Tromlet til døde
Dead Void hakker og sprutter sig igennem deres bulldozer-hærgede debut, der henter points på nådesløs, skraldet charme, men alligevel mangler det gyldne tredje til helt at grave sig ind under rygmarven.
2. The Entrails of Chaos
3. Sadistic Mind
4. The Reptilian Drive
5. Perpetually Circling the Void
”Less technical. Less progressive. Even less ritualistic.”
Så simpelt udtrykker Dead Void selv deres udtryk på sin Bandcamp-side – nogen gange behøver man heller ikke gøre det sværere, end det er. Den københavnske, omend lettere internationale trio er afgjort skåret ud af et dødsdoomet fundament uden på nogen måde at gøre opskriften mere kompliceret end højst nødvendigt.
Ikke, at de ikke stadig forlader sig på nogen af dødsdoomens klassiske træk – det smadrede, det forstyrrede, det atmosfæriske. De lange konstruktioner. Variationens kunst. Alle stereotyper for genren, men i Dead Voids tilfælde udtrykt fra en hulemands perspektiv.
Ovenpå et par formative demoer er ’Volatile Forms’ første chance for at høre Dead Void folde sit univers fuldt ud på plade. De har allerede hurtigt gravet sig ind i den rådne del af Københavns dødsmetalmiljø fra scenekanten, men skiller sig ikke desto mindre tydeligt ud fra resten af dødshorderne med deres abrupte start/stop-vekslende virkemidler og bas-tunge dissonans. Et glimrende eksempel er ’The Reptilian Drive’ – lægger slæbende tungt for land med trommer, der kun liiige markerer hvert anslag, før verset fører os igennem ni minutters snørklede afkroge udi alt fra funeral doom til Duracell-hamrende primaldød. Ukalkuleret og skramlet, men på sin vis forbandet fængende. Ikke, at de små strejf af melodi på nogen måde virker til at være tilsigtede. De er snarere en følge af deres forsimplede, vekslende virkemidler.
’Atrophy’, som åbner pladen, er et andet eksempel på dette. Indledt med to minutters klaustrofobisk tyngde og bjørnebrøl, perfekt afløst af et tilsvarende, slæbende riff i dobbelt tempo, der uforudsigeligt sniger sig ind og ud af lydbilledet, som nummeret skrider frem, senere afløst af den pumpende, insisterende hulemandsdød, når bissen rigtigt skal skrues på.
Deres primitive særkende har dog også sin bagside. Som fx i ’The Entrails of Chaos’, der glider lidt for meget i slæbende tomgang. Man skal i det hele taget være i et særligt lune for at omfavne ’Volatile Forms’ i sin fulde form, som den gør sit ypperste for at hensætte lytteren til et eller andet rallet primalstade, så man bedst er tjent med at have frirummet til rådighed til at slå reptilhjernen til.
I den rette sindstilstand er ’Volatile Forms’ ikke desto mindre et friskt, forstyrret pust på den danske scene. Der er vel næppe andre herhjemme, der kan skrive mere end 10 minutter lange doom-hærgere som den bastante ’Perpetually Circling the Void’, der fører os lukt ned i sindets mørkeste afkroge som afrunding på de 44 minutters forstyrrede galskab.
Hvor de vil hen herfra, må tiden vise, men ’Volatile Forms’ har bestemt sin primale charme. Dead Void mangler dog stadig at finde essensen af, hvad det kan blive til, men for hvad det er – altså, en debut fra et band, der tør gå sine egne, snørklede veje, briste eller bære – så kipper vi med hatten for deres rustne indspark til den danske dødsdoom-scene.