Ugens bandbillede: Troldmanden fra Copenhell

copenhell-mascot

Metalmaskotten er evigt tvetydig. På den måde behøver den heller ikke for alvor forpligte sig til noget, for det hele er alligevel bare lidt for sjov.

Heavy metals maskotter har altid været flertydige størrelser, om ikke decideret inkonsistente og selvmodsigende. Tag Iron Maidens Eddie the Monster: Rovmorder, Margaret Thatcher-kværker, Spitfire-flyvende krigshelt, sfinks, lejemorder, Satans dukkefører, galning, geni, helt, monster.

Det ligger i heavy metals selvforståelse, at vores helte er det omgivende samfunds udskud; der er en grundlæggende empati med sociopaten, der udfordrer normerne, selv når det er med kvindemord, altid kvindemord, eller skødesløs vold.

Heavy metals helte ligner ikke rigtig helte. Og det er aldrig helt til at sige, om de ikke i virkeligheden er skurke.

Sådan har det også været med Copenhells skiftende maskotter siden begyndelsen. Bevares, der var den godmodige viking, der mest af alt lignede en type, man kunne støde ind i på vej hen mod baren, hvor han maste sig ud bevæbnet med fadølshåndtag, shotsrør og en skoggerlatter. Men så var der også kvækerne med de dødt lysende øjne. Sci fi-scavengeren. King Belial med flammekronen. Ulven, der gennem årene trofast har skuet ud over festivalpladsen.

Er de gode? Er de onde? Er det godt, hvis de er onde? Er det ondt? Er de personificeringen af vores egen splittethed? Er de fra et tegneserieunivers, der fritager os fra at bekymre os om hverdagens infamitet?

Årets maskot, som får lov at overvintre og blive næste års maskot i stedet, er den maniske troldmand, i hvis palantir navnene til festivalen har manifesteret sig ét efter ét. Zing! så giver han os Mercyful Fate. Zum! så får vi, øhh, P.O.D. Komplet utilregnelig er han, troldmanden, og det er den utilregnelighed, der giver ham styrke. Han er som en Rasputin, der trækker i trådene og får Judas Priest til at træde frem for folket, giver skeptikerne en undergrundsscene, støt konsoliderer sin magt i metaldanmark.

Men hvem han egentlig er er sværere at finde ud af. Ved første blik ligner han en af John Kenn Mortensens kreationer, men så sirlig og oprigtigt nedrig er han alligevel ikke. Han er tegneseriemonstrøs, og hvis det var ham, man mødte på vej ind i Tutten, ville man nok betænke sig og praktiskere akut social distancering. Blikket er vildt som hos en dødsmetal-veteran der har holdt den gående på energidrikke og vodka, mens vikingen er blevet ved med at dunke ham i ryggen og tale alt for højt om, hvor fedt det er, at D.A.D. skal spille igen.

De lange spidse negle rækker grådigt ud efter det næste bandnavn, nok så fuldstændig tilforladeligt det måtte være. “Muahahaha! Mørkets fyrste bringer dig – “ zing! “ – Søren Andersen!” Virkelig? 

Det er, som om Copenhell et øjeblik har troet, at det, de laver, er et nøje kurateret udvalg af det hårdeste og vildeste ekstremmetal med magiske ritualer og massepsykotisk nøgendans i flammernes skær. Og ikke en fadølsfest for midaldrende forældre med et rundhåndet udvalg af de bands, de hørte, dengang de stadig hørte ny musik. Det er sådan set ellers fair nok, at det er det, Copenhell er.

Men troldmanden skal få os til at tro noget andet. Han er et ekko af den tegneserieversion af perverteret ondskab, vi som teenagere havde håbet på ville lede os ud i massepsykotisk nøgendans i flammernes skær. Han repræsenterer håbet om, at det stadig kan nå at ske. Men han er samtidig karikeret nok til, at vi på forhånd affinder os med, at det gør det nok heller ikke denne gang.

Se flere bandbilledanalyser her.