Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

W:O:A Metal Battle 2015: Embryo

Populær
Updated
W:O:A Metal Battle 2015: Embryo

Alle medlemmerne i Embryo har været på Wacken som tilskuere. Nu vil de stå på scenen dernede, og det her er den oplagte mulighed for at få det projekt gennemført.

Kunstner
Genre
Forfatter

Hvorfor er jeres band blevet tilmeldt WOA Metal Battle?

Det er en ganske almindelig kendsgerning, at Wacken er metallernes mekka, og det er en drøm for et hvert metalband at kunne skrive festivalen på sit CV. Vi er alle tidligere gæster, og kender alle til stedets lyksaligheder. Metal Battle er en mulighed for at få flere koncerter uden for det østjyske og sprede vores langsomme, tunge kærlighed.

Hvad håber I at få ud af at være med?

Som alle andre deltagere er håbet selvfølgelig at komme videre ud i verdenen og turnere Europa og verden tynd. Men selv det at sprede vores musik videre ud over vores lokale omgivelser er fantastisk, og hvis vi bare får én ekstra dedikeret fan i Kolding, der kan fortælle fordrukne folkeeventyr om vores kunnen ud i det musikalske, er vi mere end tilfredse.

Hvad synes I om at blive bedømt af fagfolk og ikke kun af publikum?

Alle nye bands deltager i alle konkurrencerne, og vi er ikke nogen undtagelse. Det er et kæmpe plus for os, at det er kompetente og upartiske dommere, der bestemmer vinderen. Vi er ikke verdensmestre i at pushe biletter og tvinge vores venner til at komme til koncerter, så det er svært for os at vinde de sædvanlige "popularitetskonkurrencer". Der kan vi ikke konkurrere med gymnasiebands, men det mener vi at kunne, der hvor det betyder noget: musikken og showet. Derudover er det altid relevant at få relationer til fagfolk i forhold til fremtidige koncerter og bandudvikling.

Hvor langt tror I bandet kan gå på Wacken hvis I bliver sendt derned?

Det er klart at vi tror på sejren. Der kommer ikke noget fee hævi ud af højtalerne, hvis ikke bandet selv tror på det. Men det afhænger kraftigt af hvad metallens kloge hoveder mener, der mangler inden for genren lige nu, og det kan være svært at forudsige.

Hvad mener I om, at nogle synes, at man sælger ud ved at deltage i en talentkonkurrence?

Den holdning har vi aldrig oplevet, så det er svært at have et svar hertil. Band battles er en af de bedste måder at vise at ens band er værd at booke i en verden, hvor der eksisterer tusindvis af bands, der alle oversvømmer bookere med demoer af svingende kvalitet.