Ugens bandbillede: Crashdïet
Mmm, sleaze. Svenske Crashdïet holder det ægte i 2019, og det samme gør Devilution, mens vi småpaniske håber på, at retro-sleaze aldrig bliver en ting.
Det kræver sin mand at beslutte sig for at spille sleaze-rock på grænsen til det 21. århundrede. Som Østtyskland, Ball-sweatshirts, konservative statsministre, tyggegummicigaretter og Vince Neils sangstemme er det et fænomen, de fleste vel stadig formoder, vi lykkeligvis fik afskaffet tilbage i start-90'erne. Selv om vi selvfølgelig inderst inde godt ved, at børneafhængighed, Rasmus Jarlovs seksuelle fantasier og drømmen om kommunisme stadig trives i små lukkede rum, er det heldigvis begrænset til et omfang, hvor vi nemt kan ignorere det. Ligesom sleazerock.
Derfor kræver det sin mand at stille sig op åbent og sige: ”Ja, jeg spiller indholdsløs pikrock. Mine største idoler er den vel nok mest uintelligente kvartet af mennesker, der nogensinde har indspillet en plade, tævet pornomodeller og kørt folk ihjel, ja, jeg har skiftet mit navn fra Peter Lundén til Peter London fordi rock'n'roll, og jeg går rundt med en halskæde med en hængelås i, fordi det var det, jeg lige havde liggende derhjemme, som så lidt råt ud og ikke krævede en shoppingtur i et byggemarked.”
Jeg havde en kammerat i 90'erne, der gik rundt med en hængelås i en halskæde. Ham var der heller ingen, der rigtig brød sig om. Rygterne siger, at han senere begik selvmord. Og han spillede ikke engang sleaze-rock.
Nuvel, har man først sat sig for at sleaze den op fra slap, og det må man sige, at svenske Crashdïet har, gennemgår man automatisk fire faser i løbet af sit engagement i en genre, der som gonoré og coke-abstinenser synes umulig at udrydde, uanset hvor meget man håber, at folk da snart må blive klogere. Fire faser, som Crashdïet fint illustrerer på deres PR-foto.
Fra indlevelse til apati
Yderst til højre har vi den dedikerede. Glamparykken sidder, nåja, lidt skævt, men hovedsagen er, at den er der. Kysmunden sidder støbt på a la ringvraget firserikonet Bret Michaels, det samme gør den obligatoriske Dead Boys-T-shirt, der signalerer, at sleazerne altså har deres store inspirationskilder på plads, uagtet at alene deres eksistens som musikere er en stor fed lort på alt, hvad punken stod for. Han har den mest rock'n'rollede læderjakke i bandet med absolut mest tingeltangel på, og lynlåsen er tilpas smadret, fordi det kun er bøsser, vegetarer og grunge-rockere, der lukker deres jakke, når de går udenfor. Er man sej nok, skinner solen altid på én. Der mangler en Aviator-solbrille, men den er til gengæld erstattet af en knivskarp og obligatorisk eyeliner.
Dernæst følger karriere-sleazeren. Tingeltangelet på jakken er der stadig, men det ser mere organiseret og gennemtænkt ud og ligner ikke blot noget, der er blevet clipset på i en amf-rus. Flammetatoveringerne ned ad armen fik han efter en druktur i Amsterdam med Basshunter for ti år siden, men de er nok for Svennebanan-agtige til et sleazeband. Håret sidder en smule mere skarptskåret og følsomt, og egentlig ville han helst tilbage til sit singer/songwriter-gig. Men nu giver han lige den her sleaze-ting en chance. Måske er det nemmere at lave damer på den måde end på at spille Jason Mraz-covers på Ruskomsnusk bar i Södermalm. Under alle omstændigheder er det godt at holde sig til rock-ilden, hvis nu Tobias Forge engang skulle ringe til sine gamle bandmates i Crashdïet og forhøre sig, om nogen gider spille bas for ham.
Nummer to fra venstre er tvivleren. Han er begyndt at overveje, om det virkelig kan betale sig at spille sleazerock? Det er jo ikke ligefrem, fordi millionerne ruller ind, og det er altså svært at få fingrene i et rigtigt hverdagsjob med permanent makeup og malet hår. Det var slet ikke sådan her, det foregik i 'The Dirt'. Nu er han rundet de 40, og Dregen ringer ikke tilbage om det der projekt, de snakkede om engang i en brandert. Han svarer heller ikke på sms'er. I det øjeblik, billedet er taget, har fotografen netop råbt ”farlig og følsom! Vær farlig og følsom!”, og karriere-sleazeren har rakt sin gigantiske fuckfinger frem mod kameraet. Tvivlerens ansigtsudtryk siger det hele: ”Aaah, helt ærligt, skulle vi nu ikke lige ...?” Han er på vej mod at blive ...
Den opgivende. Manden helt til venstre. Hvad laver han her? Han gider jo ikke det der pikrock alligevel. Hans øjne drages af fotografens kvindelige assistent, der står tilbagelænet og småfniser over fire mænd i fyrrerne, der iført for små læderjakker, sminke og falsk hårfarve stadig prøver at markedsføre en bedaget livsstil, der gik af mode sammen med Reagan. Han synes, det er pinligt. Hun prøver ikke engang at gemme sin latter. Hun synes ikke, de er seje, bare fjollede. Ikke engang hans soul patch virker hun til at være imponeret af.
Hvorfor spille pikrock, når den eneste, der rører pikken, er en selv? Skulle han mon lade skægget gro? Ringe til Tägtgren? Selv om det er Crashdïet, har han da engang spillet i dagslys på Sweden Rock. Det må vel tælle for noget. Fik jeg egentlig slukket for kaffemaskinen? Er vi ikke snart færdige her? Eeej, jeg skal så tidligt op og på arbejde i morgen. Tankstationen åbner allerede klokken 6. Øv.
Så bliver det kun letøl i aften.
Jeg skal også nå sidste bus hjem.
Se flere bandbilledanalyser her.