Copenhell 26: Fredag med jubel-dystopi

Det er sært at tænke på, at fredag, hvor min krop smeltede og lå i en pøl af blod, skam og fortrydelse på jorden, kun var Copenhells næstvarmeste dag.

Anywho, dagen begyndte stærkt med en frisk cykeltur fra Amager, verdens bedste, sandeste, smukkeste og eneste rigtigt vigtige ø, og ud til Refshaleøen for at få armbånd på. En exceptionelt travl uge op til havde gjort, at jeg ikke havde haft tid til at svinge forbi Onkel Dannys Plads, så jeg måtte i kø i solen. Det varede heldigvis ikke så længe som frygtet at komme ind, og så var det hastigt forbi pressecenteret, smide rygsækken i et skab og afsted til Hades.

På udebane
Første koncert bød på en udfordring. Min metalliske komfortzone inkluderer black metal, eksperimenterende, sorgfulde sager, ting, man slås til og alt det, hvor der også er maskiner med, så Defectos proggy, melodiske schwung var ikke kendt farvand at svømme i. Heldigvis viste det sig, at danskerne gjorde det let for mig, for Defecto viste fint, hvad de står for, og hvordan den slags skal laves. En god åbningskoncert, hvor Stig Rossen var et fint indslag, som ikke var gimmicky, men gav total mening i Defectos musikalske univers. Hatten af for at elske musikken, have en vision med den og så føre den flot ud i livet på scenen!

Således opløftet var det desværre ikke tid til flere koncerter, men derimod til at drøne tilbage mod Amager, verdens bedste, sandeste, smukkeste og eneste rigtigt vigtige ø, for at hente afkommet fra skole, inden hun smeltede og flød sammen med skolegårdens svampet-bløde asfalt. Eneste kur: en fucking gigantisk is. 10/10-øjeblik, intet overgår at være sammen med barnet, så der peakede dagen ligesom, så resten af programmet måtte stå i skyggen af den ultimative oplevelse, også selv om jeg gik glip af Pustulant Flesh, Omsorg, S.T.A.B. og Soilwork, som åbenbart ellers dadrockede så hårdt, at jeg næsten burde have været der.

More like Basseprut
Tilbage på Refshaleøen, med en familie, der nu havde fået mad, var det tid til Voice of Baceprot, de tre unge indonesiske kvinder, som spiller funk-metal, der lyder, som om de stadig burde stå i øvelokalet. Jeg synes virkelig godt om ideen om unge kvinder, der spiller metal for frihed, men musikalsk var der ikke meget at komme efter, derfor den puerile afsnitoverskrift. Sorry, not sorry.
Jeg hastede videre til pressecenteret for at nedfælde nogle af mine tanker, men blev heldigvis reddet fra en sådan nørdet skæbne af en kollega, der gerne ville lufte mig, og da jeg er halvt golden retriever, så sprang jeg naturligvis til. Efter en snak over en kop fucking vand, fordi Copenhell ikke sælger alkoholfri øl i alle barer (den strammer I lige op på næste år, ikke?), endte vi i skoven for at se mægtige Morild.

Sejr i lyset
Det var stadig pissefucking varmt, og solen strålede, og det kan vi da hurtigt blive enige om, ikke er optimale black metal-forhold, men så gjorde Morild bare det, at de lod musikken tale for sig og spillede en formidabel koncert. Det er et absolut godkendt power-move at have så gode sange og spille dem så intenst, at solen må vige.

Jubiiiiii-læum?
Ingen hvile til os! Vi skulle videre til Copenhells store 15 års-jubilæumskoncert. Vi endte tilfældigt med at stå ved siden af to af mine bekendte, så det var jo pissehyggeligt, mens selve showet havde sine op- og nedture. Sådan nogle varieté-shows bliver aldrig min yndlings-kop morgenpis, men John Cxnnor var sjovt, og gode folk fra Baest, eks-Nakkeknaekker, Invocator, Hatesphere og Cabal sørgede for, at jeg måtte juble under et fucking Pantera-covernummer. Det var ikke på min bingoplade for dette års Copenhell, men det var virkelig fedt! Nå, men læs anmeldelsen i linket ovenfor, hvis I kan lide bandeord og rektalundersøgelser.

Altid videre!
Der var ikke tid til at dvæle for meget ved den ellers ekstremt blandede og temmelig dvæle-oplagte oplevelse, for vi skulle til undergangsrave i skoven og feste, som var det i Neo-Oslo i 2099 med Violent Magic Orchestra. Først var der dog Anthrax på Hades, som vor anmelder kalder ”måske bandets bedste nogensinde” og Gaerea på Pandæmonium, men der var ingen tid til at dvæle for meget ved det – og hvem gider Pandæmonium-scenens stående ekko, som forstyrrer lyden, når man kan undgå det? Vi skulle danse, som om vi ingen fremtid har. Og det har vi sgu nok heller ikke, men det var et dejligt genhør med VMO, også selv om ikke meget har ændret sig i deres show, siden vi så dem første gang på Roskilde Festival for nogle år siden. Opturen summede alligevel stadig i mig på min vej tilbage til Amager, verdens bedste, sandeste, smukkeste og eneste rigtigt vigtige ø.