”Man skal ikke forvente den samme plade to gange"
Med 'Anomaly' har Gradience samlet alle bandets musikalske ekstremer i ét udtryk. Nu er målet klart: at bevare identiteten uden nogensinde at gentage sig selv.
Med debutalbummet ’Anomaly’ har Gradience taget et markant skridt op ad rangstigen. Det københavnske band har skrevet kontrakt med Metal Blade Records og har netop udsendt deres første fuldlængde, hvor blackened metal, hardcore, trap, synths og store melodier støder sammen.
For guitarist, vokalist og hovedsangskriver Jakob Lærke Harris skulle ’Anomaly’ først og fremmest vise, hvad Gradience kan være. Hvor bandets tidligere EP fungerede som et slags proof of concept, skulle debutalbummet folde idéen helt ud.
"Det er en debut, så man skal vise, hvad bandet kan, og hvad idéen er. Hvor meget spænder vi egentlig over? Jeg ville gerne starte med et brag, have noget midtempo undervejs og slutte mere sentimentalt. Noget skal være ensrettet, og noget må gerne stikke ud."
Fra Copenhell til Metal Blade
Samarbejdet med og kontakten til Metal Blade begyndte omkring bandets optræden på Copenhell Freezes Over. Her opstod den første dialog med selskabet. Der var interesse, men endnu ingen kontrakt.
”Ugen efter gik jeg i gang med at skrive. Derfra havde vi en løbende dialog frem og tilbage, og et par måneder senere skrev vi under.”
På godt og vel et halvt år blev hele ’Anomaly’ skrevet. Og selvom udsigten til at udgive debutalbummet på det legendariske metalselskab kunne lægge et vist pres på processen, forsøgte Harris at holde den tanke ude af sangskrivningen.
”Hvis jeg tænker for meget over, hvad Metal Blade, anmeldere eller hr. og fru Danmark synes, så kommer jeg aldrig til at skrive en eneste sang. Ideen med bandet har fra starten været at lave noget, vi selv synes er fedt. Hvis vi synes, det er rigtigt, så er det rigtigt.”
Albummet blev ikke tænkt som 11 isolerede sange. Det skulle tværtimod fungere fra start til slut, helt ned til hvordan numrene fordeler sig på vinylens to sider. Samtidig skulle spændvidden være stor. Harris fremhæver ’Vermin’ og ’Undone’ som to numre, hvor Gradiences mange sider for alvor finder hinanden.
”De er meget kontrastfulde, og der synes jeg, vi lykkes med at blande tingene. Det kan hurtigt blive gimmicky, men her har vi stærke omkvæd og stærke riffs. For mig er det definitionen af bandet og den lyd der er os, lige nu”.
En rød tråd gennem det hele
Den ambition stoppede ikke med musikken. Efter albummet var skrevet, skulle Gradience også skabe en visuel identitet, der kunne binde musik, videoer, pressebilleder og artwork sammen.
”Det var en meget stram idé, jeg ville præsentere. Alt skulle se gennemarbejdet ud. Når man ser albummet, pressebillederne og musikvideoerne, skal der være en rød tråd.”
Centralt står albummets krone af reb: et symbol på magt skabt af et simpelt og skrøbeligt materiale. Kronen blev bygget fysisk og fotograferet frem for blot at blive skabt digitalt.
”Det handler om at tage magten over det skadelige. Billedliggjort i kronen på Gavins hovede. Ved at tage kontrol, bliver han stærkere.”
Det passer samtidig til titlen ’Anomaly’. For Gradience har fra begyndelsen været et band bygget på kombinationer, der ikke nødvendigvis burde fungere – men ved at tage kontrollen, er det lykkedes bandet.
”Da vi startede Gradience, tænkte vi nærmest: Der er da ingen, der kan lide det her. Er der overhovedet nogen, som synes, det giver mening?”
Det viste der sig at være.
At skubbe til sin egen formel
På ’Anomaly’ forsøger Harris konstant at flytte rundt på Gradiences musikalske byggesten.
På ’Agony’ bliver et voldsomt riff eksempelvis kombineret med upbeat synths, rap og screams. ’White Noise’ går en anden vej og bryder med den traditionelle sangstruktur.
”Jeg ville gerne skrive en sang med mere hardcore og nu-metal, men uden at gå for langt væk fra det, vi var. Tage de samme legoklodser og bare bygge dem op på en anden måde.”
Den tilgang er central for Harris. Gradience skal have en genkendelig identitet, men den må aldrig udvikle sig til en spændetrøje. Det mærkes også på albummets afslutning. I stedet for at slutte med det mest aggressive nummer ender ’Anomaly’ med den mere eftertænksomme ’Grimey Potential’.
”Vi var ret hurtigt enige om, at den skulle være afslutteren. Den skulle give folk mulighed for at tænke lidt og være refleksive.”
Nummeret indeholder mere traditionel sang, mindre rap og er samtidig det eneste på albummet, hvor Harris selv synger rent.
”Det at kunne skrive en smuk melodi og en sang, det synes jeg også, et band skal kunne. Det er dét, nummeret repræsenterer. Endnu et budskab om alsighed”
På den måde bliver ’Anomaly’ mindre en definition af Gradience end et udgangspunkt for det, der kommer bagefter. Harris er da også allerede mentalt videre.
”Når vi udgiver noget nyt, skal folk have en idé om, hvad vores stil er. Men man skal ikke tro, at man får den samme plade to gange. Det er vigtigt at man skriver for sig selv, drevet at lyst, ellers bliver det aldrig rigtig godt – og den lyst er de åbne rammer netop med til at fastholde.”
Og efter et debutalbum, der bevidst forsøger at vise næsten hele bandets spændvidde, står verden for bandets fødder, som Harris angiver det:
”Fra nu af kan vi i princippet gøre alt, for vi har allerede vist, at vi kan.”