SB '19: Lørdag – Toiletbørster og fødselsdagstørster

Sidstedagen blev farvet af undertegnedes 40-årsfødselsdag, der blev fejret i campen, inden Gutalaxs dixie-goregrind fik os på mere pubertære tanker, og Soen fik aktiveret tårekanalerne.

Efter årets sidste festivalbad gik turen op mod boderne til dagens første måltid. En campfælle kom flygtigt forbi og anbefalede noget af den gratis morgenmad, der tilsyneladende fortsat stod uspist i lejren.
En smuk tanke, der kun forstærkedes af bagtanken om, at hun blot afledte min opmærksomhed, så jeg ikke ville bemærke den store kagebestilling, hun åbenbart selv var på vej op for at hente i dagens anledning.

Det obligatoriske sammensurium af æg, bacon og pølser gled ned med den på disse kanter så obligatoriske morgen-radler, og på vej ind til en genopfyldning i domen kunne fejringen ikke udsættes længere.

God bliver jeg aldrig til fødselsdagssange, men lidt rørt blev jeg dog overrakt et meterlangt ølhorn, signeret af hele lejren, og så gik de næste mange timer med at lære at drikke øl i horn af så lange proportioner uden skum i hele skægget.

Camp Snakenet er en herlig metalfamilie med næsten 20 år på bagen, der primært mødes den ene gang om året, men ikke desto mindre er gensynet altid lige hjemligt, og jeg priser mig lykkelig for at være blevet en del af familien og kunne nyde øjeblikke som disse med venner fra nær og fjern. Selvom Summer Breeze er en herlig festival på mange fronter, så er Camp Snakenet årsagen til, at jeg kommer år efter år, og kærligheden til metal spiller på flere strenge. Herunder også den månedlige Devilution-quiz jeg er quizmaster for i København, og som i år blev afprøvet i det nye klientel på Summer Breeze. Der var bred enighed om, at Bullet For My Valentine og Parkway Drive var så ringe, at man ikke behøvede at vide noget som helst om dem, og så kunne man jo få bekræftet sine egne fordomme, mens man tabte point.

Dagen gik således med fest og skrål i timevis i så festligt lag, indtil der stod Rectal Smegma på menuen. Med et bandnavn som det var det selvsagt et must see, og ganske som forventet var der tale om øretævegrind. Bandet vandt primært på deres nok så neongrønne look og vindende sangtitler som 'Shit Squirting Sandy' og 'Slayer But Gayer'. Der skulle dog lige gå et par timer mere, før Gutalax leverede mere af samme skuffe, omend af lidt mere tematisk karakter. Ugen inden Summer Breeze dukkede de flittigt op i newsfeeden, fordi de på Brutal Assault havde kastet et crowdsurfende festivaltoilet ud over publikum, som blev nok så kækt dokumenteret af alle de tilstedeværende. På Summer Breeze var de tildelt den lille Wera Tool Rebel Stage, hvorfor de ikke havde plads til festivaltoiletter på scenen som ugen før, men Gutalax var præcis så lortede, som man turde frygte: ”We're gonna play a new song, but you probably won't notice, because it sounds just as shitty as all the other ones”. Jovist, men når folket stod klar med toiletbørster, når man konstant skulle tage sig i agt for crowdsurfere bagfra, og når toiletpapiret fløj til alle sider, føltes det lidt som at være vidne til grindverdenens svar på en cirkusparade, og det var så håbløst tåbeligt, at man kun kunne grine med, med eller uden toiletbørste.

At gå fra jammerligt underholdende lortegrind til melodisk prog var vitterligt lidt af en kontrast, men som det er med kontraster, har de det med enten at ramme plet eller falde helt til jorden. Soen har endnu deres store gennembrud til gode, men de var ikke desto mindre tildelt den relativt store T-Stage. En scene, de fyldte ud uden problemer, og Joel Ekelöfs indfølte vokal gik i rørende samspil med de lettere progressive toner, der kun har fået mere slagkraft og personlighed med årene. Soen har aldrig lydt bedre live, end de gjorde denne aften, og tårerne på de omkringværendes kinder talte deres eget sprog.

En portion paella senere var der samling i campen, inden Summer Breeze gik på hæld. Valget stod mellem The Ocean på den lille Wera Tool Rebel Stage og Dimmu Borgir på hovedscenen, der begge spillede præcis samtidig, på tværs af midnat, hvor jeg reelt rundede det skarpe hjørne. Med festen for øje gik kursen derfor mod Main Stage til undertegnedes første koncert med Shagrath & co. På trods af en personlig præference for årene op til 'Death Cult Armageddon', som indtil de afsluttende 'Progenies of the Great Apocalypse' og 'Mourning Palace' stort set blev forbigået, var Dimmu Borgir anno 2019 en stærk enhed, der stadig mestrede de symfoniske virkemidler og de gode melodier. Teateret fik alt, hvad det kunne bære, og med 'Puritania' som sangen, der spillede, mens den store viser passerede 12, var der ingen tvivl om, at det var det rette valg, der var truffet. En australier tankede op på piña colada, og Main Stage tog sin sidste omdrejning, mens vi afventede festivalens sidste navn, Leprous.

Der blev kæmpet med teknikken, og efter et kvarter meldte forsanger Einar Solberg ud, at de af tekniske årsager i nat måtte køre en mere traditionel koncert, hvilket satte sit præg på sættet, som blev improviseret on the go. På trods af stærke øjeblikke, ikke mindst under den intense 'Third Law' og en gåsehudsfremkaldende udgave af 'The Cloak', virkede det som et Leprous, der kørte på reserverne, hvilket det jo også var. Følelserne fik dog frit løb under den afrundende 'Slave' med Solbergs karakteristiske lyse fraseringer, og herefter gik den sidste vej tilbage til teltet, mange oplevelser rigere, og med netværk som årets eneste reelle problem. Vi takker for et år med King Diamond, Soen og Emperor som de største sejrsherrer – og venter nok med at drikke flere piña coladaer til næste år.