Vagttårnet: Hvor var du?

Hvor var du da bandet var i live? Hvorfor kommer du først nu, når det dør? Vagttårnet stiller spørgsmålene og forsøger sig med nogle svar.

Weekenden bød på afskeden med et af de store, danske metal-/hardcorebands, hvis størrelse i folkeopinionen voksede eksponentielt hen mod dagen for afslutningskoncerten. Køen til denne sidste koncert var lang og nåede fra Pumpehusets indgang helt ud på fortorvet. Rigtig mange var nemlig kommet for at hylde The Psyke Project for en 15 års lang og tro metallisk tjeneste.

Alle mørke guder skal vide, at vi her på Devilution synes, at de har fortjent hæderen, og den er da også strømmet til dem i rigt mål fra store som små medier. Men denne artikel handler i virkeligheden ikke om The Psyke Project, men mere om dét spørgsmål som The Psyke Projects sortie rejser, nemlig: ”Hvor var du?”

En anklagende finger

”Hvor var du?” kan læses som et retorisk spørgsmål, der retter en anklagende finger mod hykleriet i den sidste tids online-hyldester til bandet. ”Det største band i dansk metal”, ”Det vigtigste...”, osv. osv. Igen: denne artikel har ikke til formål at bedømme om det retfærdige skudsmål, men snarere vil vi gerne spørge: hvis folk mener at bandet var så vigtigt, hvor var de så henne, alle de gange, hvor orkestret har spillet for halvtomme huse? Bassist Jeppe Skouv har udtalt, at efter de havde spillet Roskilde Festival for første gang, troede han virkelig, at nu! Nu slog de igennem. Men det skete ikke rigtigt. Så bandet har med andre ord ikke haft dén vind i sejlene, som man ville tro, hvis man kun så på de sidste par måneders... skal vi kalde det hyldest eller hype?

Men helt retfærdigt er det måske heller ikke blot at anklage gud og hvermand for at være hyklere og/eller medløbere, bare fordi de ikke har købt alle plader, al merchandise og været til alle shows overhovedet. For hvor mange har i grunden det? Og er det ikke også ok kun at have et godt øje til et band, uden at være fanatisk? Der kan være andre koncerter der trækker, når et givent band med en fremtid optræder. Man vælger et andet gig, uden at man af den grund hader de andre bands.

Kærligheden til det døende ensemble kan stadig være ægte nok, og ønsket om at give et band som The Psyke Project en ordentlig afsked ligeså. Den retoriske anklage der ligger i spørgsmålet ”hvor var du!” bliver nemt frelst, formanende og frem for alt irriterende.

Hvorfor kommer du ikke?

Så derfor kunne man stille det samme spørgsmål som et ægte ét af slagsen, ”Hvor var du egentlig henne?”. For rigtig mange gange spiller gode – og nogle gange endda fremragende – bands for næsten igen mennesker. Spillesteder over det ganske land vrider hjernen for at finde kvalitetsmusik til lokalområdet og forsøger efter bedste evne at sælge billetterne. Noget som langtfra altid lykkes særlig godt. Hvem husker ikke københavner-venuet The Rock, der blev nødt til at dreje nøglen om, men som havde fuldt hus på afskedsnatten. Eller Amager Bios lillebror, Beta, der i sommer fik den kommunale pistol for tindingen, men som klarede frisag. (Facebookgruppen "Bevar Beta" var mere populær end Betas egen facebookside, selv her flere måneder efter kampen blev overstået, og man kunne have forventet at flere af "bevarerne" var strømmet over og liket det vedvarende spillested).

Ikke alle kan have "valgt noget andet", som der foreslås ovenfor, for så ville der stadig være masser af solgte billetter. At der simpelthen er for mange koncerter i Danmark, og/eller at de klumper sig sammen oven i hinanden (bl.a. i oktober og november) er et andet muligt svar. Dog næppe et rigtigt ét, for hvis man sammenligner med byer som Hamburg i Tyskland eller Groningen i Holland, så svarer de i størrelse til henholdsvis København og Aalborg, og de byer har efter sigende et livligere musikliv, end de tilsvarende danske har.

Så svaret på det ærlige spørgsmål er faktisk ganske interessant at få besvaret. Hvorfor skal et band hive stikket, før end vi (danske) musikfans kommer til lommerne? Hvad er det i afslutningen, som er så vigtig? Så attraktiv?

Når det er slut...

Et forsigtigt gæt – og med fare for at blive højstemt – er, at afslutninger er smukke. Ligesom døden som slutpunkt for en livsbane sætter livet i relief og giver det skønhed, da alt ellers kunne være det samme. I et evigt liv kan alt ligeså vel gøres i morgen eller om 200 år. Det betyder ingenting. Den afmålte tid, som afslutningen sikrer, er med til at give nuet værdi: ”Lige nu spiller de 'Stockholm Bloodbath' og aldrig igen!”

For sådan er det også for bands. Når de hiver stikket, bliver der et skelsættende ”nu” i den tiltagende malstrøm af information, som musik er en del af. Man kan kigge tilbage på en karriere, som med fejl og dyder fremstår som en afsluttet helhed.

Ligesom det er med livet, sådan er det også med musikken. For hvad nytter det at sidde og flæbe i en gravøl over en ven, man aldrig fik været (nok) sammen med? Det gælder om at huske, at alt man holder af skal tages fra én en dag. Alt. Verden vil gå under, og du skal dø! Så det er bare med at nyde det, mens det varer. Få inviteret vennerne, mens tid er, og dét gerne til en koncert, fordi du elsker musik. Også selv om kunstneren ikke har planer om at stoppe.