Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Hot takes

Updated
unpopular opinion

Devilution elsker en god beef. Men de er alt for sjældne nutildags. Frygt ej. Her kommer materiale til en god kommentarkrig.

Dato
20-03-2023
Forfatter

Vi kender det alle sammen. Vi er nok ikke specielt stolte af det, men der er en sær tilfredsstillelse ved at skændes med nogen i et kommentarfelt. Nogle af os er endda vokset op med det.
Undertegnedes spæde start kom på DR’s musikfora på SKUM, hvor metalfraktionen til sidst var træls nok til, at vi fik vores egen afdeling. Kæmpe sejr. Derefter gik det vilde ridt med at skælde ud på folk, der hørte metalcore eller mente, at Slipknot var ægte metal. Karrieren fortsatte på Metal-archives.com’s debatfora, der på det tidspunkt var ualmindeligt edgy. Flammerne skød til højre og venstre, og en holdning til musik kunne ofte foranledige alenlange diskussionstråde fyldt med uhæderlige personangreb. The glory days.
Nu til dags bliver folk mest hidsige, hvis man snakker om politik eller medicin, og helt ærligt, hvem orker det, i 2023? Not this guy. Så lad os skændes om musik. Her kommer, ganske uprovokeret, fem brandvarme takes fra undertegnede og undertegnede alene. Devilution står på ingen måde inde for det her.

5. Wolf Devil


Ligesom Big Bang Theory er en komedie, hvor dumme mennesker skriver om, hvordan de tror, kloge mennesker ville agere, så er Wolf Devil et projekt, hvor dumme mennesker gør nar af andre dumme mennesker, på en måde de tror kloge mennesker ville gøre. Men det ville de ikke.
Det er uden tvivl undfanget som en ide om satire, men satire fungerer kun, når man kan se forskellen mellem dem, der gør nar, og dem, der gøres nar af. Ellers bliver det i højere grad et skuespil. Og selvom der ved gud er rigeligt at gøre nar af i den danske metalscene, så bliver det altid i højere grad tåbeligt end underholdende, når “mig Glenn” giver sig i kast med performancen.
Der er reelle arrangementer – også ganske velbesøgte – i den danske scene, hvor man i højere grad bliver i tvivl om, hvorvidt det er satire, end man gør med Wolf Devil. Det er ligesom når en fem-årig har lært at konceptet “vittigheder” eksisterer, og gør sit bedste for at finde på nogen selv. Vi forstår pointen, men hvis vi griner, bliver det af tåbeligheden. Ikke af udførelsen.

4. Slayer


We get it. I var blandt de første. Men den første vaccine blev udført ved at snitte hul i huden og hælde betændelse fra en ko i såret. Det er de færreste, der synes, det lyder pissefedt i dag. Sådan er det også med Slayer.
Udover at have været chokerende med sange om en seriemorder og, let’s face it, nazi-staffage dengang i 80’erne, er der virkelig ikke meget at komme efter i det her band. Det er såmænd også okay. Problemet er blot, at metalscenen har en kollektiv hjerneblødning, hvor det her skidt bare ikke kan få lov at dø.
Det har nok noget at gøre med, at Kerry King er førstemedlem af selvsamme hjerneblødningsklub og i øvrigt er fuldstændig berøvet for andre talenter end at spille ensformige chugga-chugga riffs og alt, alt for mange og for lange soloer.
Man kan vel næppe bebrejde manden for at have lyst til at hæve en månedlig check, men der, hvor man til gengæld kan pege fingrene hen, er på de fans, der stadig råber og skriger på bandet til hver en tid, køber billetter til deres shows og har deres gudsjammerlige ørnepatches på blå denim-veste.
I historisk kontekst er Slayer et one-hit-wonder, hvor resten af verden ikke har opdaget, at der ikke var mere at komme efter end ‘Reign in Blood’. Slayer skabte ikke thrashen, de tog den ikke et nyt sted hen, og de gjorde ikke noget spændende med den. Håbløst spild af tid.

3. Slipknot


Ok, den her bliver mere og mere kontroversiel for hvert år, der går. Men i gamle dage var de fleste enige om, at Slipknot var i front for nu-metallen. De fleste var også enige om, at nu-metal var skrald.
Well, på nogle måder har historien vist sig forkert. Nu-metal var godt. Eller, det føles godt at lytte til nu-metal nu. Om det egentlig er godt, eller om vi bare er blevet gamle og længes efter en mere enkel tid, er svært at sige. Men en ting, der er helt sikker, er, at Slipknot står som det tætteste, vi har på arvtagere efter Metallica. Gud bedre det.
For Slipknot er i bund og grund en slatten gimmick. En mand i klovnemaske slår på tønder og skaber sig, og deres største, reelle claim to fame forlod bandet for ti år siden. Som mange siden (og før, faktisk, vis-à-vis Mushroomhead) har opdaget, er en gimmick en fremragende måde at få opmærksomhed på, og at klæde et mindre foldholdhold ud i fjollede masker har vist sig at være en af de bedre. Det siger bare absolut intet om musikkens kvaliteter, og når man har kørt i kreativ tomgang nærmest siden andet album, er det, som Kerry King ovenfor, nok i højere grad et spørgsmål om, at fylde op på bankbogen, end for at opnå noget som helst kunstnerisk. Dette er bandet heller ikke uærlige omkring – seneste plade er tydeligvis lavet for at komme ud af en kontrakt, der trækker penge ud af hænderne på Corey “MF” Taylor mfl.
Alt dette er så som så. Middelmådige bands er der rigeligt af. Problemet med Slipknot ligger, som med de fleste ting, faktisk, i højere grad hos bookere og fans. Leverpostejen regerer evigt, og Slipknot har iført sig den blå vikingehjelm som set hos Stryhns. Det er larmende ligegyldigt og stammer i højere grad fra en blanding af teenagenostalgi og veleksekveret rovkapitalisme. Merchandising, gimmicks, legetøjsfigurer og et image, der er noget mere skræmmende, end musikken har været i årevis, spiller sammen for at skabe den perfekte storm af H&M-metal.

2. Dansk hardcore


Hvis vi siger til Knocked Loose, at de bare skal spille bedre, så skal vi nok moshe, så gælder det i den grad også for de hjemlige bands. Men sådan er det det sjældent. Den danske hardcore-scene, i forrygende vækst, som den er, er dog også befolket af folk, der i højere grad er inkarnationen af /r/hardcores brugerbase end reelt sejt. Der er ganske megen gorillaattitude, flash tattoos og et hysterisk morsomt forsøg på at passe ind i en machokasse.
Det er lige dele underholdende og nedslående at være vidne til en person, der vandrer hvileløst rundt på et sparsommeligt befolket dansegulv og imiterer Harley Flanagan, når man ved, at man befinder sig i Valby og Ikke New York City, at året er 2023 og ikke 1986, og at vedkommende skal på arbejde som pædagogmedhjælper på mandag.
Alt er mere effektivt, når det er ægte, og man mindes Jeb Bushs “please clap”, når der med grus i halsen råbes, at “publikum skal se at komme i-fucking-gang!”. Der skal nok blive moshet, når der er noget at moshe over, og selvom de fleste danskere måske er lidt mindre kamplystne end amerikanerne, så har vi oplevet rigeligt med sveddækkede shows alligevel. Kvaliteten skal bare være dertil.
Oven i denne tryhardness kommer dertil en kultur gennemsyret af ironi og en eller anden form for machismo. Der tyres energidrikke, løftes jern og jokes så hårdt, at man bliver i tvivl om, hvor usikkerheden stopper og hvor facaden starter.

1. Mayhem


I 'RuPaul's Drag Race' er det ofte messy bitches, der vinder seernes hjerter, og Mayhem er the messiest of bitches. Det er også helt tydeligt det, der har givet dem en plads blandt de store, norske bands. For det er sure as shit ikke musikkens kvaliteter, der har sikret det.
‘Deathcrush’ lyder som at skide i en konservesdåse, ‘Live in Leipzig’ er endnu værre, og ‘De Mysteriis dom Sathanas’ kandiderer til titlen som “mest overvurderede metalplade”. Og det siger ikke så lidt.
Mayhem handler kun om drama og staffage. Kirkeafbrændinger, muggent tøj, selvmord, stuvning og kraniehalskæder, døde dyr i fryseposer, nynazisme, kommunisme, sekterisk opførsel og vanvittig opblæsthed er alt sammen medvirkende til deres succes. Alle elsker alle historierne, og det skal de resterende medlemmer være glade for. For ud over en kort overgang med Maniac, har genialiteten i deres musikalske oeuvre i den grad været til at overse. I 1994 udkom ‘In the Nightside Eclipe’, ‘Transilvanian Hunger’, ‘Hvis Lyset Tar Oss’ (trods dens ophavsmands tåbelige hæslighed) og så ‘De Mysteriis dom Sathanas’, der fik Attila Csihar med på vokal. Og Csihar er rigtig dygtig i Sunn O))). Det kan man ikke tage fra ham. Men det handler rigtig meget om, at hans vokal er lige så sløv og slæbende som dronemetal. Det lyder skrækkeligt i black metal, og man kunne vædde på, at den plade havde været glemt på to uger, hvis det ikke var for det selskab, de holdt, og den kontrovers, der kom ud om bandet. Som med de andre eksempler er bandet også udmærket klar over, hvilke strenge de skal spille på for at få opærksomhed. Derfor får vi tåbelige udmeldinger som Necrobutchers “Jeg var også på vej for at myrde Euronymous”, der blev sagt lige inden udgivelsen af den håbløst ligegyldige ‘Daemon’ i 2019.
Hvis ikke det havde været for den tid, de kom frem i, var Mayhem blot en fodnote. Selv pladebutikken er vigtigere end bandet.


Alright, giv den gas i kommentarerne.