Genbrugte prog-godter
Populær
Spock's Beard har en masse godt med i posen på bandets 12. album ’The Oblivion Particle’. Men der er også temmelig mange af godterne, der efterhånden virker en anelse gennemsuttede.
02. Minion (06:55)
03. Hell’s Not Enough (06:26)
04. Bennett Built A Time Machine (06:52)
05. Get Out While You Can (04:58)
06. A Better Way To Fly (09:00)
07. The Center Line (07:09)
08. To Be Free Again (10:24)
09. Disappear (06:41)
Spock's Beard lyder på ‘The Oblivion Particle’ endnu en gang som de stolte arvtagere efter det oprindelige Genesis, fra tiden før den skaldede trommehævner gjorde Genesis til megapopmoguler på MTV. Og endnu en gang har amerikanerne blandet lyden af deres engelske forbilleder med inspiration fra canadiske Rush og de lidt mere metalliske prog-toner fra Dream Theater.
Det er en opskrift, Spock's Beard har haft rimelig succes med tidligere, og opskriften fungerer da også stadigvæk i en vis grad, selv om bandet synes at bevæge sig ind i blindgyder fra tid til anden.
’The Oblivion Particle’ er andet album med Ted Leonard (Enchant) som sanger. Leonards stemme lægger faktisk endnu en nuance til Spock's Beards lyd, da han bidrager til, at de også lyder en del som det store amerikanske progrock-band Kansas. Dette understeges yderligere ved, at violinisten i Kansas, David Ragsdale, gæster på albummets sidste sang, ’Disappear’.
God start
Det er bemærkelsesværdigt, at den gamle kerne i Spock's Beard stort set ikke har komponeret nogen af sangene på ’The Oblivion Particle’. Relativt nyankomne Ted Leonard har skrevet to af sangene. De to gamle rotter i bandet Alan Morse og Ryo Okumoto har sammen kun skrevet en enkelt sang, ’The Center Line’. Resten af sangene på nær en enkelt er komponeret af bandets mangeårige producer John Boegehold (der må da vist være noget dansker i ham med det efternavn). Og første sang på albummet er skrevet af komponisten Stan Ausmus, der også tidligere har komponeret for Spock's Beard.
Albummet begynder da bestemt også rigtig godt med Stan Ausmus’ sang ’Tides of Time’. De to efterfølgende sange, der begge er skrevet af Ted Leonard – ’Minion’ og ’Hell's Not Enough’ – er også ganske habile sange. Det samme kan også siges om første komposition fra John Boegehold, ’Bennett Built a Time Machine’, der med sin umiddelbare melodi har et semihit-potentiale.
Faldende niveau og indtræden af klichéer
Desværre er anden halvdel af albummet ikke helt på niveau med første halvdel.
Albummet afsluttes med fire kompositioner af John Boegehold samt, som nævnt, en enkelt af Alan Morse og Ryo Okumoto. Desværre er der ikke meget at fremhæve i den forbindelse. John Boegeholds sange bærer præg af alle klichéerne fra prog-rockens gemmer, og Morse/Okumoto-kompositionen ’The Center Line’ er ret ligegyldig.
På afslutningssangen ’Disappear’ indgår Spock's Beards trademark med en omgang a capella-sang, men det kan desværre ikke fjerne indtrykket af, at sangen ikke helt kommer i hus.
Så på den baggrund slutter et album med en ellers fin optakt ret så middelmådigt. Det er synd. For Spock's Beard besidder en mængde musikalske kvaliteter, der bør kunne materialisere sig i endnu et godt album fra den kant.