At rejse en lade

Agriculture spiller black metal i dur. De kan godt lide black metal, hvor legen tages alvorligt, men de arbejder for det gode liv.

Landbrug er en pastoral beskæftigelse. Det handler om skabelse af noget, der kan opretholde livet. Men landbruget var også grundlag for civilisationens opståelse, og det var det, der knyttede os sammen og tydeliggjorde, hvorfor mennesker har brug for hinanden.

Derfor er Agriculture – bandet, altså, også navngivet ganske meningsfyldt, hvilket blev tydeligt for os i løbet af samtalen med to af bandets medlemmer. Vi talte med Daniel Meyer, vokalist, guitarist og sangskriver og guitarist og producer Richard Chowenhill fra bandet, der har demonstreret et så anderledes take på black metal, det nærmest kan blive.

For ikke længe siden gæstede undertegnede radioprogrammet Guldpladen på 24syv. I dette skulle man præsentere musik, der passede sig til en solskinsdag i maj, og jeg havde medbragt ‘The Circle Chant, pt. I’.



Bestyrtelsen i studiet var stor, da det gik op for de andre gæster, at dette track konsekvent holdt sig i dur og hverken handlede om fanden, fortabelse eller anden frygtelighed. Selvom kollegerne var begejstrede, var det alligevel med en vis skepsis, de mødte sangen.
Og det kan man nok godt forberede sig på at møde i black metal-scenen generelt, hvis man skal dømme efter den generelle reaktion på fx. Haela Hunt-Hendrix’ arbejde i Liturgy.

På indeværende magasin skrev vi for eksempel følgende:

”Black metal skal handle om Satan, ondskab, magi, dæmoner, frosne vinterlandskaber og forgange krige, bør ikke udtrykke sig alt for positivt om vort aktuelle, senmoderne samfund og bør generelt ikke gøre plads for andre følelser end had og selvlede. Et black metal-band bør ikke indtage scenen i andet end fuld corspe paint og Flying V-guitarer, og ve den der sniger for mange dur-akkorder ind i deres – sikkert heller ikke særligt hurtige – forløb”. Denne karikatur lyder vel egentlig lidt paranoid og konservativ – og det på trods af, at vi har svært ved at nævne virkelig gode black metal-udgivelser, der ikke på en eller anden måde lever op til den.

Det står naturligvis enhver, ovenstående Fjenden eller mine gode kolleger på Metalized og Sort Søndag, ganske frit for at mene alt dette og mere til. Fans er fri til at vælge det velkendte, og bookere er frie til at skabe sig shows og festivaler, der lyder, som da far var dreng. Jeg har naturligvis også en forkærlighed for det norske, og mindes med glæde den rutsjebane af følelser, jeg strøg igennem, da jeg første gang hørte ‘In the Nightside Eclipse’. På samme måde som jeg holder af Jylland og Vesterhavet, men ikke har noget særligt behov for at vende tilbage til min fødestavn.

En lang intro blev det til, men det kan også være nødvendigt, når det handler om så gennemtænkt og normbrydende en omgang black metal som Los Angeles-baserede Agriculture leverer.
Vi møder først Richard Chowenhill, en langhåret og glatbarberet mand, der med et venligt udtryk udstråler alle positive forestillinger om amerikanske metalmusikere. Et kort øjeblik er vi i venteposition, indtil Dan Meyer dukker op på en forbindelse fra sin mobiltelefon, der er placeret bag rattet i bilen – endnu en tydelig amerikanisme. Den storsmilede og ditto -skæggede frontperson, med det viltre hår og de varme øjne, havde taget fejl af tiden, og får hurtigt parkeret inden han finder vej til sit tilflugtssted: en buddhistisk zen-have, hvor vores samtale overstråles af varmt solskin og lyden af glade mennesker. Ikke en traditionel black metal-kulisse, men dog så passende til det band, vi skal snakke med.



"Vi er langt forbi diskussionen om trve kvlt"
Ordene kommer fra Meyers grinende læber. Han er godt klar over, at Agriculture ikke følger “reglerne”.
Kort forinden har han forklaret os om, hvordan han og trommeslager Kern Haug mødte hinanden, da de havde spillet henholdsvis et elektronisk noiseset og et eksperimenterede free-jazz-ditto. Meyers baggrund er i moderne klassisk musik, mens Haug netop kommer fra jazzen, men de mødtes om en spirende interesse for black metal, der yderligere blev kultiveret i den lange isolation 2020 bød på. Da det igen blev muligt at mødes, havde Haug inviteret Chowenhill med. En gammel kammerat, der med Meyers ord er en “shredder” – noget, der intimiderede ham i en vis grad. Bassisten Leah B. Levinson beskriver han som “en naturkraft”, og det var oplagt, at hun sluttede sig til både sangskrivning og vokalarbejde.

– For mig handler det ikke om, hvorvidt vi er black metal. Men black metal er nærmest blevet mytologisk i sit omfang, selvom det måske egentlig handler om ti oprindelige bands, som alt skal sammenlignes med. Ligesom The Beatles og rock’n’roll.

– Det, der er vigtigt er, hvorfor man har lyst til at bruge genrens elementer. Og det er ret nemt for mig at svare på. Jeg oplever vores musik som gennemgribende spirituel, og black metal er måske den eneste genre, hvor folk kan beskrive deres værker i spirituelle termer, uden at man straks begynder at rulle øjne.

Meyer fortæller, at bandet i fællesskab så veteranerne i Dark Funeral et par dage forud for interviewet, og at man kunne fornemme de dybere elementer selv i det campy åbningsråb fra Lord Ahriman: “Your god is not here!” For selvom der ikke nødvendigvis er nogen, der opfatter det som om hverken Gud eller Djævelen brillerer med henholdsvis fravær og tilstedeværelse til sådan en koncert, handler det alligevel om mere. Og det gør det også for Agriculture.

Brønden var der altid
Et godt sted at starte er førstesinglen fra den kommende plade. ‘Look, pt. I’. Lyrikken er måske ikke lige til at få øje på, til at starte med, men giver et godt fingerpeg.

– Jeg opfatter den egentlig ikke som mørk. Det stik modsatte, faktisk, forklarer Meyer.
– Og selvom vi også har en ren version af sangen på pladen, så foretrækker jeg faktisk, at man ikke forstår, hvad jeg synger. Det vigtige er, at man kan mærke, der synges noget, som betyder noget for mig, Ord kan tit være en forhindring for åndelighed, og denne type vokal giver folk et lidt mere gråt lærred, hvor de kan få deres egne elementer ind på.



‘Look, pt. I’ omhandler historien om Abrahams udstødte konkubine Hagar, som beskrevet i Første Mosebog 19:14-21.
I denne sendes Hagar og hendes søn med Abraham, Ismael, ud i ørkenen, efter at Abrahams kone 700 år inde i livet langt om længe bliver gravid. Med Guds hjælp, naturligvis.
I Negevørkenen omkring Beersheba farer de vild og er ved at omkomme, men Gud åbner Hagars øjne for en brønd foran hende, og hun og sønnen kan drikke.

– Pointen her er, at Gud ikke skabte en brønd for Hagar. Den har hele tiden været der. Det krævede blot, at hun accepterede, at hun ikke selv kunne klare det. For mig er det blevet lidt af et motto eller en aforisme. Der er altid en brønd.

Dan Meyer er ellers opvokset jødisk og er sidenhen konverteret til zen-buddhisme, så det er ikke en dybtliggende kristendom, der har præget ham, omend man med lyrikkens indhold og bandnavnets reference til det pastorale ellers godt kunne få den opfattelse.
Ikke desto mindre finder man i Agricultures musik mange elementer, der henfører til en mere karismatisk type kristendom. Der er ikke langt fra Meyers perspektiv på black metal-vokalen til glossolalia – tungetale; den tilstand, der omslutter nogle medlemmer af kristne sekter, og lader dem tale i Babels sprog.
Det ekstatiske element, som musik er bygget op om, omhandler det selvsamme. Ekstase er ikke blot glæde, det er en emotionel tilstand, der overstiger og overskygger det følelsesspektrum, der normalt rummer os. For at blive i nabolaget, er det når følelserne bliver spirituelle, at det ekstatiske indtræffer.

Ligesom Meyer er Chowenhill vokset op i området omkring San Francisco-bugten i et multikulturelt område og i et ressourcestærkt hjem. Hans far var konverteret hindu, og guitaristen fortæller, at han “voksede op i en ashram”, mens hans mor var heks og deltog i både hedenske ritualer og feministiske møder. Han sang i et hindustansk vokalensemble på universitetet og har altså fået spiritualiteten ind med modermælken.
Men det er langt fra alle, der har det sådan, og i løbet af pandemien har de i USA, som vi har det herhjemme, set en opblomstring i antallet af folk, der søger noget højere end dem selv.
Dan Meyer samler tråden op:
– En stor gruppe mennesker har følt behov for en slags åndelig balsam. Noget, der kan dulme bitterheden og utilpasheden efter pandemien. I USA er statsreligionen at købe ting, og mange havde behov for at føle, at noget havde betydning.

Chowenhill nikker, og Meyer fortsætter:
– Det er naturligvis derfor, vi startede bandet, da vi gjorde. Men det var først, da vi begyndte at spille live, at vi kunne mærke, det betød noget for andre mennesker. Før helbredte vi bare os selv, men nu er det spredt ud.

Vi vender tilbage til historien om brønden.
– Det handler om at føle, at nogen tager sig af en. Det er først, da Hagar indser, at hun ikke kan klare det selv, at hun opdager brønden. Den var der hele tiden, hun kunne bare ikke se den. Det tager initiativet fra hende og hun giver slip. Hun finder den ikke.

Meyer fortsætter:
– Det handler ikke om, at Gud eller noget andet giver dig, hvad du har brug for. Det handler om både at lære at sige “fuck det”, men også at forstå, at man har brug for andre. Man giver slip på overlevelsens ængstelighed og man husker, at jeg’et ikke er det vigtigste i verden. Man må lade andre hjælpe sig.



Rejsegildet
Det ærkeamerikanske ritual, rejsningen af laden dukker frem som billede på undertegnedes nethinde. Denne begivenhed, der i virkeligheden omhandlede en enkelt families liv og levned, blev altid en fælles fejring i de tidlige små landsbyer i grænselandet. Alle samledes om at bygge denne konstruktion og samle den i fællesskab.
Og de gjorde det ikke fordi det var deres job, eller de blev betalt for det. Ofte gik familierne sammen og kokkererede, så det blev en festdag.
Der var to aspekter i det. Det ene er naturligvis, at det ikke kunne lade sig gøre alene. Én mand kan ikke bygge en lade. Det vidste hver eneste medlem af landsbyen. Hvis han nogensinde selv fik brug for at bygge en lade, måtte han kunne regne med naboernes hjælp. Derfor måtte han være til at regne med.
Den anden, mindre konkrete, årsag er, at det er godt at skabe noget sammen. De ting, mennesker skaber i fællesskab, er det, der knytter dem sammen.

Chowenhill og Meyer er lykkelige for, at det er det billede, der dukker i mit hovede, når jeg tænker på USA. Den virkelighed de lever i, matcher ikke. Men de forstår analogien.
– Det er derfor, vores liveshows er så vigtige. Det er ren ekstase, forklarer Richard Chowenhill.
– Men alt det, der går forud, er så vigtigt. Vi aktiverer hele fællesskabet (eller menigheden, red.) og alle hjælper til. Vores venner sætter op og pakker ned, vi laver grafik og PR, laver mad og alt muligt andet.

Han fortsætter:
– Og til selve showet er energiniveauet højt. Vi går naturligvis op i, at det lyder ordentligt, men vores fokus er ikke på at ramme hver eneste tone. Vi har alle baggrund i kammermusik, så vi ser mindst lige så meget på hinanden som på publikum. Vi gør det til en fælles begivenhed og understøtter hinanden. Lader de andre hjælpe os. Dan springer rundt, Leah banker sig på brystet, Kerns jazzede trommer leder os frem og tilbage, og jeg gør mit bedste for at være med. Det er en oplevelse, der trækker folk ind.

Dan Meyer smiler og nikker.
– Jeg læste lige om et eller andet tåbeligt band, der var blevet fængslet i Tyskland for at bruge svastikaer i deres optræden. De sagde at de ville “minde tyskerne om deres ultimative skam. Få alle til at lide.”
Det er idiotisk. Nærmest alle os, der er tiltrukket af denne type musik, har lidt. Vi har haft det hårdt. Til vores shows vil vi anerkende og ære dette, men vi vil også have det rart. Vi vil gerne have, at folk har det godt.

Chowenhill supplerer og afrunder:
– Det er det vigtigste for os. Vi er ikke et politisk band, men vi er alle politiske mennesker, og de ting vi engagerer os i, da vi arrangerede Circle Fest for eksempel, handler om menneskerettigheder. Transrettigheder ligger os meget nært. Og det kommer alt sammen tilbage til fællesskabet.