HDDT '15: Lørdag

Lørdag på Doomtown var festlig og velbesøgt, men efter en musikalsk forrygende fredag, var der desværre ikke meget at hidse sig op over i løbet af dagen.

Oven på en solid fredag aften med masser af fed musik og substanser skulle øregangene renses og kroppen sparkes til live igen. Det skete ikke helt til danske Reefer, som med deres bongbastisk sløve og sumpede dødsmetal kun fik sløvet sanserne yderligere.

De fem kvinder i italienske Saturnine gør sig fortjent til prædikatet "sjuskedoom" og formår ikke at imponere med deres halvslatne aflevering af 80'er-horrordoom.

De tyske veteraner i Mirror of Deception giver herefter en af festivalens ringeste koncerter ifølge vores anmelder. 

Japanske Guevnna var fløjet særligt ind til lejligheden fra Tokyo, og de japanske doomere med tidligere medlemmer af Coffins efterlod et godt indtryk og et røgslør af ubekræftede rygter om erotiske badeoplevelser og japanske prostitutionsringe.

Masser af underholdning er der til gengæld i de italienske kultdoomere i Epitaph, hvis forsanger brillerer med at forsøge at spise sin hue og lege med sit lille kemisæt på scenen.

Head of the Demon er der desværre ingen, der ser, på grund af logistisk distraktion. Ja, selv ikke Devilutions metalencyklopædi af en korrekturlæser er ufejlbarlig.

Serpent Throne står for en ekstremt velspillet instrumental koncert med en ægte chatterbox af en guitarist, som mellem numrene river den ene sjove, dumme og hyggelige kommentar efter den anden ud af ærmet. Alt fra Stonehenge over Thin Lizzy til biluheld og Led Zeppelin. 

Conan bragede derpå løs med deres groovende battle-doom og en massiv lyd, der var ved at blæse taget af Ungdomshusets Main Stage, som var fyldt til bristepunktet af mennesker og marijuana. Desværre var deres simple og larmende udtryk kun underholdende i måske 10 minutter. En Devilution-skribent følte sig dog så ramt af bandets udtryk, at han var nødt til at forlade stedet i rystet tilstand med ordene "jeg har det, som om jeg står lige midt i Dødsriget."

Profetus gjorde herefter alt, hvad de kunne for at kede publikum ihjel med deres typisk finske, depressive funeral doom, inden Bongzilla slog de sidste søm i ligkisten med en gennemsnitligt ringe optræden.

De mange kedelige koncerter gjorde til gengæld, at der var masser af tid til at hygge sig i gården, og det gjorde folk tydeligvis brug af. Lørdag var velbesøgt, velkoordineret og stramt organiseret og skortede ikke på fest, selv om musikprogrammet haltede efter fredagens mange gode optrædener.