Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Floorshow i smadreland

Populær
Updated
ThePsykeProject_2019_Press_Original
-T1X9701-58-1402996127
_H1W6447
c_T1X4294
-E2P5927-39-1404895711
7BBF9989
c_E2P2359
c_T1X4873

Copenhell hiver en overraskelse ud af ærmet: Fem år efter The Psyke Project takkede af, genopstår de for en aften. Vi har spurgt dem, hvorfor tiden var moden nu.

Dato
22-06-2019
Koncertarrangør
Fotograf
1: Rasmus Sejersen 2-8: Jacob Dinesen

Kort efter The Psyke Project havde spillet en dobbeltkoncert på Roskilde Festival i juli 2014 sammen med vennerne i Helhorse, meddelte de, at nu var det slut efter 15 år, fem plader og et splitalbum. En afskedskoncert i Pumpehuset i oktober samme år trak køer rundt om blokken, og derefter fortsatte medlemmerne videre i andre bandsammenhænge. De var stoppet, mens det stadig var sjovt, og de stadig var venner.

Derfor var det også nemt for dem at takke ja, da Jeppe Nissen fra Copenhell skrev til dem og spurgte, om ikke de havde lyst til at gå sammen igen for en aften og spille på den tiende ombæring af den festival, hvor de havde spillet i 2010 og 2014. Eller det vil sige, da Jeppe Nissen skrev til boet efter The Psyke Project.

– Det er mig, der sidder med mailadressen til The Psyke Project, fortæller trommeslager Rasmus G. Sejersen.

– Jeppe skrev til den adresse og spurgte, om ikke vi ville spille til 10-årsjubilæet. Det ville betyde meget for ham. Jeg lagde mailen op i den gruppe, vi har, hvor vi skriver til hinanden. Det er mest fis nu, men jeg skrev, at hey, vi har fået det her tilbud fra Jeppe Nissen, og de andre syntes lige som mig, at vi skulle gøre det.

Vi vidste, at vi ville stoppe

Når det så let kunne lade sig gøre at blive enige om det, skyldes det ikke mindst, at The Psyke Project stoppede, inden de var blevet trætte af hinanden.

– Vi vidste i forvejen, at vi ville stoppe et-to år efter ‘Guillotine’, siger Rasmus G. Sejersen.

– Jeg kan huske, at vi kiggede på hinanden, efter vi havde lavet ‘Guillotine’, og jeg tror, det var Rasmus, der spurgte, om vi så skulle lave en plade mere, eller om vi skulle gå i opløsning, erindrer sangeren Martin Nielskov.

– Og det var bare det perfekte sted at stoppe. Vi var stadig glade for bandet og hinanden, og vi havde lyst til mere.

– Vi ville stoppe på toppen, supplerer bassisten Jeppe Skouv.

– Både karrieremæssigt og på det personlige plan. Vi ville stoppe, mens vi havde det fedt sammen, og vi var heldige, at det lykkedes, og vi kunne slutte af med en kæmpefest i Pumpehuset.

De tætte bånd i The Psyke Project rækker langt tilbage. Grundstammen, som ud over de tre udgøres af guitaristen Mikkel Vadstrup Schmidt, voksede op sammen i Helsinge i Nordsjælland og spillede sammen, fra de var teenagere. I de første år frem til udgivelsen af den tredje plade, ‘Apnea’, var Mikkel Vadstrup Schmidts bror, Simon Vadstrup Schmidt, også guitarist i bandet, men ved udgivelsesfesten for den plade i Kulturhuset Islands Brygge i 2007 trådte han formelt ud af bandet og overlod pladsen til Christian Bonnesen, som også er med i den konstellation, der gendannes for en aften på Copenhell.

Vigtigheden af at udfordre sig selv

At deres historie går så langt tilbage, ser medlemmerne som en del af forklaringen på, hvordan The Psyke Project kunne blive til det, bandet blev.

– Det giver en særlig energi, når man har været sammen siden den spæde begyndelse, siger Rasmus G. Sejersen i dag.

– Vi var nogle forskellige typer, der blev sat sammen og skulle være kreative sammen, og alle var lige i det spil. Der var ingen, der var mere værd end de andre.

– For eksempel var Rasmus’ favorittrommeslager dengang ham fra Soundgarden, og at tage hans rockspillestil ind i hardcore gav os en helt anden tilgang til musikken, siger Jeppe Skouv.

Ud fra så forskellige – og dog tidstypiske – inspirationskilder som Tool, Rage Against the Machine og det danske screamo-band Lack skabte The Psyke Project tidligt en lyd, der var deres egen. Det var en lyd, det var muligt at udvikle i flere forskellige retninger, som de viste, allerede da de på deres andet album, ‘Daikini’ fra 2005, trak musikken i en langt mørkere og mere kaotisk retning end debuten ‘Samara’ fra to år tidligere.

– Der var en vigtighed af at turde udfordre os selv og skifte lyd fra plade til plade, mindes Jeppe Skouv.

– Vi var meget kompromisløse og udforskede hele tiden nye ting, og derfor var folk også nysgerrige, selvom det var en ret heftig udvikling, vi gennemgik fra ‘Samara’ til ‘Daikini’. Det var en noget voldsom omgang, som det lige tog noget tid for de fleste at tage ind.

Den udvikling fortsatte på ‘Apnea’, der bød på en decideret powerballade i form af antikrigssangen ‘Not in My Time’, og det rytmisk komplekse hovedværk ‘Dead Storm’, der i 2009 var Christian Bonnesens debut som sangskriver i The Psyke Project. På deres sidste to udgivelser, splitalbummet ‘Ebola’ sammen med As We Fight i 2011 og den afsluttende fuldlængdeudgivelse ‘Guillotine’ i 2013, gik The Psyke Project til gengæld i retning af en – relativt – simplere og definitivt mere hidsig hardcore med kortere, mere melodiøse sange.

Metal-cowboy-guden

Én af dem, der fulgte med hele vejen, var Jeppe Nissen. I begyndelsen af 2003, da bandet efter et par demoer havde indspillet ‘Samara’, spillede de albummet fra ende til anden ved en koncert på Toldkammeret i Helsingør for ikke meget mere end et par håndfulde mennesker.

– Nede mellem de ti mennesker, der var der, kunne vi se en fyr med cowboyhat, som stod og vippede med foden og en gang imellem fangede vores blik under skyggen og nikkede anerkendende til os, husker Rasmus G. Sejersen.

Nogle måneder senere ringede trommeslagerens telefon, og i den anden ende var Jeppe Nissen, der på det tidspunkt var booker på Roskilde Festival, og spurgte, om The Psyke Project havde lyst til at spille på campingscenen det år.

– Det var fandeme ham! Og det var startskuddet for os. Sidenhen har Jeppe været vores metal-cowboy-gud, som har hjulpet os frem. Året efter skaffede han os et supportjob for The Dillinger Escape Plan, som var guder i vores verden. Vi havde haft kassettebånd med deres plader overspillet, så da vi selv skulle spille med dem, var der ingen af os, der turde sige noget til dem over middagen inden koncerten, griner Rasmus G. Sejersen.

– Jeppe Nissen har været en motor bag os i alle årene, bifalder Jeppe Skouv, inden Martin Nielskov tager over:

– Derfor var der i min optik heller ikke meget at rafle om, da han spurgte os, om vi ville spille igen. Vi vil gerne fejre hans fede input til den danske metalscene med den festival, han har skabt.

Kunsten at spille overalt

Copenhell-arrangøren var langtfra den eneste, der fattede en særlig interesse for The Psyke Project. Selvom bandets kaotiske hardcore var alt andet end lettilgængelig, skabte de sig et publikum, ikke mindst takket være alle de koncerter, de spillede både inden- og uden for landets grænser.

– Vi var nogle af de første, der spillede så meget, som vi gjorde, og tog på længere tours, siger Rasmus G. Sejersen.

– Nu er der mange bands, der gør det, men dengang var det stadig noget, Gaffa skrev om, når vi tog på tour i Europa og havde 15 jobs i England. Man kan sige, at vi var et spædt Hexis, tilføjer han med et glimt i øjet.

Netop Hexis, der har gjort en dyd ud af at spille overalt, hvor man kan komme til at spille, er et af de bands, der har taget ved lære af The Psyke Project og på samme måde som dem blandet hardcorens gør-det-selv-ånd med metallens tyngde og mørke. I dag spiller Rasmus G. Sejersen og Christian Bonnesen sammen med det tidligere Hexis-medlem Rasmus Furbo i LLNN, men båndene de to bands imellem går længere tilbage.

– Filip fra Hexis var nogle gange den eneste gæst til vores koncerter, fortæller Rasmus G. Sejersen.

– Han ville se alle shows, The Psyke Project spillede, så han har set os, når vi har spillet på et loft i Thisted, og vi har kørt ham til toget efter koncerten, indtil vi bare tog ham med i bandbilen og satte ham af på vejen hjem.

– Jeg kan huske, at han som 15-årig troppede op for at se os spille i Holland, istemmer Jeppe Skouv med respekt i stemmen.

Hvirvelvinden starter op

Til Copenhell skal The Psyke Project så se, om kemien stadig holder til en livekoncert. De har et vist renommé at leve op til. Når Martin Nielskov siger, at de skal have en time sammen på scenen igen og kravle rundt på hinandens rygge, mener han det bogstaveligt. Koncerterne i sin tid var altid fysiske, og på trods af, at den nogle-og-trediveårige sanger bedyrer, at han stadig har ondt i kroppen efter en koncert i weekenden med sit nye band We Are Among Storms, selvom han ikke bevægede sig nær så meget, som han plejede at gøre til en koncert med The Psyke Project, er han ikke i tvivl om, at de nok skal kunne levere showet.

– Når først Jeppe og jeg får det der blik på hinanden, så starter hvirvelvinden op.

– Vi har det der faste rygrul, og vi har altid vidst, at det var 50/50, om det ville lykkes, siger Jeppe Skouv, som er gået forrest i strabadserne sammen med sangeren.

– Vi må hellere lave det som det allersidste i koncerten nu, hvis vi brækker arme og ben, ler Martin Nielskov.

Optimalt ville The Psyke Project gerne spille en koncert som den, de sluttede af med for små fem år siden i Pumpehuset: På gulvet ude mellem publikum. Som en del af festen. Det går bare ikke på en festival.

– Vi kunne spille et floorshow i Smadreland, foreslår Jeppe Skouv.

– Vi havde den faktisk oppe at vende på et møde med Jeppe Nissen, og han rynkede bare på næsen og sagde, at det der er en rigtig god idé, men det kommer ikke til at ske, ler Martin Nielskov.

Det, der til gengæld kommer til at ske, er, at The Psyke Project tager en tur til gennem det musikalske smadreland, de raserede gennem 15 år. Og selvom de ikke er nede blandt publikum, skal de nok få dem med én gang til.

– Vi stoppede, fordi vi elskede bandet, fastslår sangeren.

– Derfor var det heller ikke svært at sige ja tak til at tage en tur til.

Menu