"Det er bare mig og min guitar"

I 37 år har William DuVall spillet musik i forskellige konstellationer, men aldrig alene. Det er den samlede erfaring fra de mange år, der har ført til udgivelsen af kunstneres første soloalbum. En plade, der nu bringer amerikaneren til Danmark.

Siden William DuVall fyldte 15, har han spillet i et band. Bedst kendt af disse er naturligvis Alice in Chains. DuVall overtog pladsen i front i 2006, året efter at bandet blev gendannet. En svær plads at overtage og en stor arv at løfte. Afdøde Layne Stanleys unikke vokal var og er en stor del af Alice in Chains' lydbillede, så afsløringen af DuVall som ny forsanger blev modtaget med en del skepsis. 

Siden da har den karismatiske musiker haft stor succes med at indtage sin plads i front for det vel største stadigt eksisterende band, der udsprang af grungen i start-90’erne. Selvom Stanley stadig fylder meget i bandets historie, er DuVall blevet bandets naturlige forsanger. En position, han har indtaget flere gange i Danmark. Senest på Copenhell i 2018. Af besøg i Danmark er det dog koncerten i 2013 på selvsamme festival, han husker bedst. Især frustrationen og de mange strømproblemer. Minder, der dog opvejes af det positive gensyn med et publikum, der virkede følelsesmæssigt overvældede over at se bandet, som DuVall beskriver det. En stor fornøjelse trods problemerne. 

Ud over Alice in Chains er amerikaneren bedst kend for hans plads i front for Comes with the Fall og supergruppen Giraffe Tongue Orchestra. Førstnævnte band har eksisteret siden 1999 og været sat på pause siden 2008, primært pga. DuValls engagement i netop Alice in Chains. Giraffe Toungue Orchestra albumdebuterede i 2016 med den udmærkede ‘Broken Lines’. Med medlemmer som Ben Weinman, Brent Hinds og Thomas Pridgen er det ikke nemt at finde tid til at komponere, og selvom pladen opnåede tilstrækkelig succes, til at man kan forvente en opfølger, er det ifølge DuVall ikke noget, man skal håbe på lige foreløbig. 

Det startede som et bestilingsprojekt
Ud over at have udgivet 15 plader med forskellige grupper har han skrevet sange for et utal af kunstnere. Det var også situationen, da DuVall sidste år gik i studiet med en demo af ‘Til Light The Guides Me Home’ – førstesinglen fra ‘One Alone’. Forsangerens første soloalbum startede som et bestillingsprojekt for en anden, unavngiven kunstner. Trods afskillige forsøg på at få navngivet kunstneren affejer DuVall spørgsmålet med et lunt smil i stemmen – det er en hemmlighed, der skal bevares, men spørgsmålet underholder selvsagt forsangeren. 

Mens DuVall fortæller om sin første soloplade– den første gang, han har stået helt alene, i løbet af sin 52-år lange levetid – føler man hans iver og glæde. Den næsten barnlige positivitet og lyst til at fortælle om projektet emmer fra amerikaneren. 

- Det ene nummer, der endte med at være ‘Til Light The Guides Me Home’, blev skrevet og indspillet på ingen tid. Det var en ren energi, der strømmede igennem mig. Det føltes som det mest naturlige. Studiet var betalt, og opgaven overstået meget hurtigere end forventet, så hvorfor ikke udnytte energien og skrive løs, fortæller DuVall.

I løbet af den ene dag udarbejdede sangeren skitser til flere af pladens numre. Én dag, som han beskriver som overrumplende og som starten på hans egentlige solokarriere. Årsagen til, at han spiller på Hotel Cecil d. 23. april (interviewet er foretaget før coronanedlukningen af Danmark, red.). 

37 års tilløb
Nogle gange skal man rejse hele verden rund,t blot for at komme over på den anden side af gaden, fortæller DuVall, stadig med en barnlig, positiv iver. Al den erfaring, hans lange karrierere har givet, kulminerer med udgivelsen af ‘One Alone’. At turnere, skrive musik og producere. Det er en måde at genfinde sig selv og finde tilbage til det, der engang var årsagen til, at amerikaneren gik ind i musik, siger forsangeren.

- Det hele bliver hurtigt hverdag. Man bliver et produkt, og det bliver et job. Det uskyldige og drømmene, der engang var, og som for mange er årsagen til at gå ind i musik, forsvinder. Ikke fordi jeg ikke nyder det, men hele processen, indspilningen og udgivelsen af ‘One Alone’ mindede mig om dengang, beretter DuVall og tilføjer efter lidt stilhed: - Det er bare mig og min guitar. En tur tilbage til mine rødder, til udgangspunktet. Nogen vil nok kalde det nostalgi, men jeg føler mere, at jeg har været på vej til netop dette øjeblik, siden jeg startede med at spille musik for 37 år siden. 

I løbet af den ene dag i studiet blev der skrevet hele otte numre. Grundstammen på pladen. De skrev sig selv, og som udgangspunkt var der ingen plan for, hvad de skulle bruges til. Som ideen om en selvstændig soloudgivelse voksede, skrev DuVall resten af kompositionerne. Næsten lige så hurtigt og nemt. 

- Det var en underlig proces, så anderledes end det, jeg var vant til. Normalt med Alice in Chains skal vi hver især tage højde for hinandens holdninger. Vi afvejer og tilpasser. Nogen mere end andre. Der er meget, der påvirker sangskrivningen. Det samme, når vi er på tour. ‘One Alone’ er simpel. Sangskrivningen var simpel, touren er simpel. Det er essencen af, hvad jeg er – mig, min vokal, min guitar – mine sange, i hvert fald de fleste af dem. 

DuVall afslutter med et spøgefuldt grin, for naturligvis er det ikke kun hans sange. Når han gæster Danmark, bliver det godt nok med udgangspunkt i ‘One Alone’, men publikum får også mulighed for at høre numre fra Alice in Chains, Comes With the Fall, Madfly og endda et par covernumre. 

Den nøgne sandhed
- Det er en spændende tid. Det er en helt ny oplevelse at turnere alene. Jeg føler mig nøgen, når jeg står alene på scenen. Måske endda lidt bange. USA er jo mit hjemland, jeg ved, hvad jeg kan forvente, og jeg føler mig sikker. Sikker, men nøgen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af Europa. Er det godt at spille den slags koncerter i Danmark? Tror du, folk gider høre på mine små, hyggelige historier og akustiske guitareskapader? 

Et kort øjeblik kan man næsten høre frygten i amerikanerens stemme. Det frygtindgydende udland, det at stå alene – ikke at have en stor produktion i ryggen. 

Det er et godt spørgsmål. Godt nok bør hans rolle i Alice in Chains og det faktum, at DuVall spiller et par af bandets numre, trække publikum til. Men er danskerne interesserede i amerikanerens semi-kristne budskaber, der netop er grundlaget for ‘One Alone’? 

Efter en kort, eftertænksom pause vender det smittende humør tilbage. Den kortvarige tvivl om det europæiske publikum er væk, og DuVall er igen i et godt humør. De lune undertoner er, hvad der må forventes til koncerten. Sammen med en masse små historier og anekdoter fra sangerens lange karriere. Det i sig selv er næsten billetten værd. 

I løbet af vores korte audiens med den karismatiske amerikaner var amerikaneren ikke videre interesseret i at tale om sine andre projekter. Ganske forståeligt. Som han også siger, nu er det mig-tid, og det vil det være den næste lange tid. Der er ikke nyt på vej fra Alice in Chains eller for den sags skyld Giraffe Tongue Orchestra, kun William DuVall solo. Som det afslutningsvis lyder fra forsangeren, er det måske den første og eneste gang, han tager på tour alene. En unik mulighed for at finde ud af, hvem sangeren fra Washington i virkeligheden er.