Døden fra det mørke Jylland

”Jeg foretrækker at rulle gardinerne for og lade verden udenfor forfalde”, lyder det fra Ustumallagam, sanger i Denial of God, der giver deres første koncert i hovedstaden i seks år på fredag.

Flere på redaktionen havde Denial of Gods seneste opus ’Death and the Beyond’ på deres årslister. Bandets bedste udgivelse, siden de danske black metal-pionerer startede for over 20 år siden.

På fredag giver de deres første koncert i hovedstanden i seks år, og vi har i den forbindelse talt med frontmand Ustumallagam om blandt andet bandets selvopfattelse og den danske metalscenes tilstand.

I har udsendt mange ep’er med mere, men ’Death and the Beyond’ er kun jeres anden
fuldlængde på 20 år. Hvad er forklaringen på det?

- Gennem årene har der været en hel del problemer med at holde et fast line-up, og det er først og fremmest det, der var skyld i det. Nogle gange stod man også uden øvelokale, og det hjælper ikke på kreativiteten. God musik tager sin tid at komponere, så det vil altid tage den tid, det nu engang tager, for os for at udgive noget. Vi skal ikke skynde os. Alt for mange bands lever med den idé, at et album hvert år er måden, den skal skæres på, men ofte bliver resultatet så også derefter. Vi komponerer, vi skaber atmosfære, vi smider ikke bare tilfældige riffs sammen. Der er gennem årene kommet en del ep'er, men numrene ville ikke have passet ind i koncepterne for vores albums, så derfor udkom de i et andet format. Der skal være en rød tråd i det hele for os.

I spiller også sjældent live: Ikke bare er det seks år siden, I sidst var i
hovedstaden, men generelt spiller I sjældent i Danmark. Er det en bevidst strategi at være et sjældent live act – so to speak?

- Sagen er den, at i Danmark er der mange arrangører, der enten ikke kender os, da vi ofte lader til at flyve under radaren hos dem, eller også vil de ikke lægge spillested til det, vi laver på scenen. Først nu lader folk til at vågne lidt op, så lad os håbe, der kommer lidt flere koncerter i Danmark og ikke bare altid i udlandet.

I spillede i Transsylvanien sidste år. Hvordan kom det i stand?

- Det var et samarbejde mellem Subterra Magazine (Ungarn) og Sun & Moon Records (Rumænien), der gerne ville have os til at spille en koncert i Odorheiu Secuiesc i Rumænien (dvs. Transsylvanien) og en i Budapest, Ungarn. Det kunne vi naturligvis hurtigt blive enige om. Det var noget, jeg håber, vi kan gentage igen. Gæstfriheden var i top, og den transsylvanske del var nærmest som at rejse til en anden verden. Oven i det var publikum også rigtig fantastisk. Nu har vi både spillet i Transsylvanien og Australien, så må næste projekt næsten hedde USA eller Asien.

I er jo ikke bare Danmarks ældste black metal-band, men generelt et af Danmarks ældste og mest aktive metalbands. Ser I jer selv som en del af den danske metalscene, eller føler
I jer mere som et internationalt navn?

- Naturligvis er vi en del af den danske scene, men det er nu aldrig noget, jeg skænker for mange tanker, efter som supporten hjemmefra altid har været meget sparsom. Vi har altid fået mest support udefra, da danske bands og arrangører har en tendens til bare at være tilfredse med det, de kender og har lige ved hånden. Først de senere år er der kommet gang i den danske scene igen efter at have stået ret stille længe i mine øjne.

På 'Death and the Beyond' (som I øvrigt er fuckin’ fantastisk!) holder i jer til
rødderne og universet helt tilbage fra starten af 90’erne. Inspirationen synes
stadig at være Mercyful Fate, Death SS, Alice Cooper, Hellhammer, Venom med flere. Er det
forkert at antage, at I synes de sidste 20 års metalhistorie er til at lukke op og
skide i? Og i så fald – hvorfor?

- Tja, jeg vil ikke ligefrem påstå at musikken er blevet bedre med årene. Tværtimod. Nu til dags virker det hele ret udvandet og kedeligt, med tusindvis af bands, der spiller nøjagtig det samme. Bands kommer for let til en deal, med udgivelser, der er glemt, næsten før de er udkommet etc. Jeg holder mig egentlig ikke ret informeret om ny musik mere, da det bare ikke gør meget for mig. Så hellere lige smide ’Welcome to Hell’ (Venom) på en ekstra gang i stedet for et eller andet sørgeligt Darkthrone-kopiband. Jeg tror det hele skyldes, at det hele er blevet for nemt. Alle kan i dag lave et band og indspille noget med en fair produktion hjemme i soveværelset med en computer. Har man pro tools, kan man være tighte uden at kunne noget specielt. Folk i dag vil også hellere kopiere end skabe. Desværre. Jeg foretrækker at rulle gardinerne for og lade verden udenfor forfalde.

I er en del af den gamle black metal-æra i DK, som stadig tæller Nortt, til dels
Strychnos, men ellers forsvandt gode bands jo desværre ret hurtigt. Her tænker jeg på bands som Apollyon, Brandpest, Feikn, Blazing Eternity.

- Vi delte øvelokale med Apollyon og Brandpest og hang også ud med de andre, men tiden går, og ting forandrer sig for nogen. For andre ikke. Der er stor forskel på danske black metal-bands i dag og dengang, vil jeg dog sige. Jeg vil mene, at dem, der var med allerede dengang og stadig er det den dag i dag, har et hjerte, der banker på en helt anden måde, end dem, der startede senere. Musikken kom ind på en anden måde.

Hvis vi antager, at der er en dansk black metal-scene, kan I så relatere til
nutidige black metal-bands?

- Som sagt, sår bruger jeg ikke meget tid på at forske i nye bands, da der er ekstremt langt mellem snapsene for min smag, og i Danmark er det heller ikke anderledes. Jeg ved, der er indtil flere danske black metal-bands, men ikke rigtigt noget, der får mig op at ringe, udover Nortt, som jo aldrig har forandret sig. Tværtimod er musikken dér kun blevet mere destruktiv. Ligfærd er også okay.

Jeres musik er (i mine øjne) på højde med mange af de store norske black metal-bands som I jo selv startede samtidig, og hvoraf flere er blevet store verdensnavne.

- Fokus i Norden har altid været på Norge, Sverige og Finland. Danmark er altid blevet lidt overset. Der har altid været en del gode bands, de har bare ikke altid været gode til at promovere sig selv. Jeg håber folk begynder at få øjnene mere op for dansk metal, da vi er andet end Volbeat og latterligt hoppe-metal.

Kan man tale om, at I i løbet af jeres karriere har følt jer overset eller måske
misforstået?

- Ofte egentlig, men sådan er det jo nok, når man falder lidt uden for billedet. Da vi startede handlede alt jo om death metal fra Florida og Sverige og tilbede alt, der kom fra Esbjerg. Det var nærmest helt til grin. Nævnte man så, man spillede black metal, blev man ikke taget alvorligt. Sjovt nok har vi holdt længere end nogle af de bands fra den egn for eksempel. Folk i udlandet forstod bedre at tage det til sig, og endnu en gang var Danmark et skridt bagefter, som det altid lader lidt til, at vi er.

'Death and the Beyond' har fået god kritik over hele linjen. Føler I, at der er mere opmærksomhed om jer nu end før?

- Ja, det må jeg da klart indrømme. Der er klart en større interesse nu med det andet album. Det første album klarede sig virkelig godt og bliver snart genudgivet i USA og Brasilien, men det nye album har virkelig høstet gode anmeldelser verden rundt, og jeg har selv lidt svært ved at forstå f.eks. at se os på Rock Hard Magazines Best of 2012-cd, men de ting sker jo, og det er fedt, de sker.

Har det givet The Ghouls of DOG mere blod på tanden? I forhold til ambitioner – skal
I mere ud at brænde verden af nu?

- Jeg vil ikke påstå, det har ændret os synderligt meget. Vi har jo altid gerne villet spille og komme så vidt omkring som muligt etc. Eneste forskel er vel, at der kommer større og større interesse hele tiden. Selve bandet i sig selv tager det som vi plejer. Der er en hel del koncerter i støbeskeen, og faktisk tager vi af sted på en lille tredages tur i Tyskland og Tjekkiet i morgen, så vi er spillet godt varme til vi kommer til København.

Så I efterlader Pumpehuset i flammer næste fredag!?

- Er paven pædofil?

Denial of God spiller i Pumpehuset på fredag d. 8/2-2013. Danske Death Rides a Horse og italiensk/svenske Hands of Orlac er opvarmning.