Satan er alt det sjove i livet

Der bliver begået vederstyggeligheder mod rockens ånd i disse år, mener veteranerne Johanna Sadonis fra The Oath og Nicke Andersson fra Entombed, der ikke er blege for at nævne navne. I det pladeaktuelle band Lucifer dyrker de Satan og den okkulte 70’er-rock.

Når man har spillet længe nok, har man efterhånden ret vide rammer. Det er i hvert fald hvad Johanna Sadonis, der har indspillet musik siden 1996, og Nicke Andersson, der, som han selv siger, “har været med længere end næsten alle”, fortæller os, forud for udgivelsen af deres tredje plade under navnet Lucifer og en dertilhørende europaturne (interviewet er foretaget før coronanedlukningen, red.).

Det er et par garvede folk, vi har med at gøre, og det afspejler sig i vores samtale.
Andersson har som stiftende medlem af indflydelsesrige bands som Entombed og The Hellacopters mere end tyve album på samvittigheden, men trods de mange års erfaring fortæller Andersson, at det kun bliver federe, jo ældre han bliver.

– Naturligvis er vi på arbejde, men jeg er altid så ivrig efter at høre sangene i deres endelige form og få dem færdige, at det næsten altid er en fantastisk oplevelse.

– Når vi nærmer os deadline, føles det mere som et job, supplerer Sadonis.

– Der bliver man nødt til at spille, selvom man har en dårlig dag.

I lighed med forgængeren udsendes ‘Lucifer III’ på det tyske mastodontlabel Century Media, der de sidste fem år har været ejet af Sony Music. Lucifer startede på Cathedral-legenden Lee Dorrians selskab Rise Above, og undergrundsfeticherende, som jeg er, kunne jeg ikke lade være med at spørge til forskellene mellem de to selskaber.

– Vi fik faktisk mere frihed ved at skifte til Century Media. Jens Prüter (tidligere A&R-chef for Century Media, nu Nuclear Blast) er en stor musikfan og havde fuldstændig tiltro til os. Vi spillede faktisk ikke engang pladen for nogen, før vi sendte den i trykken, griner Johanna Sadonis.

– Men ellers ville vi heller ikke have gjort det. Jeg kan kun finde ud af at gøre ting på én måde, og det er min egen, tilføjer Nicke Andersson.

Det udsagn må han dog snart efter trække lidt i land, da jeg spørger, hvordan Lucifer opstod. Det blev dannet af Johanna Sadonis umiddelbart efter den lidt bratte opløsning af hendes tidligere projekt, The Oath, en måned efter de udgav deres første og eneste album. Sadonis har ikke haft lyst til at uddybe, men allerede kort efter debuten udsendte hun en mail til bandets fans, der fortalte, at The Oath var døde og havde været det længe. The Oath havde, ligesom Lucifer, en umiskendelig retrolyd, men anvendte bl.a. en langt mere punket og Motörhead-inspireret riffstil. Andersson kom først med på ‘Lucifer II’, og det var en ny oplevelse, som han lige skulle vænne sig til, indrømmer han.

– Det er faktisk det første band, jeg er med i, som jeg ikke har været med til at starte. Det kunne jeg ikke have gjort for 15 år siden, dengang var jeg for meget kontrolfreak. Men Lucifer er Johannas band. Hun er chefen.

– Ja, vi skal ikke have en Yoko Ono-situation, supplerer Johanna, inden hun bliver afbrudt af en grinende Andersson, der indskyder, “Det er mig, der er Yoko!”.

Sadonis fortsætter
– Heldigvis er Nicke og jeg enige om det meste. Men jeg ved, hvad jeg vil med bandet, både i forhold til lyden, sangskrivningen, artwork og så videre. Jeg er dog glad for at have fået Nicke med. Jeg er ikke alene, som jeg var på den første plade.



Rockmusikkens vederstyggeligheder
Talen falder på selve musikken, og jeg spørger til Lucifers inspirationer, men ingen af dem bryder sig om at tale om det emne. Selvom det er oplagt at trække både musikalske og tematiske tråde til for eksempel Black Sabbath og Coven, mener Lucifer ikke selv, at der er noget, der stikker ud.

– Det hele ryger i en stor gryde og bliver blandet sammen. Vi laver musik, som vi synes, den skal være, og hvis lytteren kan trække noget særligt ud af det, hænger det mere sammen med, hvad de selv er optaget af, mener Nicke Andersson. Alligevel kan han dog ikke dy sig for at nævne 70’er-hard rockerne Blue Öyster Cult et par gange.

Lucifers kærlighed til de gamle klassikere er også et emne, der fylder meget mellem de to. De er vokset op med de store navne og vender som regel tilbage til dem, når de skal sætte musik på.

Johanna Sadonis er heller ikke optimistisk angående fremtiden

– Vi ser at de store bands forsvinder, de dør simpelthen. Hvem vil være der om ti-tyve år? Hvordan skal vi nogensinde overgå Black Sabbath? Jeg synes, at flere af de nye subgenrer er deciderede vederstyggeligheder mod rockmusikken.

Den kan jeg ikke lade ligge, og efter lidt overtalelse fortsætter hun:

– Jeg nævner ingen navne ... Men det er Volbeat.

Her kan Nicke Andersson ikke lade være med at le. Han er heller ikke fan af det danske succesorkester, men udtaler dog, at Volbeat jo kan være fuldstændig ligeglade med, hvad Lucifer mener om dem.
– De er jo enormt succesfulde. Meget mere end os. De græder hele vejen ned i banken.

Han deler dog Sadonis’ syn på metallens tilstand.
– Jeg bliver tit spurgt, om jeg er metalfan, og til det må jeg altid svare: Det kommer an på, hvad du mener. Hvis Sabaton er heavy metal, så bliver det nej. Så kan jeg ikke lide heavy metal.

– Haha, ja! Men altså, jeg respekterer dem, der kan leve af at lave det, de elsker. Det slår et 9-17 job i banken, tilføjer Johanna Sadonis.

Luk lidt lys ind i din krypt
Bandet hedder Lucifer. Frontkvinden poserer med glæde med kranier og omvendte kors, både Sadonis og Andersson har rigeligt okkult bagage med lige fra Entombeds ‘Left Hand Path’ over The Oaths hyldesthymne til den faldne engel ‘All Must Die’ til Lucifers egne sange som ‘Sabbath’ og ‘Morning Star’. Hvad er det med ham Fanden?

– Satan, det er alt det sjove i livet. Det er old school-definitionen, sex, drugs and rock’n’roll, ikke? svarer Sadonis næsten med det samme.

– Det går helt tilbage til blues. Satan har været inde over al den musik, der har udfordret mainstreamen, tilføjer Andersson.

– Det var faktisk en af de første ting vi talte om, da vi fandt sammen. Satanisme og den slags. Jeg var meget interesseret i det på sådan en gyserfilmsfacon. Jeg elsker hele det visuelle i det okkulte. Men det har aldrig været ironisk. Det synes jeg ikke, det skal være.

Andersson er dog forsigtig med at tage munden for fuld.
– Alene det at være i et rockband bliver ofte ren Spinal Tap. Jeg skal ikke til at være selvfed, men jeg har ikke lyst til at være ironisk. Det skal være ægte, det, vi laver.

– Da jeg var ung, tog jeg det meget alvorligt. Jeg var altid klædt i sort og var meget alvorlig. Jeg kunne virkelig identificere mig Satan, den store outsider. Det den perfekte inspiration for mit band også. Men i dag tager jeg det med et gran salt, forklarer Sadonis. – Luk lidt lys ind i din krypt, afslutter hun.

Og mere præcist kan det nærmest ikke siges. Lucifer spiller okkult rock, der trækker på musikalsk inspiration fra blues og i særdeleshed halvfjerdserne, og bandets blanding af okkult billedsprog, groovy rock og doomede sekvenser har både det gode og det onde i sig. Musikken kommer fra krypten, men lyset skinner ind.

Virkeligheden kalder, interviewet er slut, og jeg må i institution og hente mine børn. Johanna Sadonis’ siger farvel og tak og afslutter:
– Go and teach your children to worship Satan.

‘Lucifer III’ udkom 20. marts på Century Media.