WMMF ´23: Fredag – Det skal gå hurtigere!

Italienerne og bysbørnene trak de længste strå med hver sit take på den sorte metal, på en førstedag, der ellers kun undtagelsesvis bevægede sig over det jævne.


Det var efter sigende et pænt fremmøde, der indviede årets udgave af Winter Metal Magic på warm-up dagen om torsdagen, hvor Nyredolk, Nigrum og Konkhra indviede festivalen. 
Selv lukkede jeg for arbejdscomputeren i det københavnske kl. 17, og gemte derfor kræfterne til i dag, hvor programmet rigtigt folder sig ud. Desværre uden Mysticum, som bakkede ud af logistiske årsager, hvad så end det måtte betyde, og hvor 1349 greb bolden i sidste time til at lukke scenen fredag.


Dead Void


Syv timer forinden er det dog Dead Void, der indvier lejligheden. Den københavns-baserede trio, der sidste år berigede os med den vederstyggelige dødsdoom-traver af en debut, 'Volatile Forms'. Hvor pladen læner sig mere mod den doomede side af bandet plejer de at skrue mere op for dynamikken fra scenekanten med ekstra primal død i ærmet.
Desværre er der mange ting, der ikke klikker for dødsdoomerne denne dag. En hi-hat vælter midt i et nummer. Basistens A-streng sprænger, og små fem minutters jammen mellem guitaristen og trommeslageren følger. Deres beskidte og svært fremkommelige stil er måske også lidt tung kost til decideret at åbne festivalen, især så langt tilbage som de står på scenen og nærmest beder om ikke at få publikum med sig. 

Omstændighederne til trods, så er det tydeligt, hvor meget trommeslagerens dynamiske flows fra pumpende dødstrommer til funeral doomet tyngde giver til bandet. Når trioen slår hårdest kan guitaristen også klemme skrigende guitarsoli ind til at øge intensiteten, uden man bemærker fraværet af en rytmeguitar til at bakke ham op. Dead Void er på den måde virkelig dygtige til at bruge de musikalske virkemidler, de har til rådighed, til sin fordel, men det ændrer ikke ved, at det, med alle udfordringerne undervejs, ikke lige er deres dag i dag

Som næste navn, så kræver Denial of God næppe den store introduktion. I hvert fald ikke for de lokale, for hvem de vel nærmest er byens stolthed og satte black metal på dagsordenen i Danmark to årtier før Solbrud præsenterede  den næste generation for genren. Udover alderstrumfkortet må vi dog kippe med hatten for stadig at bære den sataniske black-fane så solidt videre, som vi ser dem i dag. Det er i hvert fald svært at forstå, hvorfor de ikke har fået opbygget mere af et navn herhjemme end tilfældet er, når man hører de stemningsmættede opbygninger, de stadig mestrer så perfekt i sange som fx 'Black Dethe' og titelnummeret fra 'The Horrors of Satan' sent i sættet. ”Det skal gå hurtigere!” growler Ustumallagam, inden tremolo-riffet i næste nummer slår ind, og trommeslageren tilnærmer sig Gene Hoglans atomare teknik og præcision bag sættet fuldt omkranset af kister og kranier. I modsætning til Dead Void spiller alt her for Denial of God – den bedste gang, jeg har set dem til dato, og lad os krydse fingre for mange år tilbage i de lokale black metal-legender!


Denial of God

En del af deres musikalske arv kan, ifølge den lokale festivalbooker, krediteres til italienske Mortuary Drape, der følger umiddelbart efter. Et navn, der tidligere gæstede festivalen i 2013, og som heller ikke har tabt tråden. Tværtimod blev hele line-uppet reformeret i 2010, og selvom det kun et blevet til én fuldlængde og lidt småtterier her og der siden da, så er den okkulte black metal-kvintet stadig en stærkt spillende enhed her i 2023. For undertegnede et blot to måneder gammelt bekendtskab, og sådan kan man jo gudskelov altid blive klogere.
Selvom den sortmetalliske ramme er omdrejningspunktet er det dog tydeligt, at de også favner bredere end som så, hvor både tekniske og thrashede finesser finder plads i lydbilledet, og hvor man ikke betvivler, at Mercyful Fate også har gjort en forskel nede i støvlelandet. Bassistens hårde anslag er usædvanligt meget fremme i lydbilledet, men med sine for genren usædvanlige slapbas-twists og akkordforløb var det kun en ekstra bonus til at demonstrere, at Mortuary Drape kan meget mere end blot at sprede horror og uhygge i den hyppigt kutteklædte underverden, black metal-scenen tenderer til at være i disse tider. En koncert, vi i øvrigt har dækket mere uddybende her.

Flirten med dæmoner og det okkulte fortsætter med næste booking, men så er der vist heller ikke mange flere paralleller at trække mellem Mortuary Drape og svenske Lucifer. Nicke Anderssons retro-hardockede projekt med konen Johanna Sadonis i front, og et lækkert svingende bekendtskab dengang jeg først oplevede dem på Sweden Rock 2019. Hvor de dengang holdt sig til rock-fundamentet, vi kender dem for på plade, så har de skruet lidt ekstra op for distortionen her på Eksercerhuset, formodentlig for at adaptere sig metalfestivalens ramme. I mine ører for påtaget, og med årene må jeg nok også erkende, at jeg er relativt mættet af retro-70'er-bølgen, der som i dette tilfælde bliver for karakterløs og ensformig, hvorfor jeg vælger at udnytte mellemtiden til at prøvekøre den glimrende gyros fra foodstanden udenfor. Et par langvejsfarende fra Hamborg havde da også sin egen fest i en af bilerne udenfor, hvor bilanlægget var skruet helt op til 11, og der blev skrålet flerstemmigt om heavy metal angels. En ganske glimrende og veltimet intermezzo, hvis jeg selv skal sige det – og i øvrigt fuld respekt for dedikationen i at rejse fra Tyskland til Fredericia og bo i sin bil, når nu hele byen var overbooket af en håndværkermesse.


1349

Intet genrespring i dag er dog større end skiftet fra Lucifer til 1349.
Det røde lysinferno og Frosts maskingevær-trommer er vist sigende nok for, hvad vi har at gøre med. 1349 var året, hvor den sorte pest nedlagde 2/3 af Norges befolkning, og på samme vis spiller de black metal så nådesløst, så man kun kan enten elske det eller erkende sit nederlag. 
Ligesom en sen sommernat på Summer Breeze 2017 må jeg kapitulere og vederstå, at jeg er uforstående for, hvad der skulle være så appellerende ved denne dystre, sorte enhed med intet andet end infernalsk monotoni, nitter og symaskine-tempi at trække på. En booking, der kun gør undertegnede mere trist ved tanken om, hvor magisk det kunne have været at se Mysticum på samme scene lige nu, men ak, så heldige skulle vi ikke være.

Nuvel, så er det jo heldigt, at vi har en bedre dag foran os i morgen...