Copenhell 26: D-beat og destruktion
Aggressivt, beskidt og helt uden bremser: S.T.A.B. tonsede gennem Boneyard med en destruktiv kraft, der ramte lige i mellemgulvet.
Flåter
Hell
Dissolution
Coward
Changes
Crawlers
Seeing Red (Minor Threat-cover)
Small Grievances
No One Makes It Out Alive
Det kan godt være, at S.T.A.B. ikke helt ligner det band, jeg ser på deres promobillede – men da først musikken spiller, er alting gudskelov præcis lige så bidsk og farligt, som jeg havde turdet gisne om.
Har du ikke hørt S.T.A.B., så er vi ude i en heftig omgang hardcore crust-punk, med alt hvad dertil hører af D-beat, Disfearsk brutalitet og generel bølleattitude i luften. De slikker bestemt ikke nogen med hårene, og koncerten indledes da også med en omgående circle pit, der indtager det meste af firkanten foran Boneyard-scenen, uden de reelt behøver gøre noget for det. Musikken taler sit eget tydelige sprog – et ubarmhjertigt højt tempo, hvor brugen af midtempo eller breakdowns reeelt mere er der for at få resten af lydmuren til at slå dét hårdere. Og hårdt, det slår den!
“Det her bliver det sidste show nogensinde, for jeg har glemt solcreme, og jeg kommer ikke til at overleve det her”, lyder det fra Jacob Singer i front, og han ligner da også en, der koger … men i kampens hede skal man svede, og det bliver der overalt i pitten, der aldrig giver efter for noget. Det skulle da lige være, da vi når til det, Singer selv kalder for deres ballade, ‘Changes’ (“Det er her, vi henter vores KODA-penge!”), der giver et lille, tiltrængt åndehul på halvvejen, før de igen går fuld balalaika, nu med deres makker Sandman aka Peter Sandvig på brøl. En mand, der ligeledes tager det meget seriøst at holde kadencen her og sikre, at INGEN står stille heromkring, mens han brøler sig igennem ‘Crawlers’ og en næsten uigenkendeligt voldsom udgave af Minor Threats ‘Seeing Red’, før Singer igen tager over på vokalen. Alt er D-beat, destruktion og motorsavshærg, og så gør det egentlig mindre, at numrene lyder ret så meget ens, fordi lydtrykket er så massivt og ikke mindst et perfekt fit til Boneyard-scenen.
S.T.A.B. er BESTEMT ikke sådan en koncert, som man husker for sangene. Det er tværtimod den der brutale helhedsoplevelse af at blive tonset ørerne fulde af en aggression, der i sig selv er så fængslende og overvældende, at det halve kunne være nok. Fuld smæk for skillingen, hvor HM2-tonen lever i bedste velgående, og som varsler lovende for et band, der aldrig vil vinde massernes gunst, og gudskelov for det da. S.T.A.B. hærger og gør det til en livsstil, og det skal de endelig fortsætte med, hvorend det fører dem!