Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Videopremiere: Feather Mountain – August Mantra

Populær
Updated
feather mountain to exit a maelstrom
feather mountain band

Bandet Feather Mountain barsler snart med pladen ’To Exit a Maelstrom’ og derfra kan vi i dag holde videopremiere på nummeret ’August Mantra’.

Den københavnske progressive metalkvartet Feather Mountain blev dannet i 2017 af brødrene Andreas og Christian Dahl-Blumenberg. Vi talte med dem i 2020 i Morgendagens Stjerner. Der havde de kort forinden udgivet debutpladen ’Nidus’.

Nu her efter pandemien er de så klar med deres anden plade ’To Exit a Maelstrom’ og den bliver skudt i gang med nummeret ’August Mantra’. Trommeslager Christian Dahl-Blumenberg fortæller om nummeret:

– Albummets første sang er "August Mantra", og sangen tager udgangspunkt i august 2020, hvor vi blev klar over, at min og Andreas' (bas)  far led af alzheimers sygdom. August Mantra omhandler familierelationen, forvirring, vrede og selvrefleksion. Sangen ender i forløsende vrede, der griber os, hver gang vi spiller den.

Sangen kan ses her:



Som bandet selv skriver tog tilblivelsen af ’To Exit a Maelstrom’ en drejning pga. sygdom. Læs med her:

– I albummets spæde start var der forskellige ideer til et konceptalbum, men undervejs i processen ændrede Feather Mountain kurs. Christians og Andreas’ far viste sig at være alvorligt syg med Alzheimers, og konsekvenserne heraf begyndte naturligt nok at fylde mere og mere. Ud over at være et sted til den fælles musik, blev øvelokalet nu også et sted for samtale og aflastning, og sammen besluttede de fire at skrive et album med tematisk udgangspunkt i det helt centrale, der foregik i deres liv på det tidspunkt. Hjulpet på vej af venskabet og tilliden skabte musikken et rum, hvor det svære i livet kunne italesættes og konfronteres.

‘To Exit A Maelstrom’ tematiserer det er at miste et nært familiemedlem til en sygdom, der som Alzheimers langsomt opløser et menneske, dets personlighed, minder og sprog og i sidste ende forandrer det kendte til fremmed. 

Som albumtitlen indikerer kan sygdommen føles som at være i en malstrøm, hvor man bliver opslugt af uundgåelige, udefrakommende omstændigheder, som man ikke har kontrol over, og hvor man slutteligt vil drukne og gå tabt i kaosset. Det er samtidig et album om at kæmpe sig op af malstrømmen som pårørende, at hele sine sår og vende tilbage til livet med nye perspektiver, som man unægteligt får, når man engang har stået på bunden og kigget op. For medlemmerne i FEATHER MOUNTAIN var en vigtig del af denne kamp deres fælles rum i nærværet, samtalen og i musikken. I processen med ‘To Exit a Maelstrom’ blev det således de personlige omstændigheder og behov, der styrede kreativiteten og i sidste ende udformede albummet - et vidnesbyrd om dét, der var og dét, som nu står tilbage.