Den manglende sti – i samtale med Sunn O)))

Rytmisk Musikkonservatorium i København inviterede onsdag eftermiddag indenfor til artist talk med Sunn O)))-stifter og guitarist Stephen O’Malley og den mangeårige samarbejdspartner og producer Randall Dunn. Det blev til en længere snak om kunstneriske dogmer, spiritualitet og genreløshed, ligesom der blev afspillet ny musik for de fremmødte.

Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) i København har for vane at arrangere artist talks med spændende og vigtige navne inden for moderne musikhistorie. Sidste år kunne man eksempelvis finde krautrockpioneren Manuel Göttsching, Sonic Youths Thurston Moore og punklegenderne i britiske Wire på programmet.

I onsdags kunne RMC så starte sæsonen med en artist talk med Stephen O’Malley, guitarist og medstifter af dronemetalbandet Sunn O))) (og aktiv i en lang række andre projekter) og samarbejdspartneren Randall Dunn, der har været lydtekniker og producer for Sunn O))) igennem adskillige år. De sad klar til at snakke om spiritualitet, kunstsyn og mere, hvilket havde fået en 50-60 mennesker til at møde i RMC's koncertsal ude på Holmen. Christian Hede Madsen var moderator og ordstyrer, og arrangementet var stablet på benene i samarbejde med Sort Sol-guitaristen Lars Top Galia fra artFREQ (der i øvrigt også stod for den organskælvende Sunn O)))-koncert i DR's Studie 2 i efteråret).

O’Malley og Dunn fortalte, at de er i København for at indspille og for første gang optræde som duoen O’Malley/Dunn på Jazzhouse den 18. februar. Her er de opvarmning for den eksperimenterende komponist og minimalist Arnold Dreyblatt, og det er materialet fra de førnævnte indspilninger, der er udgangspunkt for koncerten.

Himlens tomrum

I mere end to timer blev der hos RMC snakket, stillet spørgsmål og ikke mindst lyttet – for efter O’Malley og Dunn kort havde introduceret sig selv (hvilket måske var en anelse unødvendigt), gav O’Malley hvad der meget vel kan have været en verdenspremiere på et 36 minutter langt orkesterstykke med titlen ’Un Vide dans le Ciel’ (oversat: ’Et tomrum i himlen’), som han selv har komponeret, og som blev optaget blot to uger før.

Det var et stykke musik, der lå langt fra den tunge metaldrone, vi kender fra Sunn O))), ikke mindst i dets brug af mikrotonalitet, som O’Malley forklarede, men der var ikke desto mindre paralleller til det metalliske outfits musik. En dissonant clusterklang lå hele tiden som et bølgende fundament fra strygerne og hornene, mens pludselige trommeangreb blev gentaget spontant. Intensiteten tog til i både lydstyrke og tonehøjde, og det var som at overvære viseren på en lufttrykmåler stige, falde og stige igen for at nå det ekstreme og være på nippet til at knække glasset, før lyden gik i sig selv igen. Den store forløsning kom aldrig, og det kan vel siges at være et af O’Malleys kendetegn.

Det samlede udtryk lå nærmere sidste års udgivelse ’Gruidés’, hvor det franske orkester L’ONCEIMs fortolkede en lidt over 30 minutter lang Stephen O’Malley-komposition. Om det er samme orkester, der har lavet ’Un Vide dans le Ciel’, vides dog ikke.

">

O’Malley fortalte, at han aldrig har lært at transskribere til noder, så hans måde at notere ’Un Vide dans le Ciel’ var ikke ved at bruge et traditionelt nodesystem, men ved at lave et diagram, hvor den ene akse markerede tonehøjde, mens den anden markerede tid. Det viste han frem på projektorlærredet, hvor hvert enkelt instrument lå som en rektangulær streg i diagrammet. Den form for visuel notation vækker minder om nogle af den eksperimenterende musiks største skikkelser såsom franskmanden Edgard Varèse, der i sine forsøg på at skubbe musik i en ny retning blandt andet benyttede sig af seismografisk notation.

Genreløshed, spiritualitet og den manglende sti

Den utraditionelle indgang til musikkens væsen og produktion var en tematisk rød tråd igennem samtalen. Randall Dunn omtalte hjembyen Seattle som "et sted for genreløshed" og fortalte endvidere om sin egen indgangsvinkel til at gå i studiet: Hvis man ingen planer eller forventninger har, kan man improvisere sig frem til et resultat, der er mere kreativt og frit end ellers. Det er en slags ikke-metode, om man vil, og Dunn beskrev det med udtrykket "situational production". Her er der igen en parallel til en af det 20. århundredes store musikalske skikkelser, nemlig John Cage og hans tilfældighedsprægede kompositionsmetoder, der arbejdede mod at frisætte intentionen og løsrive komponisten fra værket.

Randall Dunn er overbevist buddhist – hvilket måske også har smittet af på Sunn O))), hvis man tager det nye album ’Kannon’s Buddha-inspirerede artwork i betragtning – og i hvad der måske klinger som en kliché i manges ører, fortalte Dunn, at det ikke er målet, men rejsen, der er vigtig. Friheden i processen med at skabe kunsten er lige så vigtig som, hvis ikke vigtigere end, kunsten selv. Han brugte lærredet til at fremvise et citat af den tibetanske buddhist og meditationsmester Chögyam Trungpa Rinpoche, som ifølge Dunn opsummerer hans eget kunstsyn. Det fulde citat lød:

’Restrictions and inadequacies usually come from feeling burdened, as though we are carrying a heavy load. But if we develop the notion of space fully and properly, we begin to find that there is no burden, no load. That is a relief – not just a petty relief, but a larger version of mind altogether. We begin to realize that an extraordinary openness takes place in our lives – in the way we move, the way we eat, the way we sleep, and the way we create a work of art. Tremendous freedom takes place in that basic space. Such freedom is not a product of the creation of art; it is preproduction freedom. That is very important for you to know. Before we produce anything at all, we have to have a sense of free and open space with no obstacles of any kind’.

Eller som Randall Dunn omformulerede det helt kort, klart og kondenseret: "Der er ingen sti, der er kun det at gå".