Den tiltrængte optur
PopulærCopenhell er en festival i Champions League af metal-festivaler. Den position cementerer dagens 2022-offentliggørelse af Metallica.
Verdens største metalband kommer til Copenhell: Tidligere i dag annoncerede Live Nation og Lars Ulrich, at Metallica bliver det altoverskyggende hovednavn for Copenhell 2022. En milesten for den danske festival og for festivaldirektør Jeppe Nissen. I 2015 var det urealistisk at tro på en gæst i den størrelsesorden. Som Jeppe beskrev det, da vi interviewede ham dengang, var Metallica og Rammstein i en liga som Copenhell ikke var i. Det er en saga blot, og dagens offentliggørelse er en tiltrængt optur oven på de seneste år, som Jeppe beskriver det:
– Den var virkeligt fedt at kunne komme ud med den nyhed. Også helt vildt at kunne give det til vores publikum, som efter to rådne nitteår har noget godt at se frem til. Ja i 2015 var vi jo et andet sted og i en anden liga, men nu vil jeg mene at vi er i Champions League for metal-festivaler hvis sådan en findes.
Adspurgt om vi kan forvente Rammstein, når den mulighed melder sig, svarer Nissen, at Rammstein da bestemt er velkomne, hvis de gider.
Hvordan behandler man kapacitetesmæssigt en gigant?
I en måneds tid har aftalen med Metallica været på plads. Men arbejdet op til har naturligvis været igang længere. Det helt store spørgsmål er naturligvis kapaciteten. De 40.000 billetter, der blev sat til salg, da bandet i 2012 spillede i Fængslet i Horsens, blev solgt på en halv time, og bandet har udsolgt de ca. 50.000 pladser i Parken flere gange. Man kunne godt frygte et ændret Copenhell-setup på grund af giganten. En onsdag i helvede båret af og med fokus på Metallicas koncert, som det er set på Wacken med bands af tilsvarende størrelse. Her maner Jeppe til ro:
– Kapaciteten bliver stort set uændret i forhold til de planer, vi havde for 2020/21. Alle, der har været på festivalen, kender jo de fysiske udfordringer, og vi kan ikke flytte vores hegn hen ad en mark og bare udvide pladsen. Så planen er at holde den til vores planlagte kapacitet på ca. 30.000 og give alle, der har beholdt deres tredages billet fra de tidligere år, muligheden for at tilkøbe onsdagen først.
Netop spørgsmålet om billetter ligger mange på sinde. Det er heldigvis ret nemt:
• Har du en fire-dagsbillet fra de tidligere år, skal du ikke bekymre dig.
• Har du en tre-dagsbillet fra de tidligere år, får du mulighed for at tilkøbe fjerde-dagen, endda før Metallicas fanklub.
• Hertil vil der blive sat ekstra billetter til salg til onsdag d. 23. juni.
Den eksklusive topplacering på plakaten
Med dagens annoncering tager Metallica topplaceringen på festivalplakaten, side om side med Iron Maiden, KISS, Judas Priest og Korn. Alle bands, der har mange år på bagen. Et boomer-lineup af hovednavne. Vi har her på redaktionen tidligere efterlyst de nye, unge hovednavne og beskrevet den tilhørende problematik. Adspurgt til, om ikke Metallica ikke netop cementerer boomerfesten, svarer Jeppe:
– Det gør det måske nok, men det gør det vel ikke mindre dårligt, tænker jeg. Vi har jo kun disse artister i en vis tid, så i min optik skal de nydes, mens det er muligt. Og hvis man kigger resten af programmet igennem, er der masser af nye og yngre stærke artister, man kan gå på opdagelse i, plus der skal nok komme flere til.
Hvad er der tilbage herfra?
– Det som jeg synes er spændende, hvis man kigger nogle år frem, er den naturlige udskiftning øverst på plakaten. De gamle giganter vil trække sig tilbage, og en ny generation af headlinere vil komme til, svarer Jeppe Nissen.
Her på redaktionen ser vi naturligvis frem til endnu en tur med kvartetten – endnu en i rækken af mange koncerter i Danmark, som vi beskrev det i vores Metallica-tidsrejse.