SB'19: Onsdag – Når mjøden taler

2018-0623-01010600-63-1529746797

Med praktikaliteterne ude af vejen sparkedes årets udgave af Summer Breeze i gang med lunkne temperaturer og dertil svarende lunkne rutinepræstationer, hvor kun Midnight havde blod nok på tanden til at holde os i kog.

Kunstner
Titel
Death Angel + Hypocrisy + Midnight
Dato
14-08-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

Ganske vist startede Summer Breeze allerede tirsdag i det små, men vi havde bedre ting at tage os til end at se musikalske paranteser fra nabolaget og fik trænet det tyske sprogøre i selskab med en venindes familie, en times kørsel fra Dinkelsbühl, hvor festivalen finder sted.

Efter en times bilkø og armbåndspraktikaliteter, inklusive den obligatoriske sikkerhedsspørgsmåls-sekvens a la ”Er der noget i bilen I ikke må have med?”, ”Nej”, ”Godt, velkommen til!”, var pladsen endelig klar til at blive indtaget.

Som vanligt er vi en del af den internationale lejr Camp Snakenet, der ud over de enkelte langvejsfarende fra Australien og Rusland huser metalhoveder fra de fleste afkroge af Vesteuropa. Tovholderne havde allerede sat vores vores karakteristiske blå/hvide dome op ved ankomst, så vi kunne se lejren på afstand, og med halvdelen af lejren ankommet, køkkenteltet under konstruktion og Kreators 'Violent Revolution' blæsende ud af højttalerne var der kram og horn i luften fra første sekund.

Undertegnedes telt viste sig ude af stand til at klikke i toppen som tiltænkt, og det stod derfor hurtigt klart, at de to års værnepligt rundt i metalmekka skulle være udtjent, når ugen var overstået, mens jeg i mangel af bedre måtte afrunde konstruktionen  med gaffa og knob fra spejderungdommen.

De næste mange timer gik med Paulaner-radlere og menthol-shots af ukendt herkomst i lind strøm, kun afbrudt af undertegnedes debut inden for den ædle tyske festivalsport T-Rex Flunkyball. En præstation, der ikke fortjener yderligere ord med på vejen, og det samme fristes man til at sige om Bay-Area rødderne fra Death Angel, der skulle blive første skud på metalstammen denne onsdag. At bandet er et af de vigtigste af thrash-ikonerne fra tidernes morgen, lige under de famøse store fire, kommer vi nok ikke udenom, men der var ikke skyggen af mindeværdighed over deres form her til aften, og efter en halv time måtte vi sande, at de ikke viste de mindste tegn på at have nogen guldkorn i ærmet, der kunne sparke stemningen i gang.

Hvad værre er, så skulle de første tegn på årets største udfordring i mobildækningen på festivalen her sætte sit præg. Én ting er at undvære internet som menig festivalgænger, men som udsendt i felten var det decideret provokerende at skulle gå en hel dag uden at kunne hverken dokumentere eller følge med i eventuelle ændringer i programmet, når presseområdet også først åbnede dagen efter. Hvis så bare det var et individuelt vilkår, der afhang af den enkeltes telefonudbyder, men problemet var gennemgående og illustrererede med al tydelighed, at der var tale om en forringelse i forhold til den væsentlige opgradering på netfronten i 2018. Desto større var så undskyldningen for at pleje det gode selskab i lejren, indtil næste interessante navn var på programmet tre timer senere.

Hypocrisy var om nogen bandet, der åbnede mine øjne for svenskerdøden tilbage i gymnasieårene. 'Destroys Wacken' er fortsat en af metalverdenens store liveplader, og der er derfor altid særlige følelser knyttet til gensynet med de gamle forbilleder. Aktiviteten i Hypocrisy-lejren har dog været noget svingende i det seneste årti, men live tyder de seneste års turnéer på, at Peter Tägtgren ikke har glemt rødderne, omend det heller ikke blev Hipocrisy, der spillede publikum op fra slap. Bedst fungerede det, når de svævede sig igennem de mere stemningsprægede 'Apocalypse' og 'The Final Chapter'. De havde bare alt for travlt med at nå så mange numre som muligt på den begrænsede spilletid, hvor det havde klædt dem at skære en sang eller to fra og afværge trædemølle-effekten, hvor meget vi end fik varmet nakkemusklerne op til nyklassikere som 'Eraser' og 'Fire in the Sky' undervejs.

Midnight skulle dog endnu en gang vise sig at blive lige det friske pust, vi trængte til på mere end én måde. Med vanlig bøllelæderjakket stil fik de overbevist os alle om, hvor meget vi bare trængte til et solidt skud stål og hegn, når nu ingen andre kunne finde ud af at skære ind til benet. Scenariet på Wera Tool Rebel Stage (det er åbenbart federe at blive sponsoreret af et værktøjsfirma end af Camel som sidste år) var dog betydeligt mere beskedent end på Roadburn i foråret, hvorfor festen heller ikke indtog helt samme overvældende karakter, men der blev crowdsurfet i stor stil, og øllene gled ned i så højt tempo, at dagens eneste tilbageværende koncert ærligt talt blev et sløret foretagende.

Den sydtyske pendant til et pølsemixorgie blev indtaget, mens Enslaved indledte deres sæt med to af undertegnedes yndlingsskæringer fra vikingemetallernes hånd, 'Ethica Odini' og 'Roots of the Mountain'. Bandet har ellers forbigået den nyprogressive periode de seneste par gange, chancen har budt sig, men der var denneaften tale om et festivalsæt, der skød mere med spredehagl end vanligt. Vi havde ingen indsigelser over andet end egen forkærlighed for mjød på fad, der forhindrede os i at husker længere end to sange ind i koncerten. Dagen efter havde vi lært lektien.