The Great Mechanical Hate: Turdagbog 2

The Great Mechanical Hate: Turdagbog 2

Kære dagbog ... Esse skriver videre om Hatespheres tur med Mnemic.

Kunstner
Distributør
Genre

08-10-12: Oktoberfesttømmermænd

For første gang siden Kristiansand ankom vi i nogenlunde tid. Til Backstage i München, som er et ret fedt koncertkompleks med 3 scener. Hvad der var knap så fedt var, at Dying Fetus-turen, der lige har været i Danmark, spillede på den store scene umiddelbart ved siden af vores, hvilket naturligvis betød, at der med stor sandsynlighed ikke ville dukke forfærdelig mange op til vores arrangement. Jeg blev heldigvis glædeligt overrasket over fremmødet og fik da også set et par numre med Dying Fetus, så det blev alt i alt en herlig mandag aften. Målt på antallet af øldrikkende publikummer denne aften var det imidlertid rimelig tydeligt, at publikum led af tømmermænd fra den netop overståede oktoberfest. Alligevel blev der banget igennem på gulvet.

Fra balkonen kunne jeg se ned på et virkelig veloplagt Mnemic, der spillede et brag af en koncert (5/5).

09-10-12: Ny bus, nye forsinkelser

Det var planlagt, at vi skulle skifte bus kl. 9 denne regnvåde tirsdag morgen, men kl.9 var der ingen ny bus, og det var selvom bussen skulle være ankommet kl. 2 om natten. Vi orkede bare ikke flere forsinkelser, men det fik vi. Bussen ankom kl. 12 med kun 10 timers forsinkelse, og vi kunne endelig begynde at tømme indholdet af den gamle bus over i den nye.

Nu kunne der sgu ikke gå mere galt, fastslog vi over for hinanden, men vi blev klogere. Vi havde ikke kørt længe før bussen pludselig stoppede. Jeg opdagede faktisk først, at der var noget galt da også strømmen i bussen pludselig gik, og jeg ikke længere kunne se mine serier i min elskede bunk. Fortørnet gik jeg ned i loungen for at beklage mig, men da så jeg, at bussen holdt på tværs i et kryds, fuldstændig død med lange køer på begge sider og turmanager Jörg, der piskede ud og ind af bussen. Nu var den da helt gal. Men på mirakuløs vis fik de ved hjælp af en forbipasserende traktor gang i bussen igen, og vi kunne fortsætte. Heldigvis var forsinkelsen denne gang ikke så stor, så sindene var endnu ikke nået helt i kog. Det gjorde de imidlertid, da dækket på traileren ikke lang tid efter pludselig sprang, og man kunne høre lastbiler dytte af os. Denne gang blev jeg i min bunk og lod tingene gå deres gang.

Der gik en rum tid før vi igen var rullende, og der blev regnet på, hvornår vi ville være fremme i Graz i Østrig, og der blev igen talt om aflysning. Vi ankom dog i tide til at spille, men alle bands måtte lave et drastisk indhug i sætlisten, for at vi alle kunne nå at spille, inden folk efter den lokale promoters udsagn ville skride omkring midnat. Til vores held var der ingen der skred, og vi havde alle et kort, men godt show, især Mnemic, der får 5 for deres eminente evne til at spille præcis 30 minutter.

10-10-12: Wien og HateSphere = perfekt match

For første gang på denne tur ankommer vi til en by, som det sig hør og bør. Nemlig tidligt. Og til vores held lander vi denne dag i Wien, som i min optik er en af de smukkeste byer på denne jord. Byen emmer af sin imperiale fortid, og det er ren guf for en idehistoriker som mig.

Efter 6 dages druk og lige så mange dages tømmermændspleje i bunken, og når tiden oven i købet for en gangs skyld var til det, tænkte jeg, at det var på høje tid at få rørt sig lidt. Det viste sig imidlertid, at min krop simpelthen ikke ville som jeg ville. Alt gjorde ondt. Selv min normale opvarmningsrutine var uudholdelig. Et faresignal, jeg i retrospekt burde have taget mere alvorligt. Men nej, nej, i stedet kastede jeg mig ud i alskens gymnastiske øvelser, jeg ikke rigtigt beherskede. Den manglende kropskontrol kulminerede i en koldsvedende rystetur på vej tilbage til bussen, hvor det også gik op for mig, at turné-livet ikke går så godt i spænd med fysisk aktivitet. Dette understregede både Mike og Pepe selv samme dag, da de beklagede sig efter henholdsvis en vandretur gennem Wien og en serie armbøjninger. Omvendt gør det godt for samvittigheden at røre sig lidt, og det er absolut værd at tage med, når man igen skal se bunden af utallige flasker.

Wien er blevet lidt af en hjemby i udlandet for os, og showet denne aften blev da også turens nye og hårdt tiltrængte højdepunkt. Publikum gik fuldstændig bananas, især en meget beruset LG Petrov-lignende gut, der indimellem måtte tage sig et hvil på scenekanten, løb med prisen for mest underholdende medlem af publikum. Under sidste nummer, som altid 'Sickness Within', havde han sneget sig op på scenen og om bag mig, og i sin begejstring løftede han mig pludselig op. I det øjeblik tænkte jeg: ”Nu er det slut. Han vælter med os begge to ud over kanten af scenen, og jeg smadrer hovedet ned i gulvet”. Men det viste sig til alt held og min store overraskelse, at gutten havde fuldstændig styr over situationen, og jeg blev sat pænt på mine ben igen.

Det er endvidere blevet lidt af en tradition, at jeg skal bunde en bajer på scenen, når vi spiller i Wien. Publikum råber ”X, X, X, X…” og så er det bare at komme i gang. Jeg kan godt holde til at bunde en enkelt bajer på den måde under et show. Denne aften var publikum imidlertid opsatte på at få mig til at brække mig, så jeg blevet nødt til at udlicitere diverse ”bajerbundninger” til fx Pepe, der åbenbart drak meget små øl, og ikke mindst LG-klonen, der efter at have tømt en halv liter dåseøl rev dåsen midt over under stor jubel fra alle i salen.

Aftenen i Wien gav fornyet energi, så der blev drukket tæt. Bajerne var sluppet op takket være en ihærdig indsats fra vores svenske venner i Wasteland Skills. Forpulede svenskere. Vi måtte derfor ty til vinen og sprutten. Og det gjorde vi til den store guldmedalje.

Jeg skylder at sige, at problemerne med bussen endnu ikke var overstået. Hjulet på traileren var efter punkteringen ved at falde af, og vi var nødsaget til at efterlade traileren og i stedet finde plads til alt vores i gear inde i bussen. Den nat sov jeg i ske med en EVH-forstærker.

Vurdering: Jeg havde travlt med at hænge ud med 6 gutter omkring et bordfodboldbord med hver deres nyerhvervede HateSphere-trøje, men mellem lydene fra bordfodbolden kunne jeg svagt høre, at Mnemic spillede et fantastisk show (5/5).

11-10-12: En stille dag i Bratislava

Næste mål var Slovakiets hovedstad Bratislava, der ligger kun 80 km fra Wien. Vi ankom derfor i god tid og gik sammen med Mnemic-drengene straks på jagt efter kaffe og kage. Efter nogen tids vandring fandt vi et hyggeligt sted i efterårssolen med god udsigt til hovedgadens liv. Latten blev bællet og kagen kværnet før vi begav os tilbage til spillestedet, hvor tømmermændene for alvor satte sit præg på dagen. Alle forholdt sig meget roligt i selskab med deres smartphones. Ikke mange ord blev udvekslet, og dagens højdepunkt var helt klart aftensmaden, som var turens hidtil bedste.

Showet var ganske fint, men det var ret tydeligt, at dette kun var HateSpheres andet besøg i Slovakiet. Med undtagelse af nogle hardcore-kids, der troede de kunne danse deres mærkværdige hardcore-dans med svingende arme og diverse tramp, og en pissefuld og irriterende makker med en trommestik, forholdt publikum sig hovedsageligt lyttende og anerkendende, hvilket passede meget godt ind i dagens stille og rolige tema.

Vurdering: Fra min plads på en kasse umiddelbart ved siden af Brians monitor oplevede jeg på første hånd Mirceas ustyrligt feedende guitar. Det lød skide godt og var lige til en ren 5’er.

12-11-12: Eurodance-hygge i Cottbus

Turens sidste udlandsshow fandt sted i den østtyske by Cottbus kun ca. 20 km fra den polske grænse. Der var et gensynglæde for mit vedkommende idet vi skulle spille på spillestedet Gladhouse, som jeg besøgte sidst i de gode gamle Stomped-dage (altså dengang, det var fedt at spille musik). Og der manglede absolut ikke noget i Gladhouse. Vi ankom til en overdådig morgen-/frokostbuffet, som hurtigt blev fortæret af 20 velvoksne og sultne herrer. Efter maden joggede Jimmy og jeg en tur gennem Cottbus’ hyggelige og tilsyneladende gamle gader og parker langs floden Spree. Af fortidens fejltagelser havde jeg lært, at der ikke måtte gå for lang tid mellem motionsdagene og lavede derfor også en lille workout efter løbeturen, hvilket igen resulterede i en krop i oprør.

Vi sad alle og hang og suttede i vores første iskolde Beck's, da Pepe fik den geniale indskydelse at fyre op for noget Eurodance. Pepe ville egentlig bare irritere Mircea under et interview, men det endte med, at han fik pumpet lidt energi ind i hele selskabet – vi skulle dog lige have overstået de sædvanlige mistroiske blikke fra knægtene i både Wastelands Skills og Sybreed, men de røg alle uundgåeligt med på Eurodancen.

Vi spillede næstsidst denne aften, og på scenetrappen mødte vi et hårdt ramt Sybreed. Først kom Drop (guitar) haltende ned, herefter Ben (vokal) ligbleg efter at have brækket sig godt og grundigt og til sidst Ales (bass), der nær havde fået et epileptisk anfald fra det uendelige strobelys, lysmanden fyrede af. Eneste mand, der var nogenlunde uberørt af koncerten var trommeslager Kevin.

Jeg har på fornemmelsen, at HateSphere ikke havde mange fans i Cottbus før denne aften, men vi må sgu have fået et par nye efterfølgende, for folk var ikke til at styre i pitten.

Vurdering: Hvordan folk imidlertid teede sig under Mnemic-showet aner jeg ikke, men ude fra backstagerummet bag den lydtætte dør syntes jeg bestemt, de havde fortjent 5 ud af 5.

13-10-12: Hjem til Aarhus

Aarhus er HateSpheres hjemby, det beviser byen gang på gang, og denne gang var ingen undtagelse. Vi trådte ud på scenen til en pakket sal, og folk virkede så klar, som havde de ikke ventet på andet i årevis. Aarhus blev et nyt og sidste højdepunkt på turen, og det blev efter koncerten behørigt fejret med venner og familier ude backstage.

Tidligere på dagen havde vi efter den rettidige ankomst til Radar – Aarhus’ nye fantastiske spillested – ligeledes fejret turafslutningen med dansk smørrebrød og hjemmelavet cheese cake, hvilket hhv. Jimmy og hans kone havde stået for. Lykken lyste ud af Mnemics italienske bassist Simone da han satte tænderne i rullepølsen med sky, og jeg må da medgive ham, at det var et udsøgt måltid.

I min sidste og noget videre patetiske vurdering af Mnemic vil jeg lade mig inspirere af Iben Hjejle i filmen Blinkende Lygter'. I alle mine år som musiker har jeg aldrig hørt mere rædsom musik, men Mnemic fortjener 5 stjerner, én for Mircea, én for Simone, én for Brian, én for Victor og én for Guillaume. Tak for en god tour!