Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kun for mig

Updated
Drüben foto

Drüben er et dansk black metal-projekt. Det er udelukkende Eirik Holm Gjerstads projekt, og, som vi skulle finde ud af, da vi talte med ham, er det også kun for ham.

Kunstner
Dato
12-03-2023
Forfatter

Som man måske fornemmer, når man lytter til ‘Volden er naturens mejsel’ som seneste udspil hedder, er det indadvendt, koldt og mørkt, og der er ikke langt til de mere depressive kanter af den atmosfæriske black metal.
Gjerstad er dog ikke i sig selv depressiv. Faktisk fortæller han ganske klart, at det ikke handler om ham. Interviewet i sig selv skulle heller ikke handle om manden bag. Det ville være for ordinært. Derfor fik samtalen også hurtigt præg af en filosofisk diskussion fremfor en vanlig dialog.
– Drüben er Black metal, som jeg ønskede, at den var: Mere inderlig, mindre imponerende, mere insisterende, dunkel og uigennemtrængelig, med sans for det simple, kernen, der ikke behøver kød eller besmykning. Drüben er uden for tiden og rummet, i ordløs refleksion over altings forgængelighed. Drüben er alvor. Drüben er den overskårne strubes sang.



På den anden side

Det er altså dramatisk, når vi skal tale om det. Det har black metal også en vis tradition for. Men det føles på en eller anden måde mere ægte, når Gjerstad fortæller om det. Det er ikke for sjov. Det kommer fra noget dybt inde. Som han fortæller os:
– Svaret på, hvad Drüben er, er noget andet end svaret på, hvem der står bag. Og jeg er heller ikke særlig interessant, så lad os holde os til dette ‘hvad’.  Jeg kender ikke derudover min egen motivation for at lave det musik med Drüben, som jeg gør.

Men dramatikken er ikke rodfæstet. Drüben skal være “mindre imponerende” med skaberens egne ord.
– Drüben kan vel godt siges at være imposant, men i denne sammenhæng menes både mindre imponerende angående det musikalsk tekniske, men også angående forsøg på at skille sig ud fra traditionen. Ikke sjældent er dem, der forsøger at imponere ved grænse- og traditionsbrydende nytænkning, dem, der også hurtigst glemmes og er mest bundet af deres egen tid og dens modefænomener, og hvis værk ingen varig værdi har; hvorimod dem, der mere ydmygt forsøger at genskabe noget tabt, oftere er dem, der får skabt noget af virkelig værdi.



Det er altså det nyskabende i at se bagud, Drüben forsøger at indkapsle. I løbet af samtalen runder vi også både renæssancen og romantikken, ligesom Gjerstad forklarer om sin forkærlighed for den store thybo-forfatter JP Jacobsen. Så selvom der forklares, at der stræbes efter at være traditionens fakkelbærer, er det også tydeligt, at vi har at gøre med en veluddannet herre. Alligevel mener Gjerstad at kunne tage afstand fra det tænkte.
– Jeg vil ikke mene, at Drüben er et “intellektuelt projekt”. De tidligere album fik mere direkte inspiration fra forskellige “intellektuelle” kilder, men ‘Volden er naturens mejsel’ trækker ikke på andre tanker end mine egne. Samtidig kræver Drüben, i stil med JP Jacobsen, mere sansning end intellekt.

Denne sansning kommer også til udtryk i projektets grundvold. “Drüben” er første ord i Schuberts “Lied der Leiermann”, hvori, forklarer Gjerstad os, lirekassemanden står som personificering af døden på den anden side af byen – “drüben hinterm Dorfe” – og venter.
– Vores hovedperson besynger personificeringen af døden og spørger døden, om han skal komme derover, hinsides, og lægge sang til dødens musik. Det er tysk romantik, når det er bedst, og da jeg første gang hørte denne Lied var jeg forelsket og vidste, at jeg ville opkalde mit black metal projekt efter denne sang, hvis jeg nogensinde kom i gang med det.



Vold og tanker
Volden er grundlæggende for Gjerstad. Men hvordan skal det forstås? ‘Volden er naturens mejsel’, hedder albummet, og det vækker straks mange tanker. Men vold er mange ting. For Foucault var regeringen vold, i moderne tid er også ord vold, mens det for Aristoteles var selve det at gøre noget andet end selvets interesse.
Man kan også sagtens argumentere for vold som basis for al civilisation, hvis man indbefatter truslen om vold i konceptet. Men vi fik en fornemmelse af, at volden var en anden for Drüben.
– Volden er her forsøgt gjort umenneskeligt og kosmisk bredt og dybt. I ordets historie vil man finde, at det før har haft en bredere betydning og brug, end hvad der nu normalt er tilfældet. Man ville have talt om det at bære våben som vold, det at regere som vold og det at forårsage noget, som vold – “at forvolde”.

Selve eksistensen præges altså af vold, jævnfør Eirik Gjerstad. Vi skal forstå volden som selve det at være til. Han forklarer os, at både det at blive forandret, men også det at modstå forandring er vold. Alene i kraft af, at det er en bevægelse, der modstår en anden.
– På 'Volden er naturens mejsel', er det tematiske ikke i forbindelse med noget som helst andet end netop dette, at volden er naturens mejsel, at med den er hver levende og døde ting tilhugget, blevet givet sin form og sit væsen, at alt bærer dens mejselmærker. Alt sønderhugges så småt.



Det er bevægelsen mod det endelige ophør, hvor inertien overstiger energien, og det er først her, forklarer Gjerstad, at volden vil ophøre. Det er derfor måske korrekt af vores anmelder, at benævne musikken “nihilistisk”, omend Gjerstad ikke selv vil sætte nogen filosofisk etiket på projektet.
– Musik er simpelthen for abstrakt et medie til, at ophavet på den måde er med i produktet. Du kan ikke se af Pythagoras’ ligning, om han kom på den ved synet af et hustag, der udgjorde en retvinklet trekant, eller et væltet træ, der lænede sig op ad et andet i skoven. Dertil er matematik simpelthen for abstrakt til at inspirationens konkrete kilde er med i inspirationens produkt, og musik minder jo om matematik.

Han fortsætter:
– Jeg er en overtænkende og oversansende person, men der er ikke rigtig en forenende filosofisk baggrund for Drüben, og den filosofiske baggrund, der er, er mangfoldig og sammensat. Der kan ikke laves et filosofisk program eller manifest for Drüben, men der hentes inspiration fra hele den vestlige filosofis tradition – vel at mærke i udpluk og med min egen idiosynkratiske vinkling. Men det kan ikke sættes på formel, og udgør måske ikke en gang inspiration, da musikken kommer først, er udsprunget af ikke-begrebslige tanker og meditationer over emner og temaer, og min filosoferen er det, der kommer bagefter og prøver at begribe, hvad Drüben er.



Det er svært for os at forstå hvad Drüben vil. For umiddelbart kunne det opleves som en ventil for frustrationer eller tanker. Vores umiddelbare tanke var, at det var en måde at forholde sig til universet. Eller en måde for andre at kunne forstå de tanker, der er gået forud eller er kommet til efterfølgende. Men heller ikke her giver Eirik Gjerstad ved dørene.
– Der er ikke noget budskab. Der er nogle temaer og nogle refleksioner over dem, som ikke er i musikken selv, men kun i parateksten, der eventuelt kan akkompagnere musikken, men som musikken heller ikke behøver.
Og hvis Drüben lykkes, bruges det lige så lidt til noget, som had og kærlighed, nyfalden sne, storhed, rusen, himmelens blå, blodets røde, en dråbe blæk der opløser sig i vand eller ekstasen bruges til noget. Disse er fænomener, man indoptager og sanser og vil være i for deres egen skyld, og ikke blot som middel til at opnå noget andet, end hvad disse fænomener i og for sig selv er.

At vi ikke forstår det, bærer Gjerstad dog nemt over med. Vi er ikke de første. Han forklarer os, at selv Aristoteles, der er berømmet over hele verden som en af historiens største tænkere, forstod ikke, hvad Aeschylus’ tragedie kunne bruges til.
– Aristoteles havde ingen sans for kunstens mørke sider. For ham er selve eksistensen af tragedien som kunst et problem, der kræver forklaring. Aristoteles kunne ikke forestille sig, at man ville tragedien og oplevelsen ved denne for dens egen skyld, som man vil det med anden behagelig, skøn, smuk, harmonisk, munter eller livsbekræftende kunst. Det er ham utænkeligt, at kunst, der skildrer eller fremmaner frygt, medlidenhed, sorg, had, ulykkelighed, vrede, kvalme, ensomhed eller andet, kunne dvæle ved disse, uden at det var for at give lindring for disse.



Ikke engang katarsis, som ellers er et begreb vi ofte vender tilbage til, er altså svaret. Renselsen, som katarsis betyder, er noget vås i Gjerstads udlægning. Med en tilbagevending til sanseligheden og med et blik stålsat rettet mod selve det at opleve noget, forklarer han:
– Det primært æstetisk værdsatte ved metalmusik er ikke en efter-effekt. Det er det sanselige, det æstetiske, ved udtryksformen, der er nærværende under oplevelsen af den, der er dens primære værdi. Præcis som det er tilfældet med al anden musik.

Når det handler specifikt om katarsis afviser han det pure. Og med en lidt fornærmet tilgang, som mange metallyttere vil opdage vækker genklang:
– Hvis katarsis var pointen, og metal ikke afstedkom denne, ville det ikke kunne forklares, hvorfor man ville udsætte sig for sådanne æstetiske oplevelser, og – her er pointen – for det meste opleves der simpelthen ikke katarsis med metal. Tværtimod synes musikken at udfordre en tilstand af balance og ro, hvor du ikke går renset ud på den anden side af oplevelsen, og end ikke er renset, i mens og så længe du oplever det. Ved de rigtige former for ekstremmetal går man ud af oplevelsen rystet, forvirret, nedslået, oprørt, rasende, skræmt, hadsk, udfordret. Og hvorfor skulle metal rense? Forventes det af von Triers ‘Antichrist’ at man skal gå renset fra filmen? Fra Munchs ’Skriget’? Fra Hamsuns ‘Sult’?



Musikken, og dermed volden, er altså både mål og middel i sig selv. Drüben er ikke et redskab vi skal bruge til at nå længere i vores udvikling. Det er ikke hjælp til selvhjælp. Det er derimod blot et udtryk for æstetik.

I vores anmeldelse af pladen, kom vor skribent til at tænke på Titanics forlis. Det smukke og nytteløse i orkestret, der spillede videre på vej mod den isnende død. Det har Gjerstad læst, og han har selv haft tanken.
– Det binder an til spørgsmålet om, hvad man skal bruge Drüben og musik i det hele taget til. Det kendetegner på den ene side kunstneres selvforblændelse og selvovervurdering, at de tror, at deres kunst nytter noget som helst, og på den anden side kunstneres nedvurdering og ringeagt for kunsten, at de ser dens eksistensberettigelse i sin nytte- og brugsværdi. Hverken Drüben eller kunst i det hele taget nytter noget som helst, og det er det smukke ved den. Dens værdi er hinsides ondt og godt, sandt og falsk.