Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '19: Onsdag – Katatonia og et virkelig langstrakt gab

Updated
_XTJ0650

Katatonia og en menneskefjendsk skylle fra oven reddede onsdagen for vores skribent, der brugte størstedelen af opvarmningsdagen på at kede sig, blive skuffet og søge trøst i alkoholens mørke katakomber.

Kunstner
Titel
+ Immolation + Eagles of Death Metal + 1000Mods + Like A Storm
Dato
19-06-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Det er den tid på året igen. Som en juleaften i juni har vi gået og ventet på den i et års tid, og nu er den endelig tilbage: Copenhell. Selv om det skal og bør være hjørnestenen i enhver dansk metalfans eksistens at brokke sig over dette og hint omkring festivalen, er det svært ikke at glæde sig, når først man forventningsfuldt trisser under den sorte container med det omvendte kors af højttalere, der spiller …Amon Amarth.

Nåh.

Nej, vi skal ikke brokke os nu. Det bliver bedre. Vi landede på campingpladsen først på eftermiddagen. Naboerne var ved et tilfælde nogle af de samme som sidste år. De havde snaps og kaffe. Det er brølende varmt, og det kræver sin mand at drikke 20+ grader varm snaps i 20+ grader varmt vejr. Men det er jo festival. Det forventes af én.

Vi er tilbage og følger den lange, snoede vej ind til pladsen. Det har været varmt, og støvet, der sparkes op af de travende gæster, står én i næsen allerede ti minutter inde i første dag, mens de sort-hvide Superstars på fødderne langsomt farves grå-grå. Der er en lille time, til første band åbner opvarmningsdagen. Det er onsdag, og her er godt med plads. Det kan godt være, der skal forestille at være udsolgt, men der er heldigvis masser af luft mellem folk. Vi smutter omkring Biergarten. Her i skyggen er der til gengæld godt fyldt op. Lyden er forfærdelig. Bassen er oppe i et leje, hvor selv Spinal Tap ville ryste misbilligende på hovedet. Vi smutter.

Ovre på Pandæmonium er det tid til årets første band, Like a Storm. Ligner Linkin Park. Lyder som Linkin Park. Trutter i didgeridoo. Vi gennemlever koncerten, konstaterer at ”in the end, it doesn’t even matter” og trisser i Udgård. Det asa-inspirerede område er flyttet og udvidet, og der er godt med siddepladser. Man kan få lov at kaste knogler ned i en spand. Nå. Møder en Devilution-skribent. Han har købt en øl med tilsat mjød. Smager den. Nå.

Oppe på pladsen igen må vi konstatere, at det er begrænset, hvor meget festivalplads, der er at udforske på opvarmningsdagen. Alt ud over det mest nødvendige er spærret af indtil i morgen. Det er stegende hedt, og vi overvejer Biergartens skygge igen. 300 meter fra Biergarten fraråder lydkvaliteten stadig at gå i Biergarten. Køber burgere og øl. Så har vi startet fire-dages-diæten af kampdruk og junkfood. 1000Mods spiller. De er fra Grækenland. Eksotisk. De har hørt Kyuss. Mindre eksotisk, men stadig bedre end dagens første orkester.

Der er en time at slå ihjel igen. Finder en klat skygge. Flere øl. Tager et kig ind i R.I.P.-området. Det ligner Northside Festival. Pænt og identitetsløst. Men toiletterne er godt nok rene. Det skriver vi os bag ørerne til senere brug. Nu spiller Eagles of Death Metal. Vi overlever fire numre, korser os og går ned og sidder i Udgård. Drikker øl og ser folk kaste knogler i en spand.

Hun ligner jo sig selv, Copenhell. I hvert fald den klat festival, man kan se om onsdagen. Der er stadig mere gøgl og unødig larm omkring scenerne end nødvendigt, og vi er stadig ikke tarvelige nok eller fulde nok til at sætte pris på Biergarten. Musikken kan man indtil videre også nemt brokke sig over. Men nu spiller Katatonia. Det er godt. Virkelig godt. Samtidig bryder en regnstorm løs, der gennembløder denne skribent. Men det er lige meget. Endelig foregår der noget på scenen, der påkræver sig opmærksomhed. Endelig en grund til, at vi tog opvarmningen med i år. Og i det mindste bliver skoene fine og rene igen. Folk flygter fra regnen. Hurra. Lebensraum.

Nu er vi ved at være fulde. Gennemblødte og fulde. Men stadig ikke nok til Biergarten. Immolation spiller. Det er ikke godt. Øv. De er ellers sådan et fint orkester på plade. Det er træls. Vores brandert gør det ikke nemmere at engagere sig. Halvvejs gennem koncerten giver vi op. Hjem i lejren. Tørt tøj. Billigere øl. Og ingen, der spiller Eagles of Death Metal. Hurra. Copenhell 2019, vi er i gang.