“Vi er et meget primitivt band med meget primitive instinkter”

Powerdouen Mantar banker på helvedes port med et nyt album, der inden længe igen vil ære land og rige med død og ødelæggelse. Læs, hvad vokalist og guitarist Hanno Klaenhardt tænker om baggrunden for bandets kometagtige succes og om bandets udfordringer og forventninger.

Klokken er omkring middag i Florida, da jeg får hul igennem til vokalisten og guitaristen Hanno Klaenhardt (HK). Sammen med den mangeårige ven Erinc Sakarya fra barndomsbyen Bremen har de to lynhurtigt slået deres navn fast som Mantar med debutpladen 'Death by Burning' fra 2014, der leverede en knusende omgang black metallisk rock med masser af sorte pletter i den knasende skorpe. Et massivt og destruktivt lydbillede skabt kun med guitar og trommer. Albummet blev til, kort tid efter de begge var flyttet til Hamborg for tre år siden. Den 15. april er gruppen så klar med den imødesete opfølger 'Ode to the Flame', der samtidig gav os en anledning til at lære bandet bedre at kende. Grundet den megen tour-aktivitet har Hanno Klaenhardt imidlertid droppet ideen om at have et fast sted at opholde sig. “Når man turnerer så meget, som vi gør, så er der ikke rigtigt noget, som hedder “hjem”, fortæller han. For tiden bruger han derfor sin tid væk fra landevejene hos sin kæreste i solskinsstaten.

Er det svært at få bandet til at fungere, når I bor så langt fra hinanden?

HK: Nej, det er egentlig ikke så svært. Inden hver tour mødes vi i en uge og øver. Vi er ikke længere et band, som øver to-tre gange om ugen. I stedet har vi de her maraton-øvere. Før vi starter vores turne i Europa i april, flyver jeg til Tyskland, hvor det bliver lige på og hårdt med otte udmattende timer i øvelokalet hver dag. Sådan arbejder vi. Lige så snart vi spiller shows på regulær basis, behøver vi ikke at øve længere, og det er derfor også et godt stykke tid siden sidst! Men spørg mig om et år igen, om det stadig kører så godt, haha.”

Det gør jeg måske. Er I i stand til at leve af Mantar?

HK: Altså, du ved. Egentlig er jeg hjemløs. Jeg har ikke betalt husleje nogen steder i verden i meget lang tid. Vi er selvfølgelig fattige, på røven. Men når vi spiller gode shows, er der nok til at betale for en nogenlunde overnatning. Vi har ikke nogen bil eller nogen smarte hobbyer: Vi lever i bund og grund som fattige studerende, men så er det hele også muligt, haha. Men kun når vi er på turne. Erinc er dørmand i Hamborg, så han kan altid tjene nogle penge på den måde. Desværre har jeg ikke nogen evner, så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre...

Du er ikke stor nok til at være en dørmand?

HK: Nej, haha. Og jeg har heller ikke lyst til at arbejde på en bar. Så, jeg accepterer bare, at jeg er fattig. Jeg har aldrig haft den store luksus i mit liv, så det bekymrer mig egentlig ikke.  

Hvor længe har I været sammen som Mantar?

HK: Lad mig se. To eller tre år... Alting er gået virkelig hurtigt.

Det må man sige. Hvad lavede I før Mantar?

HK: Vi havde begge to arbejde, kærester, og jeg spillede i en masse forskellige bands, som aldrig nåede nogen vegne. Vi har altid været musikere, især mig. Erinc stoppede faktisk med at spille i bands i 10 år, før vi startede Mantar. Jeg tvang ham på en måde til at starte igen. Han er en meget... jeg vil ikke sige doven, men afslappet fyr. Og jeg er meget ivrig og vil gerne have, at der skal ske ting. Jeg har også min baggrund i punk, og hele den der lyst til at gøre det selv. Allerede da jeg var 12 år, havde jeg startet mit første punkband. Men jeg er lykkelig for, at Erinc og jeg, efter at havde kendt hinanden i så mange år, endelig har fundet ud af at danne et band sammen. Det var nok det bedste, der kunne ske for os begge to!

Hvad vil I?

HK: Som et band? I forhold til hvad? Livet?

I forhold til alting. Hvad vil I gerne have, at folk skal føle?

HK: Altså, først og fremmest, så bekymrer jeg mig ikke særligt om andre mennesker, men mest om mig selv og bandet. Vi fandt sammen som et band, fordi vi kan lide at spille. Og især på grund af de følelser, som opstår, når vi spiller sammen. Vi er et voldeligt band, og det er mere eller mindre skønheden i volden, som vi dyrker. Vi elsker bare den her destruktive vrede. Jeg nyder selvfølgelig, når folk ser os spille og får en god oplevelse. Men det vil ikke fungere, hvis vi ikke selv synes, det er sjovt. Jeg vil gerne være i stand til at kunne få indfriet og udlevet mine egne behov og ønsker i bandet, gøre hvad jeg, eller hvad vi har lyst til.

Jeg vil lave mine egne t-shirts, producere vores egne plader, turnere, når jeg har lyst til det. Jeg vil ikke gøre det her til et “must have” i mit liv. Når Mantar ikke længere er sjovt, så er det slut. Men jeg er glad for al den succes, eller hvad man skal kalde det, vi oplever. Vi er trods alt stadig et undergrundsband. Jeg mener, vi to snakker sammen, ikke? Jeg er også glad for, at alt det her sker på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har rundet de 30. Det er fedt, fordi jeg havde et godt liv før alt det her også. Du ved, jeg hang med mine venner, gik til fodboldkampe, gik på barer og spillede i lokale punkbands. Det var godt. Perfekt. Men nu om dage er det også godt, perfekt. Bare anderledes.

Jeg tror, skønheden ligger i at forvente mindre og blive mere positivt overrasket over, hvad der kommer din vej her i livet. Jeg tager ikke noget af vores såkaldte succes for givet. Vi er meget taknemmelige. Jeg vil bare nyde det. Så simpelt er det. Men det skal være på vores måde. Jeg vil aldrig ændre noget for at tilfredsstille nogle pladeselskaber, journalister eller fans. Det er alt for hårdt, hvis man skal efterleve andres behov. Så vi gør bare vores ting. Og så længe folk gider se os, er det en win-win for os. Men lad os snakke om det igen om et par år. Vi er ikke børn længere, så jeg har ingen idé om, hvor langt tid det her band vil fortsætte. Vi var ikke engang sikre på, at vi ville holde et album til. Vi arbejder med meget korte tidshorisonter. Tager en ting ad gangen.

Det var et virkelig godt svar. Jeg var næsten lige ved at glemme, at det var et interview, jeg var i gang med, og ikke et radioshow...

HK: Haha. Mange tak. Og hvis jeg lige må sige noget meget hurtigt: Hvis folk spørger dig om noget, så giv dem ærlige svar. Hvis de har betalt for at se dig spille, så giv dem et ærligt og passioneret show. Hvis du stopper med at give ærlige svar eller være passioneret, så stop med at være i et band. Så simpelt er det. Og hvis du beslutter dig for at stoppe dit band, så er det ikke verdens undergang. Jeg mener, vores band er awesome, men vi behøver ikke det her band for at være de mennesker, vi er. Vi har været venner i 16 år uden, hvis du forstår, hvad jeg mener?

Det gør jeg. Hvad var jeres første tanke angående Mantar?

HK: Når jeg tænker tilbage på de tidligere bands, jeg har været i, så står det klart, at det største problem ved at være ung er, at man er alt for ivrig. Samtidig med at man har de her perfekte opfattelser af, hvordan ting skal være, oppe i hovedet. Når man har meget bestemte og specifikke forventninger til, hvordan noget skal være, bliver man også meget lettere skuffet. Så da vi startede Mantar, havde vi et kun ét mål: Vi ville spille så hårdt og intenst, som vi overhovedet kunne. Og være et ærligt heavyband. Ikke nødvendigvis at være et “heavy metal-band”, men bare være et tungt band. Og måske udgive lidt bånd og spille nogle shows i Hamborg. Det viste sig, at lidt flere kunne lide os, og resten er historie, så at sige. Vi har aldrig haft de store planer, og måske er det vores velsignelse.

Ved du, hvor mange shows I har spillet hidtil?

HK: Nej, ikke rigtig. Vi startede først med at spille live for mindre end to år siden. Men jeg tror, vi er oppe over 160 shows.

Det er godt gået. Det første, jeg tænker, når jeg hører Mantar, er altid jeres optræden på sidste års SXSW, som blev rost mange steder, og som på en måde må have føltes som et slags gennembrud for jer?

HK: Ja, det var igen en heldig situation for os. Det var slet ikke en del af vores amerikanske turne til at starte med, men da vi kom derover, fik vi muligheden for at spille til den her virkelig gode showcase under SXSW. Jeg mindes, at vi var ret fulde... du ved, normalt er vi de her to meget stille og generte fyre, men når vi er på scenen, er vi fyldte med selvtillid. Jeg lover dig, at du kan vække os midt om natten mandag klokken fire, og vi vil kunne spille. Det er det bedste, som vi begge nogensinde har oplevet. Så ja, vi er ret gode til det. Vi har hygget os fra starten og ikke taget alt det “business-bullshit” alt for seriøst. Til SXSW gik vi bare på scenen og gjorde vores ting, og det kunne folk virkelig godt lide. Jeg tror, det er sigende for det amerikanske publikum, at det godt kan lide bands med selvtillid. Mange bands i Europa og især i Tyskland spørger sig selv, hvorfor ingen amerikanere interesserer sig for dem, men man er nødt til at forstå, at mange i USA er fyldt op til randen med ting. De er forkælede, de har alting, de har sågar opfundet de fleste af alle de her ting, som vi også synes er cool. Så faktum er, at man drukner herovre, hvis man ikke udstråler selvtillid i det, man gør. På den anden side er tyskere og metal også bare noget, de kan lide her. Bare tænk på Kreator, Rammstein og Scorpions. Jeg tror, vi formåede at leve op til, hvad de gerne vil have. Vi indgik ikke nogen kompromisser i vores optræden, og det betalte sig altså!

Hvordan kom I på SXSW?

Vi blev inviteret.

Men I havde ikke engang spillet i et år der?

HK: Som jeg sagde, alt er gået superstærkt. Vores femte show var på Roadburn! Der var en buzz omkring os i undergrunden, før vi overhovedet selv vidste det. Men folk begyndte at skrive og invitere os alle mulige steder hen. Allerede seks måneder efter vi begyndte at optræde live, spillede vi vores første amerikanske show med The Melvins i Florida. Det var ret sindssygt. Men jeg mener, vi er stadig et super small band. Der er stadig flere, som ikke kender os, end folk, der gør. Det er svært at forklare, men vi er glade for, at så mange har været bevidste om vores kvalitet, før vi selv var, haha.

Hvad er dine tanker om det nye album 'Ode to the Flame'?

HK: Du ved, vores musik er ikke raketvidenskab. Vi er et meget primitivt band med meget primitive instinkter. Vi vil bare gerne spille hårdt med en voldelig attitude. Alting gik så hurtigt med den første, at vi ikke har haft tid til at overveje et nyt album. Lige pludselig havde vi mistet vores arbejde, fordi Mantar begyndte at kræve al opmærksomhed. Så vi tænkte “hvorfor ikke?” Det nye album er lavet præcis som det første. Vi begrænsede os selv så meget som muligt, selvom vi allerede kun er guitar og trommer. Men vi begrænsede os selv med måden, vi skrev og producerede pladen på. Tilbage i Bremen henover sommeren. Det tog cirka tre måneder at skrive 'Ode to the Flame'. Før studiet var numrene 80-90 procent færdige. Resten er tilfældigheder under indspilningen. Vi ville gerne have, at det hele blev så råt som overhovedet muligt, fordi vi elsker rå og frisk energi. Vi er blevet lidt mere black metal, men ellers har vi ikke ændret os, udover at være blevet en smule bedre musikere oven på alle de shows. 'Ode to the Flame' er status quo for Mantar anno 2016. Det er dét, vi kan.

Jeg har kun haft albummet i et par dage, så jeg vil ikke gå for meget ned i det. Men der er et bestemt nummer, som straks skilte sig ud, 'Era Borealis', som er langt mere poppet og ligetil, end hvad I ellers har slået jer på. Hvilke tanker har I selv gjort jer om det nummer?

HK: Vi indspillede 12 numre, hvoraf 10 er endt på albummet. Og jeg troede faktisk, at det var et af dem, som ikke ville komme med. Jeg synes, det er et godt nummer, men jeg har andre numre, som jeg meget bedre kan lide. Som jeg nævnte: Da vi tog i studiet, var ingen numre helt færdige. Men vi begyndte at indspille 'Era Borealis', og så opstod den her episke hookline. Så det hele opstod, mens vi indspillede. Jeg hørte riffet, begyndte at synge og tænkte “wow, det er er virkelig catchy”. Faktisk var jeg bange for, at det var for catchy. Men vores ven i studiet, som hjælper os med teknikken, fordi vi selv producerer, sagde, at vi skulle lade det være, som det var. Det var så catchy, at det næsten var sjovt, og det tror jeg overbeviste os. Og det har så vist sig, at mange er meget glade for det nummer, så, whatever.

Sjovt du nævner det. En skrev forleden noget lignende til mig om det nummer, hvor jeg svarede, at hvis man kan skrive et sådan nummer uden at falde igennem, så skal man gøre det!

HK: Jeg ved, hvad du mener. Selvom det er catchy, skal det stadig være i tråd med resten af lyden. Vi er et meget tungt, beskidt, mørkt og ondskabsfuldt-lydende band. Så selvom det er catchy, skal det stadig have den vibe. Ellers var den ikke heller ikke kommet med på albummet.

Et par ting mere angående det nye album. Når man går i gang, ved man aldrig, hvad man ender op med. Vi ved ikke, om vi føler et decideret pres, men selvfølgelig vil du gerne have, at folk kan lide den. Dem, som påstår det modsatte, taler ikke sandt. Det betyder også meget, at I journalister giver os god feedback. Jeg tror, jeg er oppe på snart 45 interview om det album her, og jeg er meget glad for de ord, vi modtager fra de fleste rundt om i hele verden. USA, Japan, Sydafrika, Australien. Alle virker til at være positive, og det har uden tvivl været en lettelse, nu hvor alt gik så godt med vores første album. Det øger selvtilliden. Jeg mener, kan du lide, hvad du hører?

Ja, meget.

HK: Godt. Det er det, som betyder noget. Hver gang jeg snakker med en journalist fra et nyt land, spørger jeg altid om deres egen personlige mening og ikke, hvad de mener som en, der bare har fået til opgave at snakke med mig på grund af vores nye album. 

Tak for snakken. Er der noget, som du vil sige til jeres danske fans forud for jeres show i København den 5. maj?

HK: Jeg ved ikke, om vi har nogle danske fans?

I har nogle stykker!

HK: Godt at høre. Vi spillede til Heavy Days in Doomtown sidste år, og jeg kan ikke vente med at komme tilbage til Danmark. Jeg har altid elsket at være der som barn. Bremen er jo ikke så langt fra Danmark, så vi har holdt mange ferier der, da jeg var lille. Det tager ikke mere end tre timer at køre. Så jeg glæder mig meget til at komme tilbage. Og ellers håber jeg, folk vil komme og se os spille og give vores nye album et lyt.