Danmarks deathcore-darlings

Den 25. august udkommer danske Unseen Faiths længe ventede debutalbum. I den anledning talte vi med forsanger Alexander Eriksen om udvikling, religion og deathcore.

Sidst vi talte sammen, var i slutningen af 2015. Der havde I netop debuteret med jeres debut-ep 'Yokebreaker'. Hvordan har I udviklet jer siden og frem mod ‘Waver’?
Vores show er blevet opgraderet en del siden dengang. Vi er blevet bedre til at spille og ligeledes bedre til at skrive sange. For os er albummet et stort skridt videre fra vores tidligere sange.

Hvad er tanken og ideerne bag jeres debutalbum?
Et af vores store fokuspunkter under sangskrivningen var at lave en plade med bedre strukturerede numre og med nogle catchy melodier uden at skulle gå på kompromis med vores mørke univers – musikalsk såvel som lyrisk.

Pladen hedder ‘Waver’ – hvorfor?
Hvis man googler ordet, får man højst sandsynligt masser af tilbudssider til glattejern, men det er dog ikke derfra inspirationen stammer. Hvis man søger lidt videre, kan man finde frem til noget andet. Ubeslutsomhed, tøven, vaklen er ord, som Waver dækker over, og det er lige præcis det, vores album handler om.

Har lyrikken et tema?
Ja. Det at være skeptisk og have mange spørgsmål til ens tilværelse er det overordnede emne.

Hvor stor indflydelse har jeres tro på jeres sangskrivning?
På dette album er det helt klart en hjørnesten, men det er ikke sådan, at vi står og prædiker på scenen eller i vores tekster. Vi stiller spørgsmålstegn ved vores tro og eksistens. Om man er kristen, muslim, ateist eller noget helt fjerde, så tror jeg at man kan få noget ud af vores tekster. Vores tekster udspringer fra vores egne overvejelser om det er at tro på en Gud. Det er ikke hverdagstoner i dagens samfund, men vores indtryk er, at der alligevel er mange, der går med lignende tanker eller følelser af, at der nok er noget større derude eller bare undrer sig over det. I teksterne vil man både kunne mærke en længsel efter svar, men også en dyb frustration over, at Gud virker fraværende i dagens samfund og i vores liv. Herfra udspringer tvivlen på hans eksistens. Alle i bandet tror på Gud, men vi er ikke hans prædikanter. Vi forsøger bare med kunsten at give tilskueren et åbent vindue at kigge ind gennem. Vi prøver at skrive teksterne, så alle kan være med, hvad enten man deler den samme tro og tvivl som os eller ej.

Der er jo ikke så meget nyt i kombinationen af religion og metal, men hvordan har jeres fans reageret på den sammenblanding, hvis der da har været en reaktion?
For det meste er der ingen direkte reaktion i forhold til vores tro. De fleste, vi møder, er meget rummelige. Mangfoldigheden vokser heldigvis, og så længe vi giver plads til hinandens forskelle, skal det nok gå!

Bliver man træt af, at ens musik bliver koblet til religion?
Det er selvfølgelig træls, hvis det er noget, folk vælger os fra for, eller hvis nogen kun vælger os til af den grund. Da der ikke har været nogle konflikter endnu, virker det bare som en selvfølge, at vores tro går hånd i hånd med, hvad vi laver, men vi foretrækker, at folk vælger at lytte os til at på grund af vores musik.

På 'Waver' lyder det, som om I bevæger jer lidt væk fra det kristne. Søger I at fjerne jer fra den kobling, eller er det fuldstændig misforstået?
Nej, det handler ikke om at slippe væk, men måske nærmere at nå dybere ind i troen. At granske sin tvivl og være ærlig. Tvivl er ikke troens modsætning. Tvivl kan også gøre os klogere på meningen med vores liv.

Er det muligt at holde fast i sin tro i det samfund, vi lever i? Så hektisk, travlt og polariseret, som det er?
Godt spørgsmål, men ja, troen er her jo stadig, ikke? Og jeg tror også, at mennesker bliver mere åbne over for andre, der har en eller anden form for overbevisning. Jeg tror, udfordringen ligger i at holde fast i, hvem man selv er, så vi ikke bare flyder rundt. Det er ikke uden grund at bøger som 'Stå Fast' af Svend Brinkmann slår sådan igennem i hele norden.

I et land, hvor folk helst vil høre reserve-Black Sabbath og kopi-Slayer, er det så ikke lidt håbløst at spille deathcore?
Haha, det kan i hvert fald godt være lidt af en kamp! Vi har prøvet nogle gange at føle os som det der akavede band, fordi de andre bands var i en helt anden boldgade, men det betyder heldigvis ikke, at bandene har skidt med hinanden! Men det er rart med et management som Prime Collective, der har taget et stort skridt for core-scenen.

Whitechapel og Suicide Silence er begge store deathcore-bands, der har søgt mod en mere melodisk stil. Det har medført en masse diskussion om, hvorvidt deathcoren er ved at uddø. Hvad mener I om det?
Jeg tror ikke, at den er ved uddø, men den udvikler sig helt klart! Jeg synes stadig, at Whitechapel lever op til genren, men de kan ikke lave den samme plade igen og igen. De må udforske genren. Whitechapel gjorde det godt med deres seneste udgivelse. Suicide Silence prøvede, men fejlede gevaldigt!

Hvilke bands inspirerer jer?
Chelsea Grin, Northlane og Thy Art Is Murder er klart nogle af vores primære inspirationskilder.

I holder releaseshow på Radar d. 25. august og på Loppen d. 26. august. Hvad kan publikum forvente af jeres release?
Vi kommer primært til at spille nye sange, og vores show er blevet forbedret! Det er også det længste og mest intense sæt, vi har spillet. Vi glæder os til at vise publikum de nye sange. Fredag er det sammen med Cabal og Livløs, og når vi rammer København, deler vi scenen på Loppen med Telos og Everything Is Terrible. Det ser vi frem til!