i weekenden, så forstår du det simpelthen ikke. 

Ugens allerstørste koncert må være lørdagens When Copenhell Freezes Over, Copenhell's traditionsrige showcase. Inden du bliver alt for interesseret, skal det dog bemærkes, at showet er meget udsolgt. Det har nok noget at gøre med, at man har booket f.eks. Xenoblight, der river den danske metalscene rundt for tiden. Ellers deltager de anmelderroste Cold Night For Alligators, (o) (der netop også spillede på New Shit Showcase), Tainted Lady, Sunless Dawn og Alkymist. Allesammen bands, der er værd at høre. 

Man kan passende varme op fredag på High Voltage, hvor en blandet landhandel af Grusom, Spitanger og Hearteater spiller. Så kom forbi, hvis du enten er til blues-rock, psych eller post-hardcore. Desuden holder Hanging the Nihilist releasefest med support fra Between Oceans og Auralist samme sted om lørdagen. 

Okay, okay du kan da også tage til Behemoth, At the Gates og Wolves In The Throne Room som opvarmning til When Copenhell Freezes Over. Det er også en udmærket lejlighed til lige at læse op på den underholdende konflikt mellem Nergal og MetalSucks.Det er altså fredag, og belejligt nok ligger det også i Vega.

Er du placeret på den anden side af Storebælt, så frygt ej! I forbindelse med Festugen i smilets by, Aarhus, er Mono Goes Metal klar med et program, hvor Alkymist også gæster. Det skorter ikke på bands: Horned Almighty, Junkyard Drive, Pectora, Chaotian, Crocell, Ral ., Rising, Deadnate, Wayward Dawn, Demon Grinder, Deadflesh og Wulfaz står klar med spaden i Åbyhøj. Så kom an da, og tag din makker med! 

Kan du bare ikke vente med at komme i gang, så er der svensk doom metal på en mandag. Draconian spiller på Stengade, og de co-headliner med østrigske Harakiri for the Sky (der spiller post-black). De har Sojourner med, der vil tilføje lidt folkemusik til temaet. 

Hvis du stadig er melankolsk over Sonic Youths opløsning eller bare gerne vil vide mere, om den T-shirt, du købte som teenager, så spiller Thurston Moore fra det ikoniske band om onsdagen på Tape i Aarhus. 

Af de lidt mere ukendte (i hvert fald for undertegnede), så spiller Las Furias og The OhNos garagerock på Lygtens Kro om torsdagen. Fra selvsamme torsdag til og med lørdag er der desuden Northern Winter Beat i Aalborg, og der kan findes rock-navne på plakaten, inklusive Thurston Moore igen. Der er også Tørstig Torsdag på Underwerket om torsdagen, hvis du mangler en gratis oplevelse med Krapyl, Cloudy Avenue, We Bless This Mess og JFK JR.

Oversigt: 

21.01.2018 Draconian, Harakiri For The Sky, Sojourner, Stengade, København
23.01.2018 Thurston Moore, Tape, Aarhus
24.01.2018 Las Furias, The OhNos, Lygtens Kro, København
24. - 26.01.2018 Northern Winter Beat, Aalborg
24.01.2018 Tørstig Torsdag, Underwerket, København
25.01.2018 Behemoth, At The Gates, Wolves In The Throne Room, Vega, København
25. - 26.01.2018 Mono Goes Metal, Mono, Aarhus
25.01.2018 Spitanger, Grusom, Hearteater, High Voltage, København
26.01.2018 When Copenhell Freezes Over, Vega, København
26.01.2018 Hanging The Nihilist, Between Oceans, Auralist, High Voltage, København