Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et år uden Copenhell: Orm

Updated
OrmAlice_2019Orm_Alice__20192019-08-29_21-24-29

Orm skulle have afsluttet det triumftog, der var andenpladen 'Ir', med koncerter på både Roskilde Festival og Copenhell. Det endte desværre med at blive et forsømt forår. I stedet har tiden været til personlige refleksioner og tanker om både bandets og den globale udvikling i en post-Corona-tid.

Kunstner
Titel
Troels Cort Nielsen
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

I skulle have spillet på Copenhell i år. Hvad er jeres forhold til denne festival? 

Vi har jo spillet på festivalen et par gange før, og hver gang har oplevelsen fået et nøk opad. Derfor var vi naturligvis rigtig spændte på at se, hvordan vi ville blive modtaget i år, særligt efter udgivelsen af ’Ir’ og ’Mit Blod’, som vi føler er det stærkeste, vi som musikere har lavet endnu. Copenhell er en vildt sjov festival at besøge, både som musiker men også som almindelig gæst. Den forsøger ikke at være noget, den ikke er, og det er dejligt befriende! Selvom vores musik ikke altid bærer præg af det, så må metal nogle gange godt bare handle om fællesskab, fadøl og læderveste. 

Hvad betyder det for jer som band, at blandt andet Copenhell 2020 er aflyst? 

Vi har jo fået alt aflyst. Både en større Danmarkstour, et par mindre festivaler, en kort tur til Tyskland og til sidst Copenhell og Roskilde Festival. Det skulle have været ”vores forår”, men sådan blev det ikke. Vi har selvfølgelig været ærgerlige og bitre, men vi accepterede det hurtigt. Det er ens for alle, og det nytter ikke noget at lægge sig resigneret ned. I bedste fald har aflysningerne reddet liv, i værste fald er vi måske blevet lidt mere bevidste omkring den privilegerede situation, vi normalt står i, hvor folk betaler os penge for at komme ud og spille vores musik for dem. Vi har stor tiltro til, at vi får lov at opleve de ting, vi missede i år, på et senere tidspunkt, så længe vi bare knokler videre.

Hvad skal I så lave, når I ikke skal spille koncerter?

Livestreaming og videooptagelser blev jo virkelig en ting her i foråret, så det har vi gjort os lidt i. På lørdag spiller vi bl.a. til Slay Home Slay Safe-festivalen med en række andre danske heavy-bands. Derudover øver vi som normalt igen, og da der ikke er mange koncerter i kalenderen, er vi så småt gået i gang med at se på, hvad der skal ske nu, hvor ’Ir’ og ’Mit Blod’ efterhånden er lagt bag os. 

Afhængig af hvor længe jeres mulighed for at turnere begrænses, har I så gjort jer nogen tanker om, hvordan I vil udvikle jer som band, indtil alt er normalt igen? 

Vi har jo altid udviklet os i vort eget selskab nede i øvelokalet. Det bliver der naturligvis ikke lavet om på, uanfægtet om der må afvikles koncerter eller ej. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne blive ved med at udvikle os, som vi hele tiden har gjort. På den måde er vi heldigt stillet. Økonomisk har det selvfølgelig været ret kritisk, at vi ikke fik de penge i kassen, som vi havde håbet på og regnet med, men når vi ikke er blevet stillet noget i udsigt, så har vi jo alle hverdage og indtægter, der gør at vi kan koncentrere os om musikken uden at stresse over, hvordan vi får stablet noget på benene, så vi kan blive ved med at fungere som band. 

Hvilken betydning tror I, nedlukningen vil have for musikbranchen i de kommende år? 

Jeg tror, at det er svært at spå om på den lange bane, og jeg er slet ikke ekspert i, hvordan efterdønningerne fra sådan en epidemi eventuelt kan forme folks bevægelsesmønstre ift. lysten til at stå tæt til koncerter og festivaler. Desuden er det jo et politisk spørgsmål om, i hvor høj grad man vil støtte kulturlivet, indtil vi lander i noget, der minder om status quo. De store steder skal nok overleve, men min bekymring er helt sikkert rettet mod de små selvejende steder og de bands/solister, der decideret lever af musikken og ikke kan fungere i andet. 

Har I selv ladet jer inspirere af andre kunstnere og deres måde at håndtere krisen på?

Både og. Jeg synes, det er meget inspirerende at høre om bands, der er gået i isolation med sig selv og har lavet samt indspillet en hel ny plade. For dem har krisen helt sikkert været et enormt kunstnerisk boost. Vi har måske været lidt for autoritetstro og rettet os efter regeringens retningslinjer og været lidt i dvale i marts/april. Jeg synes også, at det er al ære værd, at mange har forsøgt at finde nye måder at komme ud til publikum på, men vi har egentlig aldrig været super-ihærdige på det punkt. Vi er her for at lave musikken, og showsene kommer når de kommer og giver mening for os at spille. 

Hvad er efter jeres mening det bedste, der er kommet ud af denne situation?

Det er ikke sket endnu, men jeg håber, at vi indser, at vi er ufatteligt rige i vores del af verdenen. Så rige, at vi har kunne stoppe alting i flere måneder og ikke er endt i totalt anarki. Det næste, der gerne må ske er, at vi indser, at vi med den kolossale rigdom, vi besidder (kollektivt i den vestlige verden, ikke nødvendigvis dig og mig), også har penge til at gøre noget ved den altoverskyggende klimakrise, vi er på vej ind i. Så ville vi have lært lektien, tror jeg. Ellers får vi jo nok en chance til inden længe.

Får vi jer at se på Copenhell 2021?

Det har vi jo fundet ud af, at man aldrig kan være sikker på.