Drüben, der får bægeret til...
Drüben har med 'Ormene Æder Fuglene Til Sidst' lavet en fremragende depressiv black metal, der, hvis man ikke allerede havde livslede, giver en lyst til at give op.
2. Et Afhugget Hoved I Hænderne
3. Fjendtligt-negative Kræfter
4. Nu Evig
5. Altgennemtrængende
6. Tilintetgørelsens Vellyst
7. Ekpyrosis
8. Himmelens Afgrund Åbnes
9. Tilbedelse Af Aske
Drüben er depressiv black metal, også det, mange betegner som DSBM (depressive, suicidal black metal). Vi snakker et projekt fra København, hvor vi ikke helt har kunnet finde identiteten på personen bag, men ikke desto mindre er pladen 'Ormene Æder Fuglene Til Sidst' ganske veludført og gennemtænkt. Det eneste, vi har på Drüben er, at personen, der står bag alt går under navnet 'Eirik'.
Navnet Drüben betyder 'derovre', og man har ladet sig inspirere af den østrigske komponist Franz Schubert, der lavede værket 'Winterreise'. Den afsluttende 'Der Leiermann', hvor en frostbidt lirekassemand står og spiller for at få penge til mad, er direkte inspiration til navnet, da Schubert fortæller om den mand, der står 'derovre', og spiller skønt ingen lytter, ingen lægger mærke til ham og hundene gør såmænd også af ham.
Denne bitre, triste og skæbnesvangre skikkelse er forsøgt gengivet i Drübens sange. Og Drüben gør det godt. Det er solid black metal, hvor melodierne i ny og næ kigger frem mellem det depressive. Tag sange som 'Et Afhugget Hoved I Hænderne' og 'Altgennemtrængende', hvor det er lige, før der kommer lidt rock 'n' roll ind over.
Men noget lyst og positivt bekendtdskab af Drüben ikke. Det er sørgmodigt, og som Drüben selv skriver om pladen:
...Med ’Ormene æder fuglene til sidst’ har Drüben begået et album black metal, der forsøgte en sådan tilbagestræben, men endte et andet sted: den blindgyde, der er altings ophør, der fra begyndelsen har været indskrevet i verdenens marv, den overskårne strubes sang, fjendtligt-negative kræfter, det evige nu, det altgennemtrængende, tilintetgørelsens vellyst, den endelige verdensbrand, himlens åbenbaring af sin af grund og tilbedelsen af aske.
Hvis man vil finde noget lignende i Danmark, så er Solbrud og Afsky naturligvis et oplagt sted at lede, mens der internationalt også findes en del bands, der stilmæssigt minder om dette isnende kolde musik, Drüben laver. Der er sågar noter af noget af det tidlige Darkthrone og Burzum, men Drübens produktion er trods alt noget mere moderne og kan slet ikke sammenlignes. Det er mere stemningen. Det her afmægtige raseri, der forsøges kværnet ud gennem instrumenterne og den repetitive guitar, der nærmest hypnotiserer lytteren ud i den stemning, som Drüben forsøger at skabe med musikken.
Drüben udgav sidste år sin debutplade 'Det alværnende', og er nu her i marts 2021 klar med 'Ormene æder fuglene til sidst', der også er et herligt og lidt uhyggeligt ordspil på, at uanset hvad så vinder døden, selvom man, fuglene, måske nok synes at have vundet og blevet mæt på den korte bane. Uanset hvad så kommer manden med leen. Svinger den i knæhøjde på os alle. På de kornfede og på de fattige og udsultede, der med frosne fingre forsøger at dreje lirekassen og naivt håbe, at der falder en mønt af til at overleve endnu en kold nat. Har man set nok af det, så kan det sagtens få bægeret til at flyde over og søge mod det depressive og afmægtige.
Point til Drüben for både at have tænkt musikken igennem tematisk og udført den ganske godt.