Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nasty Cut: Når et grimt snitsår bliver flot

Updated
Situationsfornærmelse

Nasty Cut fejrede sig selv med rigelig variation og god stemning, miljøet stod for resten. Fremtiden lyder på forbrødring.

Spillested
Dato
18-05-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik S. Kristensen
Forfatter

Nasty Cut Records er Andrew Gabriels hjertebarn, og selskabet har stået for at udgive en stor del af den undergrundspunk, der centrerer sig om det lillebitte spillested Underwerket, i hjertet af Valby.

For dem, der måske ikke kender scenen så godt, har den i mange år været splittet mellem to knudepunkter. Ungdomshuset i Nordvest og Underwerket i Valby. Hvor Ungdomshuset primært har stået for den hårdere ende og den klassiske, politiske punk, har Underwerket været hjemsted for alt det, der måske var for melodisk eller på anden vis ikke passede ind i Ungerens kasser.

Derfor er det med stor glæde, at vi møder Christina Inferno, kendt fra Indre Krig og Ungdomshuset generelt ude foran, ligesom vi spotter plakater for K-Town Hardcore Fest alle steder, både ude og inde.

nasty cut stemning 1

En forbrødring finder sted, og den er i høj grad drevet af de unge, der ikke længere gider holde fast i ligegyldig, intern stridighed, men ønsker i højere grad at have et fællesskab. Det er interessant nok at vi ser det ske, til trods for, at det langt fra er de unge, der er dukket op her på 5-årsfødselsdagens første dag.
Der må vi erkende, at vi ser flere unge, når vi tager til Nordvest. Måske det er, fordi de ved, at sådan noget som udskænkningsregler tages lidt mindre alvorligt der, men os i midten af 30’erne og opefter er stærkt repræsenteret, og vores unger, der ikke har ramt ti år endnu, er stort set det eneste ungdommelige islæt udover de frivillige.

En travl Victor Kaas (Eyes, mfl.) løber rundt mellem at ordne pant, hente skraldespande, stå i bar og sørge for at alting spiller. En scenebestyrerstilling har ikke fjernet dansk hardcores travleste mands ønske om at have fingrene i bolledejen, og en enkelt gang må Deres udsendte betjene kunder i Underwerkets bar, for at chefen kan få styr på sagerne omkring spisningen. Men sådan er stemningen til denne fødselsdagsfest. Vi hjælper hinanden. Det gælder også, når vi når til musikken.

Med et program bestående primært af venner og bekendte, er det ikke de store navne, der er på plakaten. De fremmødte kender dog stort set alle, der skal spille, og selvom vi møder en enkelt person med Mötley Crüe-backpatch og FFDP på vesten, er den primære identitetsmarkør blandt de fremmødte de uomgængelige Vans-sko. Det er uniformen i disse kredse, og den brydes kun sjældent. Vi føler os udenfor i vores sorte Docs. Det er ikke den type punk, vi skal høre.

Det er Kulturhuset Valby, der danner rammen for begivenhederne, og selvom de hvide vægge er noget mindre stemningsskabende end det mere ramponerede Underwerket, betyder det blandt andet noget bedre toiletfaciliteter, og for et aldrende publikum som undertegnede er det et stort plus i bogen. At nogen alligevel valgte at skide i en skraldespand er blot en kærlig reminder om, at det jo er punk, ligesom Hancocks Høkerbajere er en kærlig reminder om publikums beskaffenhed. En øl, man i øvrigt også drikker i Nordvest.

situationsfornærmelse 3

Torsdag

Torsdag bød på et beskedent program, men dog ikke et, der ikke rummede sine gode indslag.
Det helt store navn, og det som vores Mötley Crüe-elskende turist var kommet for at høre, var danske Situationsfornærmelse. Der er sket meget siden vi talte med dem for nogle år siden, og med både Kellermensch-gigs og nu Roskilde-booking er de efterhånden et velkendt navn på disse kanter.
Det er også et veloplagt og selvsikkert band, vi møder, både på parkeringspladsen, i spisesalen og ikke mindst på scenen, og navnlig Dines Karlsen gør en noget mere imposant figur i disse dage. I Vulvatorious-shirt og zebrastribet guitar sender han riff efter riff, solo efter solo udover scenekanten, og hans ankomst i stort skæg og ditto solbriller havde kæmpe rockstjernekvaliteter.
Andrea Uglebjergs sølvjakke var mindst lige så fin, og hendes trampen rundt på scenen og obskøne fagter er som altid indbegrebet af Situationsfornærmelse. Som det efterhånden er reglen til Situationsfornærmelses shows, er pitten fuld af damer, mens mændene holder sig lidt længere med krydsede arme eller hænderne i lommerne. Om det er respektfuld afstand eller forlegenhed er svært at afgøre, men resultatet bliver, at kvinderne får lov at fylde. Skøn kontrast. En enkelt overrislet herre var for nærgående og grænseoverskridende i sine forsøg på at hive andre med i pitten, men en enkelt henvendelse fik ham til at huske ideen om privatsfærer.

nervus 1


Inden vi nåede til Situationsfornærmelse, nåede vi dog også at opleve et akustisk, en-persons-set fra britiske Nervus. Eneste optrædende var frontperson Em Foster, der på mest bedårende og sårbare vis stillede sig frem og sang sine skrøbelige sange helt staffage eller indpakning. Det var i sagens natur ikke den voldsomme energi, vi fik her, men forestillingen var fin og velspillet, ligesom Foster forstod at underholde og inddrage et publikum.

På samme vis var åbnerne i The 20 Belows gode til at skabe fest, hvilket også må formodes at være pointen med deres Dropkick Murphys-influerede bostonråbepunk, der var så energisk, at frontpersonen næsten tabte pusten, og måtte skyde skylden på sin alder.
Det danske orkester fik sat gang i en circle pit og sørgede også for, at de fremmødte småbørn fik en venlig og hyggelig introduktion til moshen, men ville nok for alvor have fungeret bedre på lidt flere øl.
Som opvarmning ganske udmærket.

hoi poi

Det er lidt mere, end der kan siges om Andrew Gabriels eget orkester Hoi-Poi, der også spillede torsdag aften, men ikke gjorde meget væsen af sig. Der var en smule kant, lidt nu-metal-energi, og mens Gabriel nærmest lignede Pedro Pascal på venstre flanke, er det svært at ihukomme bandets musik. Festligt og melodisk var det, og publikum var generelt glade. Om det var på grund af bandet eller taknemmelighed til arrangørerne var svært at vurdere, men måske egentlig heller ikke så pissevigtigt.

Fredag
Fredag var præget af lave forventninger. De fleste var enige om, at det var det svageste program, men tre stærke navne skulle vise, at dette var en fejlantagelse.

Først og fremmest var der Forever Unclean. Hvis noget enkeltband kunne være centrum for en scene, ville det være de tre musikere i den københavnske indie-skatepunk-trio, der er velkendt af alle på stedet.
Præcis som vi oplevede det i Aalborg, er Forever Unclean garant for et fremragende show. Lasse Mikkelsen er en gudsbenådet sang- og tekstskriver, og man synger lige godt med på hans næsten naive vokallinjer, som man gør på hans ørehængende guitarpassager.
Centreret omkring Leo Wallins trommesæt og med Troels Pedersen har vi at gøre med lidt af en powertrio, der med smittende godt humør og godt humør formår at trække alle ind. Omtrent ni tiendedele af salen synger også med på nærmest hver eneste sang, og vi forstår, at alle har set dem adskillige gange og alligevel bliver ved med at begejstres. Og det er med god grund. Vi kan til hver en tid anbefale et Forever Unclean-show.
Bandets munterhed og good-guy-image begrænser sig dog ikke kun til optrædenen, idet, de også har ageret instrumentbibliotek for halvdelen af de tilrejsende musikere. Mikkelsens lyserøde guitar og Pedersens hjerteudsmykkede bas går igen og igen i løbet af weekenden, ligesom de alle tre styrter til for at hjælpe, hver gang der er ballade med kabler og forstærkere. Flinke fyre.

Inden da havde vi oplevet Idem, soloprojektet fra Trophy Jumps kroatiske islæt Antun Aleksa, der gav den solo på scenen, med nærmest fuldt backing track, hvilket gjorde at man nærmest fik fornemmelsen af at have crashet en karaokebar i Zagreb. Vellykket? Eh… Men Aleksa var begejstret for muligheden og for at få lov at fremføre sit modersmål i et fremmed land. Ingen tog skade.

Users 1

Som nævnt var der tre standouts fredag. Det næste, og mest uventede var dansk-britiske Users, der var trådt til på et afbud fra Binboy. Og sikke en vikartjans. Det unge band har ikke spillet i mere end fem måneder og har ikke udgivet noget endnu, men leverede så energisk en forestilling, at det næsten ikke var til at tro. Frontpersonen, hvis navn vi ikke fik fat i, havde så rå en attitude og så hård en britisk accent, at vi nærmest følte os transplanteret til 80’ernes rude boy-miljø og sammen med guitarist Esbjørn Hermansson dryppede sveden og hele salen fik en på kassen. Vi følte os rummet og set, da vi for første gang oplevede en forsanger i støvler frem for skatersko.
Adskillige gik glip af dette show, og det var i høj grad synd for dem, for det var en af de få muligheder, vi havde for at få lidt hårdere musik under bæltet, hvilket på dette tidspunkt var tiltrængt. De unge mennesker skulle direkte videre og spille til en klimademo på Stevns, men vi greb fat i dem, og sørgede for, at vi kunne holde øje med deres videre færd. Det bliver spændende.

users 2

Sidste fremragende indslag var skotske Goodbye Blue Monday, der skruede tiden tilbage til den glade ungdom. Det var American Pie-core fra start til slut, med den præcise mængde angst og glæde den slags skal have. Mage til karismatisk forsamling skal man lede længe efter, og særligt vikaren på bas, Beth Black fra Flinch, gav den på bedste rockstjernemaner, med spillen på knæene og rigelig hop og bounce, mens forsanger Graham Lough underholdt publikum på bedårende maner. Alle fire i bandet spillede hjertet ud, og den helt store overraskelse – et pop-punk-nummer på over 16 minutter, ‘Hara-Kiri’, der handler om forsangerens bipolare personlighedsforstyrrelse, holdt til fulde og blev aldrig kedeligt. Lidt af en præstation.

goodbye blue monday

Herefter stilnede aftenenen langsomt af, og mens Fall Back Down grundet basproblemer blev til Fall Down, spillede hæderlig ska, gjorde manglen på ægte trompeter og den lidt for høje dansabilitetsfaktor at vi ikke blev til slut. Da vi blev forklaret at Los Fastidios også som regel gjorde sig mere i coversange end originale kompositioner, besluttede vi os for at vende næsen hjemad.

fall back down

Lørdag
Vejret blev bedre og bedre for hver dag, der gik, og vores humør fulgte med. På tredjedagen havde Nasty Cut endda sørget for en DJ. Klædt i gule seler, ternet skjorte, sorte docs (sorte laces, bare rolig), jeans med opsmøg, kæmpe solbriller og glatbarberet isse, serverede DJ Gorilla Far aka. Emil Abel choice cuts fra punken og rocken for os. Generelt var det godt, men en inklusion af Quiet Riot var næsten oppe på gårsdagens ubehagelige afbrydelse af Kansas’ ‘Dust in the Wind’, når det gjaldt musikalske skuffelser.

Det føltes som om, at endnu flere havde sluttet sig til forsamlingen. Programmet denne solskinslørdag var dog også exceptionelt godt, så mange havde besluttet sig for at lægge vejen forbi det kommunale i Valby.

Første på scenen, eller nærmere gulvet, var Freshs Myles McCabe, der genoplivede soloaspektet af hans sideprojekt Me Rex i en akustisk udgave.
Og når vi skriver akustisk, mener vi det helt bogstaveligt. McCabe indtog salen helt nøgent. Guitaren var eneste akkompagnement, og hans klare røst passerede ikke igennem en eneste mikrofon – og det var en smuk oplevelse.
McCabe var ydmyg og nærværende og opfordrede alle til at nyde musikken på deres egen vis. Adskillige satte sig ned og lod musikken glide over sig. En mellow begyndelse.


(video: Lasse Elmer)

Helt så roligt skulle det ikke være, da veteranpunk-rockerne i Flame On gav sig i kast med at fyre op under publikum. God, gammeldags 1234-punk var lige det ,vi havde brug for, for at blive sparket i gang, og både de små børn, der fulgtes med deres mor, præteenageren, der havde taget sin basketball med i salen og de mere eller mindre modne publikummer – skud ud til Bo Wørmer, der klart tog sin tørn i pitten her – blev varme. Flame Ons medlemmer gav sig fuldt ud, og både trommeslager og bassist lignede nogen, der havde taget en svømmetur, da de endelig spillede sidste sang.


(video: Lasse Elmer)

Vi havde fået pænt besøg fra det nordjyske, da de unge mænd i Omsorg sluttede sig til os. Det gjorde de lige i tide til at opleve Inthewaves, der i den grad lagde en solid grund for den tungere musik. Inthewaves har vi tidligere talt om,  men trioen er stærkere nu, end nogensinde. Et imponerende stærkt show leverede de, og vi kunne ikke lade være med at tage fat i dem bagefter. Da vi foreslog dem at få kontakt til Prime fnøs de af os, men vi står ved, at det både ville være et godt fit og en gangbar fremtidsvej. Opfordring hermed videregivet.
Publikum, der generelt ellers var mere til ren-ish vokal, tog godt imod Inthewaves og stemningen nåede nye højder. Det skulle den blive ved med, da nordjyderne indtog scenen.


(video: Lasse Elmer)

Deres udsendte havde det skarpe øje med og opdagede straks, at setlisten indeholdt et nummer, der hed ‘Echoes’. Det er ikke et af dem vi kender fra den fremragende ‘Moments, Movements’, og spændingen blev straks skruet op. Omsorg var, som altid fremragende, men både Jan Fenger Christensen og Trọng Minh Lê lå alt for lavt i mixet, når det kom til vokalerne. Det var en skam, for netop disse er så integrale i oplevelsen. Heldigvis var Mads Skannerup mindst lige så ekvilibristisk på trommesættet som han plejer. Omsorg er et stærkt hold, men Skannerup er blandt de bedste trommeslagere her i landet, og det beviste han endnu engang. ‘Echoes’ var strålende, og det tegner godt for deres kommende EU-tour med Andrew Gabriels Hoi-Poi, der indledtes dagen efter.


(video: Lasse Elmer)

Selvsamme Andrew Gabriel, der ydmygt havde vendt sig bort hver eneste gang et band, havde takket ham for indsatsen og havde holdt sig bag scenen det meste af tiden, kom også til at spille en noget større rolle end han havde regnet med, da Stöj Snak spillede. De af læserne, der har oplevet 1000fryds husorkester før, vil vide, at deres koncerter er aldeles interaktive. Så Gabriel blev overdraget en forkølet tamburin og måtte tage del i forestillingen på linje med os andre.
Og hvilken optræden. Sidst vi oplevede dem, var Jeppe Nørgaard fraværende, men denne gang var han tilbage, og hans kontrabas leverede et fantastisk festligt lag til musikken, der endnu engang bevægede sig gennem hele salen og endda ud i garderoben.


(video: Lasse Elmer)

Inden Nasty Cut Fest klingede af, var det dog tid til, at et publikum, der endnu var høje på fællessang og maracas kunne gå helt amok til indiepunkerne i Fresh. Fresh var lykkelige for at være på scenen, og pitten kogte over af mennesker, der dansede, lo og krammede. Helt brede blev smilene, da hittet ‘Revenge’ klingede fra scenekanten, og Kathryn Woods’ skingre og utrænede skrig lovede hævn over alle, der havde gjort hende uret. Sjældent har trusler lydt så glade og opmuntrende som de gjorde denne aften, og som sådan var Freshs show indbegrebet af Nasty Cuts fødselsdagsfejring.

Og selvom Andrew Gabriel ikke vil bryde sig om det, må vi også herfra sende en hyldest i hans retning. Han, og de de frivillige, havde gjort et kæmpestort arbejde for at stable en undergrundspunkfest på benene med bands fra både nær og fjern, og hele fællesskabet var blevet aktiveret for at sørge for, at alt kunne løbe godt af stablen. Musikere havde fået steder at sove, omkring halvdelen spillede på Forever Uncleans instrumenter, Underwerkets køkken serverede god, hjemmelavet mad til langt ud på natten, og en øl kostede kr 25,-. Det er kraftedeme punk. Herudover var det med optimistiske smil, at vi kunne se Doc Martens og Vans mødes i fred og fordragelighed og skabe gode oplevelser og en god scene i fællesskab.