Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Brasiliansk musiker og ambassadør

Populær
Updated
Brasiliansk musiker og ambassadør

Sepulturas Andreas Kisser er sikker: "Som guitarist er Anthrax en del af mit DNA og at spille med dette band var ikke en gang en drøm, for det var for stort for mig overhovedet at turde drømme om".

Kunstner
Titel
Andreas Kisser
Spillested
Dato
17-08-2011
Distributør

Efter flere timers forsinkelse møder Devilution guitarist Andreas Kisser fra Sepultura på The Rock, hvor også bassist Paulo Jr. sidder og slapper af med sin bærbare computer. På grund af forsinkelserne har det været en hektisk og stressende dag for bandet, men Andreas virker imødekommende og i godt humør.

Vi sætter os i den lille topersoners sofa, hvorefter interviewet foregår i yderst tæt kontakt med den dygtige og ombejlede herre. Den noget intime kontakt ville nok især får mange hunkønsvæsner til at blive befippet, men jeg bevarer den professionelle tilgang og fortæller ham indledningsvis, at deres koncert på Wacken to uger tidligere var i topklasse.

Hvordan forbereder du og bandet sig til så forskellige koncerter som eksempelvis Wacken og her på The Rock?


- Det er selvfølgelig stor forskel, og jeg kan lide begge typer af show. Dog bruger vi samme udstyr uanset scene, men vibrationerne og situationen er meget forskellig, hvis man sammenligner Wacken med The Rock. Til store koncerter og festivaler er der mere presse, der er flere bands, mindre tid til lydprøve og sceneskift, længere afstand til publikum på grund af sikkerhed og fotografer. Vi møder også tit venner, som vi ikke har set i lang tid.

- Derudover er der på Wacken en særlig stemning, fordi der er folk fra hele verden blandt publikum, og de har måske flag med, som viser, hvor de kommer fra – det er rart at have "hele" metalverdenen samlet på et sted. Som band skal vi nå længere ud, og ofte er det svært at få god lyd på en stor festival på grund af de mange bands, men heldigvis har vi en dygtig stab med os. Med en god lyd er det nemt for os som band, uanset spillested, at komme ind i musikken og vores tekster og så bare nyde at spille foran publikum. Men faktisk kan jeg bedst lide at have publikum helt tæt på, hvor man kan mærke og have øjenkontakt med vores fans – det er rigtig cool, og jeg nyder det meget.

For mange metalfans defineres et band via summen af bandmedlemmerne, mens andre vil mene, at det alene er deres udgivelser og musik – hvad er dine tanker omkring dette og hvad mener du definerer et band som Sepultura?


- Haha, det er meget svært at sige. Jeg tror, at det er vores musik, der gør, at vi stadig er her, og vi nyder alle sammen at være på tour. Det er et hårdt liv med alle rejserne og savnet af familien, men når vi så står på scenen, giver alt mening for os. Det er derfor vi er her! Derudover er der en særlig ånd, som får Sepultura til at hænge sammen, der holdet bandet i live.

- Vi holder rigtig meget af, hvad vi laver, og det tror jeg, at publikum kan mærke, når vi står på scenen. Vi forsøger med hvert album at komme op med noget nyt, og derfor er alle vores albums forskellige samtidig med, at man kan høre, at det er os, fordi Sepultura har en karakteristisk lyd, der er tung og aggressiv.

- Jeg mener bestemt, at et band er mere end dets medlemmer. Jeg tror, at det er ånden, der gennemsyrer vores musik, og energien, som holder os i live, der enten betyder, at vores fans stadig er med os eller dropper os. Med 'Roots' mistede vi ret mange fans, der var radikale og som ikke kunne lide, at vi blandede forskellige ting. Men det er ikke kun vores fans, der reagerer på forandringer, det er noget mange bands må forholde sig til. Vi er her ikke for at tilfredsstille nogen, det er ikke vores mål. Det prøver vi ikke på, siger Andreas og griner højt.

- Vi prøver at nyde, at vi er privilegeret, og at vi dermed kan rejse rundt i hele verden. På den måde lærer vi nye ting, ser nye ting, lytter til forskellige sprog og talemåder samt smager forskelligt mad – det tror jeg, i sig selv er godt for vores musik.

Er det anderledes at spille i Sepultura i dag end for 15-20 år siden?


- Wauw, det ved jeg ikke… Ja selvfølgelig er jeg blevet ældre, og der er mange ting, som er anderledes. Men det er faktisk ikke så anderledes for mig i dag, som da jeg startede…haha. For jeg nyder det meget og synes, at alt stadig er spændende. Selv når vi kommer til steder, vi har været før, er vi spændte, og vi møder gamle venner samt nye mennesker. Jeg synes, at alt er anderledes og alligevel er alt det samme, fortæller Andreas og griner igen højt.

Hvilken indflydelse tror du, at forandringerne i Sepultura har på jeres fans? Og hvordan påvirker opbakningen eller den manglende støtte jer som band?

(Måske på grund af larm svarer Andreas på dette i stedet: Hvilken indflydelse tror du, at Sepultura har haft på jeres fans?)


- Vi var første gang i Europa i 1989, og der var ikke så mange, som kendte vores tekster og gik med bandets t-shirts, men med årene voksede opbakningen. Nogle fans blev vi venner med, og flere tog til Brasilien for at lære lidt portugisisk, og de ville vide mere om vores kultur. Vi fik ret absurde spørgsmål i starten, når vi var i Europa så som "hvorfor er du hvid, når du kommer fra Brasilien" – alle troede, at der kun levede sorte i Brasilien. Der var også nogen, som var overrasket over, at vi havde nogenlunde samme teknologiske udvikling som her i Europa. Selvfølgelige har vi junglen i nord, men vi har også moderne storbyer og kaos, siger han og griner lidt.

Andreas fortsætter: Det har været cool at lære vores fans lidt mere om Brasilien, og hvordan det er at leve der, og at der er mere end junglen, smukke Rio de Janeiro og bikinier. Vi har nemlig også korruption, volden i São Paulo, politik, fodbold, kvinder, strand, karneval – vi har alt her. Med vores indflydelse har vi kunnet uddanne lidt og give et knapt så smukt, mindre falsk og romantisk billede af Brasilien, men dog et mere virkeligt og realistisk billede – det mener jeg, at Sepultura har bidraget med.

Hvad laver du, når du ikke spiller musik med Sepultura?


- Ikke noget! siger Andreas og griner.

- Jeg spiller altid musik, også når jeg er hjemme. Jeg spiller ofte med en del andre bands i Brasilien som deres gæst, og det er en helt anden slags musik, end den jeg spiller med Sepultura. Jeg spiller både klassisk, blues, pop, country og hardcore og jeg elsker det! Jeg synes, at det er godt at have denne evne, fordi heavy metal miljøet ofte er meget radikal, hvor mange tror, at de er bedre end alle andre.

- Det synes jeg virkelig er en arrogant attitude, når de siger eller tænker "Jeg er metal, og jeg vil ikke røre ved andet. Det er noget lort". Jeg er stolt af at være metal, men jeg hører og spiller ikke kun metal. Min tilgang til musik har virkelig åbnet en masse døre for mig, og jeg møder mennesker, som jeg aldrig har drømt om at møde og spille med. Så for mig er det en ære – det er cool! Ud over at spille masser af musik i min fritid forsøger jeg også at være sammen med mine tre børn og min kone, så meget som muligt, fordi det er jo hårdt at være væk fra dem. Jeg forsøger, at rejse en del med familien og nyde tiden sammen. Men ellers er alt i min fritid virkelig relateret til musik, også når jeg skriver for aviser og blade.

Her til sidst har jeg et spørgsmål fra en kollega, som også er fan af Sepultura og "The Big Four": Hvordan var det at spille med Anthrax i stedet for Scott Ian – og hvad gik der gennem dit hoved, da du stod og jammede med Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax på scenen?

- Det er virkelig svært at finde ord, siger Andreas og griner lidt stolt. Det var ikke en gang en drøm for mig, for jeg mener, hvordan kan man overhovedet drømme om sådan noget?! Det var fucking stort. Hele situationen var enormt positiv. Scottie (red. Scott Ian) ringede allerede til mig sidste år, og anledningen var jo ikke et brækket ben men den glædelige nyhed, at han skulle være far for første gang. Anthrax havde tænkt på MIT navn, og jeg var SÅ beæret og glad, fordi de havde alle muligheder i verden, og de tænkte på mig.

Andreas fortsætter: Altså vi har kendt hinanden i lang tid, og Sepultura og Anthrax har spillet sammen før – selv Scottie har før jammet med os i Sepultura. Og med bandet Hail! har jeg i USA også jammet med Frank Bello fra Anthrax, så de ved, hvordan jeg spiller. Jeg kender Anthrax – det er en del af mit DNA som guitarist – men også de andre bands i "The Big Four", Kreator, andre tyske bands og danske Mercyful Fate er en del af mit DNA.

- Jeg følte mig som et lille barn, der fik sit livs overraskelse, siger Andreas og bryder igen ud i højlydt grin. Det var en stor oplevelse for mig at jamme med "The Big Four" og især Metallica. Alle bands var så respektfulde i forhold til mig og Sepultura, og det var stort for mig at mærke det og den form for varm velkomst, som de gav mig.

- Slayer havde faktisk samme problem Anthrax, kan man sige, da Gary Holt var der, fordi Jeff Hanneman havde noget med sin arm. Alle var der for at hjælpe og sørge for, at det blev en succes – der herskede virkelig en positiv ånd og energi, hvor alle ønskede, at showet fortsat skulle køre på skinner.

- Så for mig var det uforglemmeligt – og se jeg fik endda en tatovering lige under min Sepultura tatovering, siger han og griner. Jeg fik lavet tatoveringen, fordi det var så speciel en oplevelse for mig at være en del af. Det har været en god erfaring - det har modnet og ændret mig som musiker og menneske.

- Jeg er så taknemmelig for alle gutterne i Anthrax, holdet omkring dem og deres management og ikke mindst de tre andre bands – de var fucking seje – hvad kan jeg sige? Det var det bedste! siger en smilende og grinende Andreas.

Vi stillede selvfølgelig også Andreas vores "10 hurtige", og dem kan du læse her i Devilution på et senere tidspunkt...