En konstellation, der skal modnes
Populær
Childrenn buldrer hypnotiserende derudad og pirrer med tonale spændinger og en indestængt energi, der aldrig rigtig finder vej ud af højttalerne. Det kunne den til gengæld sagtens komme til i en liveudgave.
2. Black Unicorn
3. Submission
4. Animale
5. It's Time to Leave
6. Dancing on Ashes
I onsdags havde vi fornøjelsen af at offentliggøre de sidste navne til årets Roskilde Festival. Childrenn er et af dem, og var det ikke for realiteten af 'Animale', havde det været nemme point at påpege bookingens relevans alene på grund medlemmernes tidligere engagementer i både The Raveonettes, Sort Sol, Powersolo og Mechanical Bird.
Man slipper ikke umiddelbart godt af sted med kendisprædikatet i livesammenhæng, omend det er nemt bookede jobs. Tag bare Amalie Bruuns Myrkur som et skræmmebillede på, at hype og kompetence ikke behøver at havne i samme flightcase, bare fordi man kender maskineriet indgående. Nok er vi fulde derude foran scenen, men der skal alligevel mere end et par prominente namedroppings til at få pungen op af lommen, når dedikationen skal måles i antal solgte album.
Der kan til gengæld vise sig god grund til at punge ud, når opmærksomheden tilfalder Childrenn, der kan skrive knap et år på CV'et som gruppe. Ikke for 'Animales' skyld, men når konstellationen er modnet, og materialet skåret ind til benet. Råstoffet i musikken er tilstede.
Både The Raveonettes og Psyched Up Janis skinner tydeligt igennem som foregangsbands på instrumentalfronten. Som udgangspunkt er bunden monoton og bygget på ulmende, dæmpet energi, der fra tid til anden anføres af skærende guitarmelodier.
Ved mikrofonen er forsanger Jakob Brixen en stærk hybrid mellem Brandon Flowers (The Killers), Brett Anderson (Suede) og, heldigvis, sig selv. Med en fin dynamik binder han 'Animale' sammen med indlevende sarthed i en lys vokal, der let snor sig om den britiske accent med charmerende vibrato, for pludselig at skifte til en snerrende salve af inderlighed, spyttet op fra bunden af registret. Ganske vellykket.
Childrenn er resultatet af de støvede rester, som Kula Shaker, Interpol og Pelican har efterladt 10'ernes nyere bands, men her er udgangspunktet en mere guitarbåren udgave. Den korte mening med alle de her sammenligninger er at beskrive Childrenns faste greb om et mere internationalt udtryk end et egentlig dansk. Kun et andet dansk musikerkollektiv springer umiddelbart frem i referencen, og det er Telstar Sound Drone, der er født på medlemmer af Baby Woodrose, og som også beskæftiger sig med den dvælende musikalske hypnose.
'Animale' åbnes af et forholdsvis langsomt nummer efterfulgt af det noget hurtigere 'Black Unicorn', der set i bakspejlet har bedst til opgave at højne spændingsniveauet, inden sidste del af seancen finder sted med 'It's Time To Leave' og 'Dancing on Ashes'. Her bliver Childrenn insisterende, de stenede effekter gør deres virkning. og melodierne hænger anklagende i luften og kræver opmærksomhed. Især sidste halvdel af 'Dancing on Ashes' gør indtryk med Brixens inderste hængende ud af halsen som et forvredent vokalt fatamorgana af en tunge.
Albummet er færdigmixet af Randall Dunn i Avast! Recording Studios, Seattle, men langt mere dominerende er den britiske lyd, det britiske udtryk. Der er ligefrem noget helt tidlig Rolling Stones over visse passager, men så bliver det sprælske også hængende og rusker utålmodigt i lænken. For de repetetive elementer kommer indimellem til udtryk som banaliteter: En meditativ grundstemning anføres af et gentagent hook, der virker som sovemedicin, og Childrenns svageste punkt er, når det fastholdes i langsomme passager, hvor energien flader ud, hvilket heldigvis ikke er tilfældet på størstedelen af albummet.
Selvom intentionen er sympatisk, er det, som om drivet bliver hængende i studiet. Roskildekoncerten balancerer på en knivsæg, og det kan gå begge veje for Childrenn, men hvis Jacob Brixen formår at flytte det rå i sin vokal ud på scenekanten, og Manoj Ramdas (guitar), Jakob Krogh Jørgensen (bas) og Rune Kristensen (trommer) tropper blodtørstige op, har Childrenns Roskildedebut gode forudsætninger for at bide fra sig og efterlade nogle tydelige ar i hukommelsen. 'Animale' gør det i hvert fald ikke alene, men det er tydeligt at forstå, hvorfor de er endt på plakaten. Nysgerrigheden er vakt.