Solens nybrud: lyttesession med Solbrud

Ændringer i lineup og pladeselskabsrelationer og en pandemi har afstedkommet en frugtbar og nænsom opdatering og bredere udfoldelse af Solbruds lyd. Vi var i studiet for at lytte til deres kommende album.

Metallegenden Flemming Rasmussens Sweet Silence-studie i Sydhavnen dannede passende rammen om en ganske særlig lyttesession. På det store og ekstremt velafbalancerede anlæg skulle vi høre Solbruds kommende fjerde album, som har fået titlen ‘IIII’ – mere om det tal og dets betydning senere.

Devilutions udsendte medarbejder havde i sin stærkt begrænsede visdom valgt at tage turen fra Amager og hen over Sjællandsbroen i stormvejr og med Google som førerhund, så seancen måtte indledes med en spag undskyldning for forsinkelsen, som så passende kan gentages her. Undskyld til kolleger, musikere, fans og Flemming.

‘IIII’ blev til under coronapandemiens sært modsatrettede omkalfatring af samfundsordenen – på den ene side gav nedlukningen tid til fordybelse i kompositionsprocessen, og på den anden side forsinkede den også udgivelsesprocessen, og gjorde det til en lang og vanskelig fødsel. Samtidig stod en konflikt med gruppens pladeselskab også i vejen og førte til en tilbagevenden til Vendetta, som udgav ‘Vemod’ ... Men tilbage til det med fordybelsen.

Solbrud fortæller om, at de altid har skrevet kollaborativt – det er sådan, bandets tre første album blev til, og sådan, deres lyd er blevet formet – men der har været et opbrud i Solbrud. Som de fleste nok ved, har den oprindelige sanger og guitarist, Ole Luk, valgt i al venskabelighed at trække sig fra bandet for at fokusere på Afsky, men inden da har han altså nået at deltage i kompositionen og indspilningen af ‘IIII’, som udkommer til februar. Opbruddet har også taget en anden form i Solbrud; i stedet for at skrive sammen, så har hvert bandmedlem fået de 23 minutter, der kan være på en vinylpladeside, at fylde ud med deres vision for, hvad Solbrud er. Et modigt koncept, fordi det jo kræver, at man i højere grad giver ens bandkammerater den samme frihed, man selv ønsker. Hver person har skrevet ud fra et på forhånd aftalt tema: jord, ild, luft og vand. Første side, vi skal høre, er Tobias Hjorths vand-side, som er én lang komposition i fire dele (der var det tal igen). Man fornemmer straks en mere rocket dimension, som klæder musikken og komplimenteres af den varme, åbne produktion begået af Marcus F. Larsen. Solbrud havde ellers hyret Randall Dunn (Sunn 0))), Wolves in the Throne Room, Earth), men ‘IIII’ er et godt eksempel på, at man skal vælge den rette producer, ikke den kendte producer. Marcus’ produktion klæder Solbrud, især her, hvor de breder vingerne mere ud og flyver tættere på solen. Heldigvis ender det ikke med et Ikaros-fald.

Første side, som Troels Hjorth står bag, trækker på inspirationen fra hans musikvidenskabs-studier, specifikt klassisk musik, og det fungerer. Der er højt til loftet i musikken (eller skulle man sige himlen, nu hvor temaet er luft?), og dermed er der god plads til de klassiske elementer. Jeg skriver med vilje klassiske og ikke symfoniske, for tankerne skal ikke ledes hen på Dimmu Borgir. Musikken føles langt mere elegant, autentisk og smagfuld end nordmændenes opulente teatertorden, som man selv kan konstatere på singlen fra denne side, ‘Tåge’.

Anden side åbner Solbruds udtryk og flirter åbenlyst med klassisk rock, mens den folder historien om en mand, der skuer ud over havet, ud. Han vil ikke kaste sig i bølgerne, manden – han vil ud på en rejse mod nyt land. Og på den måde kan denne anden del måske næsten læses som en missionserklæring. Skønt var det i hvert fald at høre, hvor ubesværet Solbruds lyd kan rumme disse lidt mere rockede elementer, som tydeligvis er en del af komponisten Tobias Hjorths musikalske baggrund.

Efter at være blevet grundigt henført af 45 minutters musik var det tid til en lille pause og en hyggelig, uformel snak med bandet og Flemming Rasmussen, som har masteret ‘IIII’ på forbilledlig vis. Rasmussen forstår, at mastering handler om ikke at stå i vejen for musikkens udtryk, men i stedet nænsomt at afbalancere og fremhæve det. Det er lykkedes rigtig godt med ‘IIII’. Ved et tilfælde er de fire fans, som har vundet konkurrencen om at komme med til lyttesessionen, alle fra Odense, så de har kunnet køre til København i samme bil. Alle fire virker åbenlyst begejstrede for at være med, og der tages billeder med bandet og med Rasmussen. Er disse fire fans’ reaktion indikativ for den generelle modtagelse, ‘IIII’ vil få, så tegner det lovende for Solbrud.



Tredje side er skrevet af Solbruds leadguitarist Adrian Utzon Dietz, og musikhistorien er rig på eksempler på plader, der lider under, at en leadguitarist har fået for meget plads og for lidt modspil (I’m looking in your direction, “The Second Coming’ af Stone Roses, for eksempel), men på denne tredje side, som bærer temaet jord, har Adrian heldigvis forvaltet friheden og ansvaret mere fornuftigt end John Squire fra Stone Roses’ muligvis cokeopblæste ego formåede dengang i halvfemserne. De luksuriøse og elegant glidende guitarer bærer mindelser om halvfjerdsernes rock, men igen er det ikke et irriterende fremmedelement i musikken, men nærmere en udvidelse af, hvad Solbruds lyd kan rumme. Denne tredje side indeholder blandt andet nummeret ‘Sjæleskrig’, som også optræder i en lidt anden udgave på livepladen ‘Levende i Brønshøj’.



Endelig var det så blevet tid til at lytte til den afgående sanger Ole Luks side, som handler om ild. Det er en grum historie, som fortælles fra en kvindes perspektiv. En kvinde, som brændes på bålet. Her er lyden mere tro over for Solbruds rødder, og man kan vel også fornemme et skær af det Afsky, han koncentrerer sig om på fuld tid nu. På den måde rundes albummet fint af med en afskedssalut. ‘IIII’ fungerer både som en afslutning og en fornyelse. En åbning mod den kommende tid med bandets nye sanger og guitarist, David Hernan, som vi kaldte for “en stærk tilføjelse til bandet”, da vi anmeldte deres koncert på Basement i september i år.

Ifølge bandet arbejdes der allerede på nyt materiale med David Hernan i front, og arbejdsmetoden er en delvis tilbagevenden til den kollaborative sangsskrivning, dog med en friere og mere åben tilgang. ‘IIII’ har åbnet Solbruds musikalske univers, og det skal blive spændende at høre, hvad det fører med sig.

Indtil da har vi et par måneders ventetid på, at ‘IIII’ udkommer, og bandet spiller deres stort anlagte koncert i DR’s koncertsal, hvor de opfører ‘IIII’ i sin halvanden time lange helhed. Sammenligningen med Orm er oplagt. Også de har skrevet en halvanden time lang konceptplade, og for nylig opførte de deres magnum opus i DR’s Koncertsal. De to plader er blevet til i samme periode, og ingen af bandsene kendte til hinandens planer, så det må tilskrives tilfældets luner. Uanset hvad stopper sammenligningen også her. De to bands og deres respektive bredformatsplader er ganske forskellige udtryk for, hvad black metal kan i dens langstrakte og kunstnerisk afsøgende form, og at der er plads til to bands med så høje ambitionsniveauer vidner vel bare om en dansk black-scene, som er stærk og vital. Herfra er der ingen klager over det – højst et lille suk over ventetiden.