Vagttårnet: Det er usagligt at være uenig

toucheamore_XTJ6322

Det er ikke bare smag og behag, når vi skriver om metal: Det er saglig kritik og seriøs formidling. Hvis debatten bliver reduceret til fornærmelser er det en skam – for metal.

Fotograf
Jacob Dinesen

Vi er blevet kaldt ungdomsforherligende aldersfascister og gamle, sure mænd. Vi er blevet boykottet af de største og truet med bank af de mindste. Vi er blevet anklaget for at være nazister, kommunister og neoliberalister; sexister, feminister og, øh, bøgser [sic]. Vi laver for meget sjov, vi er alt for alvorlige. Vi er et redeligt og sagligt medie, indtil vi kommer for at skade at være kritiske overfor din kammerats orkester eller dit yndlingsband: Så er vi en flok mavesure anmeldere, der ikke ved, hvad vi snakker om. 

Vi er usaglige.

Det er, som om krænkelseskulturen har sat sig igennem her: Ikke bare fordi folk bliver krænkede over anmeldelser, men fordi evnen til at imødekomme andre synsvinkler synes at være ved at forsvinde. Er du uenig med anmelderen, er det ikke et spørgsmål om, at han eller hun har en anden holdning eller indgangsvinkel til musikken: Det er et udtryk for inkompetence, usaglighed og ikke mindst et personligt angreb på bandet.

Særlig grelt bliver det selvfølgelig, hvis vi forholder os kritisk til et dansk band. Det handler ikke bare om forsmåede fans, venner af orkestret, bandmedlemmer med familie og deslige, men om den grundlæggende opfattelse af, hvad det vil sige at bedrive musikkritik inden for dansk metal. 

Vi ser stadig ikke det danske metalmiljø som en strikkeklub eller hjemstavnsforening, hvor vi allesammen bare skal være venner og komme hinanden ved. En negativ anmeldelse af en dårlig plade eller koncert bliver en dårlig anmeldelse. Hellere lulle de pågældende orkestre i søvn med en aende hånd og en mild, beroligende stemme, der forklarer dem, at alt, de laver, er fantastisk. Hellere det, end at vi kommer her og påpeger svagheder og fejlskud.

Det ømme punkt
Det er svært ikke at se det her som en forklaring på, at så få danske orkestre slår igennem internationalt. Hvis man omgiver sig med ja-hatte, anser sig selv for ufejlbarlig og negligerer den kritiske stemme fra omverdenen, er det svært at forbedre sig. Den stemme behøver ikke nødvendigvis komme fra anmelderkorpset, men det er ofte herfra, man har muligheden for at få et sagligt og fagligt begrundet input til, hvad man gør godt og skidt. 

Det kan man så tage imod eller latterliggøre.

På positivsiden, kan man vælge at se det, som om vi har fat i noget, når så mange mennesker har så voldsomme meninger om os. Den gode gamle med det ømme punkt. Ikke mindst når det er på baggrund af de selvsamme anmeldelser, som man skynder sig at påpege absolut ingen relevans har, inden man skælder noget mere ud over dem. Anmeldelser, som ellers er glimrende håndværk, indtil vi skriver noget, du er uenig i. Så er anmeldelserne uvidende, uduelige, inkompetente, irrelevante og ignorante. Og i øvrigt også dårligt skrevet. Objektive er de i hvert fald ikke.

Nej. Det er de ikke. 

Det bedste, vi kan sigte efter, er en tilstræbt objektivitet. Et forsøg på at forstå en plade eller koncert på dens egne præmisser og vurdere den ud fra det. Det stræber vi efter med basis i en vis viden om den hårde rock og metallen. Som vi trods alt elsker på godt og på ondt. Det er der, vi er saglige. Det er selve idéen med musikkritik, og det er sådan, man kvalificerer andres oplevelse af musikken; åbner den for dem, angiver veje ind i den –  eller sætter fingeren på, hvad det er ved den, der gør den til så styg en oplevelse.

Og det, at du er uenig, diskvalificerer ikke kritikken. Det betyder ikke, at den er usaglig. Slet ikke, hvis en fornærmelse er det bedste argument for, hvorfor du ikke synes, anmeldelsen holder vand. Det er ikke et argument. At du så er uenig, kan vi ikke meget andet end at trække på skuldrene over, med mindre det efterfølgende bliver underbygget sagligt.

Formidling og fejltagelser
Vi er noget så forbandet stolte af det produkt, vi leverer på Devilution.

For ja, du kan sagtens bare høre musikken selv. Du har ikke brug for vores mening om ny musik for at finde ud, om det er fedt, og du har slet ikke brug for vores mening om gammel musik, for at finde ud af, hvorfor de plader, du er vokset op med, er fede. Du ved godt selv, hvorfor den koncert, du var til i går, var så fantastisk – og hvis du ikke var til den, kan du være ligeglad med, om den var det.

Hvis altså ikke du ser formidlingen som en del af det at dyrke metal. Ikke bare som et arkiv, du kan dykke ned i for at få hjælp til at adskille de sidste 15 års Slayer-koncerter fra hinanden. Men som en måde at forstå det, vi oplever på. Det er derfor, det er så interessant at gå 10, 15, 20, 30 år tilbage og se, hvordan man dengang opfattede den musik, der var ny på det tidspunkt. Hvordan metalscenen gik skævt af norsk black metal, hvordan så mange gerne ville tro, at ‘St. Anger’ var et værdigt comeback: hvordan anmelderne viste sig at ... tage fejl.

For det gør vi også. Det er en smertelig erkendelse, men vi lader os også rive med. Vi er også fans, når vi tager anmelderkasketten på. Målet med vores virke er at at angive en vej ind i værket – eller hurtigst muligt ud af det igen. En måde at forstå, hvordan det fungerer, hvorfor nogle af elementerne ikke fungerer, og hvorfor det nogle gange faktisk kan være med til at hæve det.

Vi argumenterer sagligt og drager paralleller, og vi vil gerne stå på mål for de argumenter. Hvis man faktisk læser, hvad vi skriver. 

Det er ikke for at genere dig, dit yndlingsband eller dine venners band. Den danske metalscene er lille, så ikke sjældent er det venner eller venners venner, vi ender med at træde over tæerne. Det er præmissen: Stikker man røven frem, risikerer man også at få taget temperaturen. Det gør vi, begge dele. Og det er sådan, det skal være. Det er ikke ligegyldigt, hverken det, du og dine venner spiller - eller det, vi skriver.

Og hvis der er noget, det overhovedet ikke er, så er det smag og behag. Eller usagligt.