Benton: Ingen rapplader herfra!

Devilution har snakket med Glen Benton fra Deicide, og han forsikrer, at de forbliver, som de altid har været.

Devilution fik eksklusivt lov til at interviewe Glen Benton fra Deicide, da de gæstede Copenhell i juni måned. Vi har gemt interviewet lidt pga. festivalsæsonen, men nu hvor den er ved at gå på hæld, er der igen tid og plads til at bringe lidt baggrundsstof.

Deicides historie i dødsmetallen er lang og fyldt med både gode og dårlige tider. Deicide kunne, i jagten på ham, der kunne gå på vandet og dem der tilbad ham, også næsten selv gå på vandet i perioden fra 1990 til 1997. De udsendte tre fabelagtige plader, og fulgte dem op med 'Serpents of the Light' i 1997, der også var god, men ikke helt i samme liga som de tre foregående.

Derefter begyndte det dog at gå ned af bakke, såvel kunstnerisk som turnémæssigt. Den interne kemi i bandet var helt til rotterne, og til sidst forlod de to brødre, Eric og Brian Hoffman da også bandet. Inden da havde Deicide aflyst rigtig mange koncerter og turnéer, så det hele virkede som en dårlig farce. Det var i hvert fald svært for en fan, som undertegnede, at se mægtige Deicide falde fra at være nogle af de sejeste og bedste i genren, til nærmest at være en parodi på sig selv og genren.

Heldigvis kom de dog tilbage. Deicide udsendte bl.a. 'The Stench of Redemption', hvor man virkelig kunne høre, at der var kommet fornyet energi og inspiration ind i musikken. Den bedste og mest melodiske plade de har lavet i over 10 år, og som er mindst lige så god som de tre første skiver. Deicides historie har kort sagt været lidt af en rutsjebanetur med op- og nedture. Så da jeg fik muligheden for at interviewe forsanger og bassist Glen Benton skulle jeg helst rundt om alle tingene. Nu kan du læse hvordan det gik:

Kent Kirkegaard, Devilution: Hvordan går det?

Glen Benton, Deicide: Godt.

KK: Hvordan er det at være tilbage på turne?

GB: Jeg nyder det.

KK: Hvad har været det mest givende ved at være medlem af Deicide?

GB: Det mest givende? Der er selvfølgelig den økonomiske stabilitet, holde integriteten. Holde flammen kørende. Og have muligheden for at lave musik i så mange år og gøre hvad vi gerne vil.

KK: I næsten 10 år i træk blev du valgt til "Most Evil Person of the Year" i Terrorizer. Hvordan var det?

GB: Det giver selvfølgelig et lille boost, men det var ikke sådan, at jeg gik rundt på gaden og sagde "Ved du hvem jeg er? Jeg er den ondeste mand på planeten!". Jeg bruger ikke så meget energi på det.

KK: Men bliver du genkendt på gaden?

GB: Det sker da i ny og næ. Afhænger lidt af, hvor jeg går. Jeg blev da genkendt for ikke så lang tid siden, og når først folk finder ud af hvem man er, så kommer der jo sjove episoder og muligheder ud af det.

KK: Du brændte jo et kors ind i panden på dig selv og fik kultstatus. Hvordan påvirkede det dig og påvirker det dig stadig?

GB: Jeg gider ikke rigtig den opmærksomhed. Jeg har for travlt med at snakke om forældremyndighed med ekskonen, almindelige gøremål derhjemme ligesom alle andre, og tænker derfor aldrig på, at jeg skulle være den farligste mand på jorden. Herude på turné gør jeg også bare det, jeg skal gøre. Spiller musik og nyder det.

KK: Når du skriver tekster til Deicide, hvad bruger du så som inspirationskilde?

GB: Det ved jeg egentlig ikke. Jeg sætter mig ned foran laptoppen, sætter hovedtelefonerne på og så går jeg i gang. Det må ikke blive forceret, for så får jeg en skriveblokering. Det skal helst komme naturligt, men så kan det også gå meget hurtigt. Nogle af de bedste sange har jeg skrevet tekster til på 30-40 minutter. Lige pludselig skal teksterne bare ud af hovedet og ned på papir.

KK: Deicide var meget populære da dødsmetallen kom frem, og I har haft stor indflydelse på mange mennesker. Hvordan er det?

GB: Det er utroligt flatterende. Det er cool, at folk lytter til vores musik, og har gjort det i alle de år. Det er helt sikkert en rar følelse at vide.

KK:  Efter 'Once...' kom der nogle knap så gode plader, hvordan havde du det med, at de ikke blev modtaget nær så godt som de forrige, der nød stor succes?

GB: Det folk skal forstå er, at det var nogle af de sidste plader i vores kontrakt med pladeselskaberne. Det var ikke sådan, at de var dårlige. Men når man står og skal lave den sidste plade med et selskab, så giver man dem ikke ens bedste materiale. Så det blev sådan. Men den første med Earache var 'Scars of the Crucifix' og derefter 'The Stench of Redemption', men så faldt det ligesom fra hinanden, og 'Till Death Do Us Part' blev så, som den blev. Og nu har vi den nye her med Century Media, og det intensiverer det lidt.

KK: I har aldrig overvejet, at gentage stilen på f.eks. 'Legion' og 'Once Upon the Cross', som jo blev utroligt populære?

GB: Det er da en fed ting i vores historie, men vi vil ikke gentage det bare for at tilfredsstille andre. Og det ville være at udnytte noget vi allerede har gjort, og ødelægge de plader en smule. Så nej, det kunne vi aldrig finde på. Det ville simpelthen være forkert.

KK: Hvordan laver I musikken?

GB: Steve (Asheim, trommer) skriver al musikken og jeg skriver alle teksterne. Her på den nye plade har Jack (Owen, guitarist) dog også bidraget. Vi har alle en finger med i spillet under produktionen, så vi alle får indflydelse på hvordan vi gerne vil have tingene til at lyde.

KK: I overraskede mig en smule med 'Stench...', der var klart mere melodisk end noget I nogensinde har lavet. Hvordan kom I på det?

GB: I de gamle dage ville vi faktisk gerne skrive melodisk, men det kunne vi ikke. For det kunne de andre medlemmer i bandet ikke. Vi ville gerne, men det kunne vi ikke.

KK: Hvordan ser fremtiden ud for Deicide?

GB: Det ser ret godt ud. Næste gang vil vi forsøge at toppe det nye album, og vi begynder ikke at lave nogen industrial-lignende plader, rap-albums eller death-rap, "rap of death"-hurlumhej.

KK: Hvordan holder I dampen oppe?

GB: Jeg har villet lave det lige siden folkeskolen. Da jeg skulle skrive hvad jeg ville være som voksen, der skrev jeg, at jeg ville være musiker og medlem i et band.

KK: Okay. For at skifte emne. For et stykke tid siden var der rygter ude om, at man ville samle alle de store navne fra Florida-scenen, såsom Deicide, Morbid Angel, Obituary, Suffocation, Cannibal Corpse osv. til én stor turne. Er det sandsynligt at det kommer til at ske?

GB: Det er da en fed tanke, men jeg tror aldrig det kommer til at ske. Det kunne være fedt med en "Big 4" i dødsmetal, men alle vil gerne have deres penge, krav osv. og logistikken bliver for vanskelig.

KK: I brugte jo alle Scott Burns i Morrisound Studios. Hvordan var kammeratskabet med alle de bands dengang?

GB: Vi mødte da alle dernede, fordi alle brugte det samme studie. Men jeg hang ikke så meget ud med de andre. Det var mere af nødvendighed vi var der, fordi det var det mest oplagte valg. Vi jagtede ikke det "mainstream", men forsøgte at lave vores eget.

Og med det stoppede vi interviewet, da Glen Benton og Steve Asheim skulle videre i programmet. Ingen tvivl om, at Deicide er deres egne og altid har været det. De har været nede at vende i en årrække, men ser stærke ud pt. Det gjorde de også på scenen senere samme aften, hvor de lige så veloplagte som til interviewet, fyrede den af. Dog med varierende grader af succes.

Læs anmeldelsen af koncerten her.