Lasher Fest 24: Lørdag

En start i luntetempo, en mindre gennemtænkt indretning, rigelige muligheder for at stoppe ting i sit fede fjæs og en vild, galopperende og katarsisk afslutning prægede dette års festival for Devilutions udsendte. 

Grundet logistiske udfordringer i såvel livet som i den evige kamp mod DSB måtte jeg udeblive fra festivalens åbningsdag, og mit første bekendtskab med den aalborgensiske alt-festival Lasher Fest måtte udsættes til midt på eftermiddagen lørdag. Det betød også et koket spring uden om dagens indledende event, de tre minikoncerter med Taagebue, Ætervader og P601, som fandt sted i en nærliggende ubåd på Aalborg Havn. Nuvel, det kunne formentlig have været en interessant oplevelse; omvendt var min eneste berøringsflade med nogen af de tre bands, at jeg engang blev tysset på af en ældre dame til en P601-koncert i Aarhus, så...måske vandt alle ved mit fravær.

Vel ankommet på Aalborg Streetfood, der åbenbart dobbeltjobber som spillested, fik jeg taget omgivelserne i øjesyn inden dagens første koncert på ”Other Stage”; et hul i væggen, der mest af alt lignede et depotrum, som til lejligheden var blevet udstyret med et lydanlæg. Det fungerede nogenlunde til Taker, der foran 25-30 mennesker spillede et hæderligt og halvkort, instrumentalt sæt med smag af post-metal, drone og nu-metal. På sin vis udmærket, om end det kan være svært at løbe en festivaldag igang med instrumental musik og en ikke-eksisterende interaktion med publikum.



Specielt fordi dagens åbner på den mere traditionelle store scene gjorde lige præcis det samme. Nadja mindede om lige dele ambient-optræden og en af de der kunstinstallationer, du ser på større provinsmuseer, som du har på fornemmelsen, at nogen har set et lys i, men som du enten selv er for kritisk eller for dum til helt at regne ud. De kunne snildt spille til en gang hors d'oeuvres med bobler på Aros engang til foråret.

Mindre scene end scene
Efter den noget rolige start på festivalens andendag blev det hele en smule mere traditionelt herfra. Trippelgänger var sprunget til i sidste øjeblik på et afbud fra Nexø, men havde heldigvis nået at høre Black Sabbath, inden de ankom. Flere gange. Det var på sin vis fint nok, men de var også første band til at illustrere problemerne med den diminutive andenscene. Omend ”scene” er så meget sagt, for de optrædende stod sådan set på gulvet i øjenhøjde med tilhørerne. Gulvshows kan absolut have sin charme, hvis det foregår til Toldermania eller i en villa et sted uden for Odense, men problemet her var primært, at lokalet var så småt og scenen så smal, at alle fra tredje række og bagud måtte nøjes med at høre musikken, da chancen for at se noget som helst af, hvad der foregik på scenen, var tæt på ikke-eksisterende.



Det fungerede ærligt talt ikke, og da slet ikke, da normalt højenergiske bands som Demersal og Embla senere trådte op samme sted. Begge bands måtte trods en rigtig fin indsats lide under, at det som tilhører var svært for alvor at engagere sig i en koncert, der i bund og grund var begrænset til en lytteoplevelse, man langt hen ad vejen kunne have haft derhjemme.

Lad det være en opfordring til Lasher Fest: Hvis det venue skal bruges fremadrettet, skal der findes en anden løsning som mindre scene. Be' om.

Lidt af det langsomme og noget med Satan
Inde i det store lokale var det aftenens internationale islæt, der satte dagsordenen. Downfall of Gaia og senere Mizmor bevægede sig begge rundt i det her doomblackede univers, hvor det for førstnævnte primært handlede om at indhylle sig i så meget røg som muligt, og for sidstnævnte så vidt muligt ignorere, at der stod et publikum foran én. Mizmor slap bedst afsted med det grundet et i bund og grund bedre bagkatalog, men helt store oplevelser blev ingen af dem. Her kunne en lidt større publikumsmagnet som Crowbar, der desværre også måtte aflyse deres optræden, have gjort et noget mere potent indtryk.



Ret skal dog være ret; selv om ingen af koncerterne indtil nu havde været den slags oplevelser, der sætter sig i en i årevis, var Lasher Fest en helt hæderlig oplevelse. Musikprofilen er langt hen ad vejen enormt spændende, og festivalens bagmænd skal have ros for at turde udfordre publikum. Nåhja, og for madudvalget i øvrigt. Med Aalborg Streetfood i det tilstødende lokale var det i hvert fald ingen besøgende forundt at beklage sig over udvalget af mad, hvilket ofte kan være en problematik på mindre festivaler, der tænker det rækker så rigeligt at bespise sit publikum med en pøllevogn ude ved indgangen.



Apropos festivalens spændende profil bør Meejah og Hirakis fælles optræden også nævnes. De to syntes at bevæge sig frem i et musikalsk legerum, hvor ingen ideer omgående fejes af bordet uden at have fået chancen, og selv om også de led under den manglende Other Stage-indretning, lød det fra række 4 bestemt som et projekt, der kunne være spændende at lytte til under en smule mere optimale forhold.

De store drenges nat
Mens aftenen så småt blev til nat, betrådte velkendte Møl festivalens store scene og satte en tyk streg under den rivende udvikling, bandet har undergået de seneste 4-5 år. Professionalismen, samspillet og showmanshippet fik adskillige hug op i forhold til de kunstnere, der indtil da havde rullet sig ud i det store lokale. Møl er et band, der deler vandene, og personligt står jeg ovre på den bred, der er længst væk fra højttalerne, men Møl fortjener respekt for troen på egne evner og for at være i stand til at fremstå som et så gennemtænkt og veludført projekt. At bandet har bevæget sig op i den internationale klasse er der ikke mange, der kan opponere imod.



Aftenens allerstørste oplevelse og tydelige publikumsmagnet viste sig dog ret naturligt at være festivallukkeren John Cxnnor. Doomrave-duoens Lasher-koncert var den første på jysk grund, men rygtet om afsindige optrædener her og der, på Roskilde Festival samt sommerens Copenhell var løbet dem i forkøbet. Et voldsomt tændt publikum følte John Cxnnors dystop-tech helt ud i fingerspidserne og koncerten, der forståeligt nok blev gæstet af flere af duoens legekammerater fra dagens tidligere optrædende, blev et naturligt katarsis, der lukkede årets Lasher Fest ned på bedst mulige måde.



Fraset den uheldige indretning af festivalens lille scene, der gjorde flere potentielt medrivende koncerter mere gennemsnitlige, end de havde behøvet at være, var Lasher Fest en overordnet positiv oplevelse, der gerne må ryge i koncertkalenderen igen i 2025. At festivalen blev ramt af to tunge og sene afbud gjorde naturligvis ikke arbejdsforholdene bedre for bagmændene, og alt andet lige er der ingen tvivl om, at Aalborg her har fat i et ret unikt lille projekt, vi hjertens gerne ser gentaget i årene fremover.