Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Steven Wilson: ”Rock har aldrig været mere usynlig end nu”

Populær
Updated
Steven Wilson: ”Rock har aldrig været mere usynlig end nu”

Rockmusikken er stagneret og ude af trit med samtiden. Steven Wilson er trods sin succes ikke optimistisk på rockmusikkens vegne, men måske er der en udvej. Vi fik en snak med manden før hans udsolgte koncert i Store Vega.

Fotograf
Hajo Mueller
Forfatter

Det er ikke mere end et halvt år siden, vi sidst havde et interview med den evigt produktive musiker, multiinstrumentalist, sangskriver og producer Steven Wilson her på sitet. Dengang handlede det om det nye album ’To the Bone’, og da den opfølgende turné bragte ham forbi København, og vi fik muligheden for at møde manden til endnu en snak, kunne vi selvfølgelig ikke sige nej.

På afslappet facon troppede Wilson op i sutsko i det lille backstagelokale i Store Vega, hvor han samme aften spillede en udsolgt koncert – og en blændende en af slagsen, der varede næsten tre timer, og som vi belønnede med en topkarakter – men trods den habile succes og de gode salgstal, der er fulgt i kølvandet på solopladerne ’Hand. Cannot. Erase.’ og ’To the Bone’, hvoraf sidstnævnte nåede en tredjeplads på den engelske albumliste, er Wilson stadig en nichefigur, der er ukendt for det brede musikpublikum.

Det er ikke unikt, for som han selv beskriver, er han del af en rockgenre, der er blevet forsaget af mainstreamen og i stedet er søgt ned i undergrunden. Frem for at tale mere om den nye plade og den igangværende turné blev dette hurtigt samtaleemnet – for ifølge Wilson, der ikke lægger skjul på sit eget musiknørderi, er der ikke videre grund til optimisme på rockmusikkens vegne. Men måske er der en udvej.

Det er faktisk ikke så lang tid siden, vi sidst havde et interview med dig her på Devilution, så jeg vil forsøge at undgå at spørge for meget til den nye plade og den igangværende turné og i stedet brede diskussionen ud.

Du udtaler dig ofte om dit syn på musik, gammel som ny. I forbindelse med udgivelsen af ’To the Bone’ nævnte du fx Tears For Fears, Peter Gabriel og Kate Bush som inspirationskilder og 1980’erne som en særligt kreativ periode i popmusikken. På sidste turné spillede du et Prince-cover og fortalte om, hvordan han og David Bowie var kunstnere, der var både innovative og bredt populære. Samtidig sagde du også, at du ikke ser den slags i dag. Skal vi forstå det sådan, at der ingen innovative popkunstnere er i dag?

”Ikke i mainstream, nej. Du kan se sådan på det, at der er bands og folk som Arcade Fire, St. Vincent, Björk og nogle som Radiohead, men den simple virkelighed er, at de kunstnere ikke er del af mainstreamen på samme måde som Tears for Fears, Peter Gabriel og The Police var. De bands var mainstreamen. Prince var den største stjerne i 80’erne, og alligevel lavede han den her ekstraordinære, eksperimenterende pop-funk-soul-rock-hybrid, hvad man nu end vil kalde det, og fik megahits med mærkelige popsange som ’When Doves Cry’. Den slags er der ingenting af i dag. Ja, der er kunstnere, der sælger mange billetter og nyder stor respekt, men populærkulturen i dag er domineret af urban og r’n’b’, hvilket er fint, men der er ikke noget alternativ til det i dag. I hvert fald ikke, hvad angår rock.

Rockmusik har aldrig været mere usynlig i populærmusikkens historie end nu. Den har ellers været i centrum af populærkulturen siden 1950’erne og har altid været i færd med at skubbe til grænserne, skabe nyt og eksperimentere, men i løbet af de sidste 15 år er den gradvist forsvundet mere og mere og blevet et undergrunds- og kultfænomen.

Jeg ved, at metal stadig er en meget populær genre, men det er kun for folk, som lytter til det og ved, hvad der foregår. Ingen andre ved noget om, hvad der sker i metal. Det er blevet en selvrefererende klike, fordi metal ikke er til stede i mainstreamen. For mig at se blev det meget tydeligt med udgivelsen af den seneste Metallica-plade, som solgte godt, men som blev totalt ignoreret af mainstreamen.”

De spillede ellers til Grammy-uddelingen.

”Ja, de spillede til Grammy-uddelingen, men de kunne lige så godt have ladet være. Jeg ser ikke, at Metallica, det måske største rock- og metalband inden for de sidste 30 år, som værende en del af mainstreamen. Grunden til, at jeg siger det, er, at jeg selv er en del af den ligning. Jeg mærker også den kamp, det er at være rockmusiker i dag og prøve at gøre et indtryk i populærkulturen. Når jeg gør reklame for mine plader i radioprogrammer og tv-shows, er det tydeligt, at folk ikke ved særligt meget om rockmusik, og det har nok noget at gøre med, at sidste gang rockmusikken virkelig var dominerende, var i starten af 90’erne med Nirvana og Pearl Jam. Så havde du nü metal, som var populær en overgang, men i det 21. århundrede har rock i store træk været usynlig i mainstream. Det er blevet repræsenteret, men så har det været af en gruppe som Foo Fighters, der efter min mening er utrolig banal musik, hvilket også kan være fint, men det rykker ikke ved noget som helst.”

Hvorfor tror du, det er sket?

”Jeg mener, at rocken er mislykkedes med at genopfinde sig selv. Og det var nok altid uundgåeligt. Man må forstå, at vi lever i en digital alder, i de sociale mediers æra. Musikken, der bedst synes at agere soundtrack til det, er elektronisk musik og urban musik.

Hvis man ser tilbage på rockmusikkens udvikling, så har den altid været bundet op på den teknologiske udvikling. Den elektriske guitar, Hammond-orglet, mellotronen, trommemaskinen, sampleren. Alle de opfindelser gav rockmusikken en ny måde at udtrykke sig selv på. Hvis du anser Depeche Mode som et rockband, hvilket jeg i hvert fald gør, så ville de aldrig kunne have eksisteret uden trommemaskinen. Så musikken udvikler sig med teknologien, men teknologien lader til at være nået et punkt, hvor den ikke rigtigt tjener rockmusikken mere, eller hvor rockmusikken i hvert fald har svært ved at bruge den teknologi på samme måde, som elektronisk musik, r’n’b og pop er i stand til.

Rock ’n’ roll handler om groove, sex, om at være sloppy. Jeg lytter til rockplader, hvor alt er perfekt i tuning og time, og det har bare ikke rigtigt noget i sig. Det fungerer bedre for pop og elektronisk musik. Så rockmusikken er i den forstand ude af takt med tiden. I stedet er rock blevet subkulturel, men jeg håber da selvfølgelig, at der vil komme et nyt gennembrud. Nu må vi se.”

Du siger, at du selv er en del af dette, men mit indtryk er også, at du er blevet mere og mere populær med tiden og også har en del unge fans og lyttere. Har du set dit publikum til dine koncerter forandre sig?
 
”Det afhænger faktisk af landet. Vi har lige spillet i Norge, og wow … altså, de var ikke gamle, men der var bare næsten ikke nogen unge mennesker til stede. I Spanien, Polen, Latinamerika og Indien er der næsten kun unge og tæt på ingen over 40. Jeg kan kun gætte på hvorfor, men jeg formoder, at det har noget at gøre med den måde, min musik bliver markedsført på særligt i de lande. Jeg tænker, at jeg måske spilles mere i radioen i Indien, og at der er en anden profilering i mainstreamen, som der måske ikke er i Norge, så det er de mere nørdede typer som mig selv, der dukker op. Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark, men nu må vi se.

Jeg har fået et større kvindeligt publikum, end jeg havde med Porcupine Tree. Med Porcupine Tree var der næsten ingen kvinder i publikum overhovedet, og nu udgør de omtrent 25-30 %. Jeg har kogt det ned til et par årsager: Den ene er, at jeg har bevæget mig væk fra den mere aggressive musik, hvor der er en mere tydelig feminin sensibilitet ved min musik nu, og den anden er, at mine seneste plader, særligt ’Hand. Cannot. Erase.’ er skrevet fra et kvindeligt perspektiv.”

Det er ret interessant, at du nævner de unge i Indien, der så vidt jeg ved er et land, der i løbet af en relativt snæver tidsramme har set en ret intensiv spredning af metalkultur. Nogle vil mene, det er et resultat af en politisk udvikling, af globalisering og økonomisk vækst, når man i et ikke-vestligt land ser særligt unge tage metal og anden vestlig musik til sig som et oprør mod autoriteter, om det så er ældre generationer, religion eller andre værdisæt. Jeg tænker, at det også kunne være en vej ind til din musik.

”Muligvis. Jeg ser flere unge metalhoveder i Latinamerika og Indien. Jeg ser ikke så mange af dem i Europa mere. Der er et par Opeth-T-shirts hver aften, men overordnet tror jeg, det handler om, at jeg er rykket længere væk fra metalmusikken.

Det har sandsynligvis også noget at gøre med, at vi har en tradition i Europa og USA, hvor hver generation har gjort oprør mod den foregående generations musik, og at det har fortsat indtil for ganske nylig. Og jeg tror ikke, at den nuværende generation af unge mennesker ser rockmusik som noget, der er skandaløst eller outreret længere. Ekstremerne har alle været afsøgt. Slayer var allerede ekstreme for 30 år siden, du kan næppe blive mere teknisk end Meshuggah, og du kan ikke blive mere nihilistisk end Swans eller mere støjende end Merzbow.

Hvad der er interessant ved disse andre lande, som du siger, er så, at det ikke nødvendigvis er sandt. At ældre generationer ikke har lyttet til den slags, så det har en anden effekt, end det vil have for en 15-årig i Danmark eller England. Så måske kan rock og metal stadig være oprørsk, bare ikke i Europa.”

I forhold til snakken om rockens stagnering, så kunne det jo være, at vi kommer til at se nogle nye, interessante hybrider opstå, bare fra andre steder end Vesten.

”Jeg vil håbe, du har ret. Jeg ser ikke noget bevis på det endnu, men det kunne selvfølgelig være spændende at høre et kinesisk perspektiv på dødsmetal. Der er jo fx også det israelske band Orphaned Land, der kombinerer deres egen kulturs musik med metal, og den slag hybrider er interessante. Der er jo også kommet en masse metal fra Latinamerika. Sepultura har været der. Men det kunne være interessant at høre et indisk band, der ville bruge sitar og tabla eller sådan noget. Men selv det er sikkert allerede blevet gjort.

Det her er jo et kæmpe emne. Ikke nok med at vi kun skraber overfladen, jeg kan også kun tale fra min egen relativt uvidende position. Jeg kender ikke til alt, der foregår, og måske har du ret, måske er der en ny bølge i gang lige nu, som vil modbevise alt, jeg lige har sagt. Jeg kan kun tale for mig selv, og min oplevelse er, at det er enormt svært for en som mig at gøre et indtryk på den moderne mainstream.”

Det er også et tema, der går igen i dine interviews. The Guardian kaldte dig hitlistetopperen, der …

”Den mest succesfulde kunstner, du aldrig har hørt om, ja. Og det er rigtigt. Jeg kan spille tre udsolgte koncerter i træk i Royal Albert Hall, og ingen lægger mærke til det, bortset fra mine fans. Det er meget mærkeligt. Jeg anerkender, at det også handler om en tradition, som jeg tilsyneladende kommer fra. Jeg kommer fra den her såkaldte progressive rock, som simpelthen ikke eksisterer i mainstreammusik i dag og ikke har gjort det i årtier. Så jeg kæmper altid med de kategoriseringer, selvom jeg ikke selv bruger dem.

Som jeg også ofte har sagt i interviews, så voksede jeg op i et hjem, hvor man ikke gik op i genreopdelinger. Jeg havde ingen idé om, at man skulle tilhøre én gruppe for at lytte til ABBA og en anden for at lytte til Pink Floyd. Jeg udviklede aldrig den form for musikalsk snobberi, hvor der var ting, man ikke måtte gøre som musiker, og sådan har jeg det stadig.”

Det giver god mening. En af styrkerne ved din musik er for mig at se, at den undgår stereotype genreskemaer, og at det har potentiale til at kunne bringe folk sammen på tværs af forskelle, fx på tværs af generationer.

”Ja, og jeg ser ofte folk komme med deres forældre eller med hele deres familier. Det er fantastisk. Det er musikkens kraft.

Jeg vil heller ikke lyde unødigt negativ her. Jeg er meget glad for min karriere, og jeg ved, at jeg er i en meget heldig position. Jeg gør lige præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg kompromitterer aldrig, og det er utroligt, for jeg spiller ikke generisk musik. Jeg har et publikum, og jeg giver dem, hvad jeg har lyst til at give dem, og alligevel dukker de op.

Jeg kan godt lide at tænke, at der stadig er masser af folk derude, der respekterer en kunstner, som ikke prøver at please folk. Jeg havde aldrig det indtryk af Bowie, Prince, Zappa eller Kate Bush. De gjorde, hvad de havde lyst til, og rørte en masse mennesker i processen. Jeg ser mig selv som en, der på en mindre skala viderefører den tradition. Jo, det frustrerer mig, at der ikke er en større accept fra mainstreamen af, hvad jeg gør, men det er ikke noget, der holder mig vågen om natten.”