SB '19: Fredag – Legender på toppen, svenskere i frit fald

-XTJ1546-30-1565610598

Der var ikke mange åndehuller undervejs i fredagens program, men King Diamond og Emperor var alle andre overlegne på en lang dag, hvor kun svensken skuffede i felten.

Kunstner
Titel
Queensrÿche + Dragonforce + Skindred + Zeal & Ardor + Hammerfall + Emperor
Dato
16-08-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

Gratis mad er god mad.

Gårsdagens hændelser, inklusive et livligt skænderi i de sene nattetimer, blev vendt over et par af de hollandske campveteraners morgenkomplet med pølser, bacon og æg. Der var bred enighed om, at Cradle of Filths nostalgiske tilbageblik på albummet 'Cruelty and the Beast' natten før var en fadæse, og således var smerten over nattens mislykkede powernap en kende nemmere at leve med. Fredagen skulle til gengæld byde på to af vores absolutte hovednavne, der vel næppe kræver nogen nærmere introduktion: Emperor og King Diamond.

Inden da var der dog rigeligt andet på tapetet, og med en forkærlighed for det proggede var det på høje tid endelig at få set Queensrÿche. Et band, der mistede store dele af deres publikum på efterfølgerne til det hæderkronede konceptalbum 'Operation: Mindcrime', og det var da også tydeligt at fornemme på sætlisten, der med én undtagelse kun spillede sange fra 1994 og bagud. Pleasere eller ej, så gjorde Todd La Torre det eminent som ny mand i front med en mørkere tone end sin forgænger, og tilbageblikkene til de unge heavy metal-dage ('Queen of the Reich') stod skarpt ved siden af de mere episke indfald ('Empire', 'Eyes of a Stranger'). At La Torre skulle afrunde koncerten med ordene ”We are the one, the only Queensrÿche,” kunne man så klukke lidt af, i betragtning af ex-forsanger Geoff Tate's eget Operation: Mindcrime-projekt, men med koncerten in mente er der da ingen tvivl om, hvem der har trukket det længste strå, voksenmobning eller ej.

Som dagen før var det nærliggende at nyde solen til mere hegn foran Main Stage, og ti minutter senere stod Dragonforce klar til at lire den op fra slap. Der var sket lidt, siden undertegnede sidst hørte dem spille så højt på The Rock, at de sprængte højttalerne og spillede videre på monitorerne. Keyboardet var i mellemtiden skrottet, og sangskrivningen opgraderet en kende, så man ikke fik alt for travlt med at følge med i Guitar Hero-venligt tempo i den bagende hede. Skindred leverede en koncert, der var 100 % identisk koncert med den, vi så på Copenhell, og hvor underholdende Benji Webbe & co end er, så er der ingen grund til at gentage sig selv: Læs i stedet her.

Med et scan ned over aftenprogrammet stod det klart, at der ikke var så meget som et eneste hul til at tanke op og få hvilet benene lidt undervejs. At det skulle gå ud over Rotting Christ, var ikke med vores gode vilje, men det var mere vigtigt at få samlet ikke mindst de danske dele af Camp Snakenet, inden vores danske royale horrorhed skulle gentage successen fra ugen før.

Nogle siger, at man bør holde sin mund, hvis man ikke har noget pænt at sige. Det siger vi sjældent, men hovednavn eller ej, så har undertegnede bedre ting at bruge tiden på end Parkway Drive, og turen gik raskt mod T-Stage, hvor Zeal & Ardor bød på deres velkendte fusion af negro spirituals, blues og black metal. En fusion, der deler vandene, og et par af vores mere dedikerede sortmetallere udvandrede da også hurtigt af foragt for de bluesede toner. Summer Breeze-publikummet er generelt af en mere traditionelt metallisk støbning, hvor de store armbevægelser ofte har det med at glide hen over folket. Ikke desto mindre har festivalen altid navne på line-uppet, der bryder med stereotyperne, og det bør bookerne hædres for. Tiderne ændrer sig, det metalliske verdensbillede ligeså, og gudskelov for det. Zeal & Ardor var bevægende og dystert, og linjen ”A good god is a dead one” fik alligevel publikum til at synge med og fange schweizernes inciterende univers i de sene aftentimer.

Kontrasterne levede videre i efterspillet, hvor Hammerfall kørte den hele linen ud på udtjente rockklicheer med synkronheadbanging og middelmådige heltehymner. Når selv tyskerne, som om nogen tænder på den type heltemetal, ikke møder talstærkt op, er det velsagtens et tegn på, at Hammerfall har udtjent deres værnepligt, og det kan undre, hvorfor de får en så god sendetid på Main Stage. Om ikke andet illustrerede de, i form af den kæmpe indvandring i de sidste minutter af koncerten, hvor lidt de har overvundet tidens tand, i modsætning til aftenens sidste hovednavn, der intet har udgivet siden 2001. Emperor er en imponerende booking for Summer Breeze, de få koncerter, de spiller, in mente, og de norske legender levede også imponerende op til favoritværdigheden med en hårdtslående kavalkade af sange fra 'Anthems to the Welkin At Dusk', inden natten gik på hæld, og der skulle gemmes kræfter til den runde fødselsdag dagen efter.