'72 Seasons' ved første lyt

Universal inviterede os forbi Christianshavn til at prøvekøre Metallicas nye konceptalbum en uge inden udgivelsen.
Et tilbud, vi naturligvis ikke kunne afslå.

Tilbage i tidernes morgen, da en ven tradede C64-bånd for overspillede CD'er til ditto kassettebånd, blev 'Kill Em All', via ham, en af de to plader, der åbnede mine øjne for metallens verden. En årrække med fandyrkelse, medlemskab i fanklubben, gymnasieprojekt om deres tekster, et par møder med bandet og hvad har vi fulgte efter, og sådan er vi nok mange, der i varierende grad har haft Jaymz, Larz & co. som fast inventar i vores metalliske modersmælk.
Med rette naturligvis, for Metallica har lagt nogen vigtige grundsten for ikke blot thrash metallens, men hele metalgenrens udvikling, og derfor er de stadig i 2023 et af de få metalbands, der på egen hånd kan trække store stadions dag efter dag, hvorend de drager hen.

Det er derfor også mødt med stor bevågenhed, hver gang en ny skive er på vej, og '72 Seasons' er bestemt ingen undtagelse. Deres første forsøg udi konceptalbummets kunst, med en rammefortælling om de første 18 år af vores liv, der former vores identitet på godt og ondt. Sådan blev det udlagt, da udmeldingen om pladen kom i november måned, sammen med førstesinglen 'Lux Æterna' som en appetizer på. Sidenhen er yderligere tre singler kommet ud, så i praksis kender vi allerede en tredjedel af '72 Seasons', inden den havner på streamingtjenesterne og i pladeforretningerne fredag d. 14. april.
Singlerne er blevet mødt med lidt blandede reaktioner, men det er ikke usædvanligt, at musikken får en dybere mening, når man hører dem i deres rette kontekst som en integreret del af den samlede plade – ikke mindst, når det er konceptplader vi er ude i. Så er spørgsmålet bare, hvor meget koncept-faktoren overhovedet betyder for den menige Metallica-lytter, der ikke graver dybere i tekstuniverset...



Universal åbner dørene 17:30, og efter lidt løs sludder om, hvor vi hver især dedikerer vores tid under den heftige koncertaktivitet her i påskeferien, for ej at glemme den fælles forundring over den strøm af personlig kritik én af mine medskribenter blev mødt med i forbindelse med det nylige opslag om den nye Angstskrig-skive, kan vi samles ti stykker til dagens naturlige omdrejningspunkt. Langbordet er dækket op med bajere og chips, mens fire promobilleder kører i fast rotation på storskærmen, for lige behændigt at føre os ind i den rette mentale zone.
Christian Beyer, som står for arrangementet, præsenterer kort hvad vi har i vente, uden dog selv at have haft adgang til andet end musikken i den streamingform vi hører om et øjeblik. Lyrikken må vi derfor selv lytte os til, hvis vi vil have en idé om det koncept, Hetfield har lagt for dagen. Beyer kan dog fortælle, at der er tale om en plade på 77 minutter, fordelt over 12 numre – præcis som forgængeren 'Hardwired...to Self-Destruct', der i øvrigt også begge har det til fælles, at de er produceret af Greg Fidelman.

En ikke uvæsentlig faktor, der er tydelig så snart titelnummeret åbner pladen med Hetfields vokal presset til det maksimale af hans aldrende ydeevne, bakket op af halv-tempo riffstrukturer, Ulrichs insisterende, isolerede trommer, Trujillos galopperende bas og Hammetts soli meget rent i mixet. Trujillos bas får ikke altid lige meget fylde i lydbilledet (har vi hørt den historie før?), men ellers er det en produktions-opskrift, der gengives i begrænsede variationer, som de 77 minutter skrider frem.
Apropos variation, så er det også tydeligt, at Metallica har fundet en formel de er trygge ved, ikke ulig de singler vi kender allerede. Tempoet er sænket en kende over de senere år, og intet bliver alt for farligt for den mindre metalvante lytter. Teenage-vildskaben er for det meste lagt bag sig, selvom det da stadig er nemt nok at høre tråde til fordums triumfer i fx mængden af twinleads og Ulrichs tæft for de lange arrangementer, de prøvede kræfter med helt fra de tidlige dage.



Det er med andre ord et mere modent og tilgængeligt Metallica-album, vi bliver præsenteret for her i Universals lokaler. Hammetts soli er umiddelbart lidt mere blues-funderede end vanligt, og går på den måde fint i spænd med pladens musikalske, røde tråd. '72 Seasons' er meget konsistent fra start til slut, og det kan så ses som både positivt og negativt, alt afhængig af det famøse eye of the beholder.
Positivt for dem, der foretrækker sammenhængskraften uden at blive kastet helt ud i de artistiske tove.
Negativt for dem, der bedst kan lide mere bid og udsving fra det forudsigelige.
Selv er jeg i sidstnævnte bås, hvor jeg godt kunne savne flere numre, der kommer rigtigt op i gear – udover 'Lux Æterna', der er den klare, korte og kontante udstikker af en førstesingle, ligesom 'Hardwired' var det på forgængeren.

Udsvingene skal derfor findes på anden vis, hvor fx 'Sleepwalk My Life Away' ved første ørekast bygger solidt op som en sej heavy-traver, der slår over i et klassisk Iommi-riff lige efter Kirks solo, og som snildt kunne være brugt som en bedre single end forgængerne. 'You Must Burn!' mangler umiddelbart den samme melodiøse karakter, men lidt nysgerrig blev jeg da på, hvad omkvædet med linier som ”Question yourself” og ”You are the witch, you must burn!” lige bunder i, i det større konceptuelle billede. Senerehen er 'Crown of Barbed Wire' en af de mere komplekse kompositioner på pladen (tænk 'Justice' i tungere format, om du vil), der nok kræver nogen lyt for at krybe under huden, mens 'Chasing Light' byder på en af Hammets bedste solo-bidrag i denne ombæring. Efter en times tid begynder formlen dog at blive lige lovligt genkendelig, men heldigvis runder '72 Seasons' af med 'Room of Mirrors' og 'Inamorata'. Førstnævnte en energisk sag med ekstra punch på trommerne og lækre melodiske indspark, ikke mindst på twinlead-fronten. 'Inamorata' først og fremmest, fordi den halvvejs inde bevæger sig over i noget lækkert 70'er-sydstats-groovyness i et par minutter, og viser et Metallica, der stadig tør vise andre sider af dem selv, omend det snildt kunne vægtes mere og tidligere end her, hvor pladen lakker mod enden.

Eftersmagen efter dette første lyt er klart, at Metallica holder sig tro til det, som vi kender dem for. Kunne du lide forgængeren, så kan du sikkert også lide '72 Seasons'. Så må tiden vise, om nogen af de mere komplekse størrelser undervejs vil vinde ved genhør, eller om konceptet styrker helheden, når først vi sidder med tekstarket i hånden. Indtil videre lader jeg dog musikken spille videre i baghovedet, og så håber vi, at det vinder med tiden, efter den lander hos de bredere masser fredag d. 14. april.