En gnist i mørket

Efter fire år er The Psyke Project tilbage med et nyt album. Vi fik os en snak med bassisten Jeppe Skouv, om hvad der er sket i den forløbne tid og om den nye plade m.m.

Hvordan vil du beskrive jeres nye album 'Guillotine'?

– Jeg vil beskrive det som kompromisløst. Jeg vil beskrive det som mørkt. Ondt. Dystert. Vi er gået tilbage til den kompromisløshed, vi havde med 'Daikini', og vi har virkelig kørt den lyd, som vi synes kunne være fed. På tidligere album har vi haft en ide om, hvad vi kunne tænke os af smadderlyd og er alligevel endt med et andet lydbillede.

Hvordan skriver i en ny plade?

– Det er meget Mikkel og Bonne, guitaristerne, der står for skriveriet. Og det foregår på den måde, at de kommer ned i øveren med en skitse til numrene og fremfører den. Så øver vi den op, og vi andre kommer på banen, når vi laver formen på nummeret, rykker rundt på stykkerne osv. Som noget nyt på denne plade er der flere numre, som er blevet skrevet i øveren, hvor vi har startet fra scratch, fået ideer og så bygget op. Så på mange måder har det gjort processen meget anderledes denne gang.

Du sagde før, at I havde haft en ide om, hvordan lyden skulle være, men er det sådan, at I har en vision for pladen, før I går i gang, eller er det noget, der kommer hen ad vejen?

– Dét snakker vi om! Det snakker vi meget om. Vi går helt til bunds i det, inden vi går i gang. Det er selvfølgelig ikke sådan, at der ikke kommer ideer til løbende, men meget hurtigt i processen sætter vi os ned og snakker om, hvilket univers vil vi bygge op. Hvilke nøgleord skal der sættes på. Og nøgleordet for denne plade er "ondskab". Det har hele tiden ligget der som omdrejningspunkt, hvor vi har sagt til hinanden: "Er det ondt nok, det her?", hvor vi før har kørt meget på melankoli og melodi. Og så snakker vi også meget om lyden, hvor vi har været meget inspirerede af den her blackened-ting, der har været inde over. Det er jo på ingen måde black, men albummet har noget af det ubehagelige og snerrende fra genren. Når vi så har det på plads, så er vi - tonalt og tonesammensætningsmæssigt - tunet ind på det her univers, når vi efterfølgende skriver numre.

Og teksterne...?

– Det er udelukkende Martin, der står for teksterne, men tit og ofte er sætter han og jeg os sammen og gennemgår dem, efter de er skrevet. ”Er det fedt nok. osv.” ... Så er det jo spændende at se, om vi kan holde den linje, vi har lagt, men denne gang voksede det bare endnu mere.

Der er gået fire år siden, I lavede 'Dead Storm'. Hvad er der sket i den tid, ud over at I jo lavede 'Ebola' med As We Fight?

– Der er sket rigtig meget, især med vores mentalitet som band. For et par år siden var gnisten ved at ryge, fordi vi hele tiden spekulerede på, hvorfor det ikke blev til mere. Jeg kan huske, da vi spillede på Roskilde Festivals Odeon-scene, så skulle jeg hele tiden minde mig selv om, at jeg skulle nyde det her og ikke hele tiden tænke på, at det måtte føre til noget endnu større. Vi var helt der ude, hvor vi spurgte hinanden, om vi havde mere tilbage i os? Vi har eksisteret siden '99, og vi nåede en krise, hvor vi var i tvivl om, om vi overhovedet havde mod på at lave flere album, og hvor vi var i tvivl om, hvad tanken med det her band var, og videre i den dur. Vi har kæmpet i mange, mange år for at komme frem, men har måttet erkende at vi skulle have ofret mere, end vi var villige til, hvis vi skulle have levet af det. Det kræver nemlig, at man spiller 250 dage om året og den slags, og det er en svær genre at gøre det i.

– Men det var sundt for os at spørge os selv, hvad det var, vi ville, og hvad det var, vi gjorde. Vi gjorde op med alle det ting vi havde, såsom label og management. Vi havde næsten lige skrevet en kontrakt med et management, som havde nogle andre ideer og visioner om, hvad vi skulle som band, end vi selv havde. Men det skulle til, for at vi fandt ud af, hvad det var, vi selv havde lyst til. Og det var at vende helt tilbage til det basale. Det, vi fandt ud af, at vi brændte for, var den punkede Do It Yourself-tilgang: Have styr på tingene selv og lave det, vi selv kan lide, og ikke det, som vi tror, at andre kan. Det resulterede i, at vi satte os ned og lavede det, vi kalder ”Det sorte manifest”, som var nogle dogmeregler for det her band, som skulle tune vores indstilling til det her band. Eksempelvis kalder vi det ikke længere "at tage på turne", men "bandcamping", fordi det mere skulle handle om, at vi skulle havde det fedt og nyde at være af sted sammen, og så spiller vi så tilfældigvis koncerter hver aften.

Er det rigtigt forstået, at dets som har givet jer modet tilbage, er at forkaste ambitionerne?

– Det vil jeg ikke sige. Det er mere, at vi har forventningsafstemt vores tanker og ambitioner, så de har fået et mere realistisk præg. At sige, at vi ikke har ambitioner, lyder negativt, for vi giver den stadig gas. Det er bare på vores egne præmisser denne her gang, og det har åbnet en hel masse nye veje for os, hvilket har givet os blod på tanden.

Hvordan får du den musikerkarriere til at passe sammen med dit job som Falck-redder?

– Jeg er meget heldig at have en stilling, hvor jeg har rigtig meget indflydelse på min egen arbejdstid. Jeg giver firmaet en masse fleksibilitet, til gengæld kan jeg sætte mig ned med min arbejdsplanlægger og sige, at jeg skal på tur i dén og dén periode, og så lægger vi arbejdet efter det. Jeg lagde til at starte med kortene på bordet og fortalte dem, at musikken betød rigtig meget for mig, og var jeg glad i min fritid, var jeg også glad på arbejdet.

Du kørte på et tidspunkt galt på dit arbejde. Vil du fortælle den historie?

– Vi havde en patient omme bag i bårevognen. Vi kørte akut med hende, for hun skulle have en vigtig behandling, og hun var rigtig dårlig, så vi kørte med 130 km/t på landevejen. Nogle mennesker reagerer meget irrationelt, når det ser et udrykningskøretøj, så en kvinde i den forreste bil af en række på fem modkørende klodsede derfor bremserne, selvom både hun og vi havde fri bane. De andre biler kørte op bag i hendes bil, og en af dem blev skubbet over i vores vejbane. Ham ramte vi med ca. 100 i timen. Jeg stod op omme bag i og blev slynget op i nogle skabe, som jeg ramte med ryggen. Det var så sindssygt heldigt, at jeg ikke kom mere til skade end et blåt mærke på hånden og et bøjet ribben i ryggen. Bagefter tænkte jeg på, hvor galt det kunne være gået. Jeg har set mennesker, der er kørt galt med 40 km/t, som har været helt kvaste og kvæstede, og jeg får en flyvetur med 100 km/t ... Jeg tog to fridage, og så var det tilbage igen, for jeg skulle ikke begynde at blive bange for mit job. Hende patienten klarede den også. Det gik værst ud over ham, vi ramte. Han brækkede vist hoften.

Når du i din dagligdag bliver konfronteret med død og ulykke, hvordan er det så at beskæftige sig med det i musikken også?

– Jeg føler mig ikke opslugt af mørke, og ser ikke mig selv som en mørk personlighed. Jeg elsker mit job, og jeg elsker min musik, og jeg synes ikke, jeg overfører mit job til musikken. Musikken er for mig mere en fascination af udforskningen af de mørke sider af mennesket og dets handlinger. Det er spændende at kunne skabe et musikalsk univers fyldt med ubehagelighed.

Hvad synes du, er det mest interessante på den danske musikscene lige nu?

– Det er opblomstringen af den københavnske scene, hvor vi har Hexis, Ajuna og Redwood Hill – og sådan set også By the Patient – som virkelig har fået et push up. Tidligere var der en periode, hvor det meget var jyske bands, der kørte på, men nu er det den københavnske scene, og det synes jeg er rigtig interessant.

Er der noget, der får din musikalske pande til at rynke?

– Jeg er ved at være godt træt af dancehall-banaliteterne. De laver numre nu, som Gramsespektrum lavede for år tilbage. Så kan den bitre mand inden i mig godt tænke "implodér nu, for helvede".