Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Post-festivaldepression

Populær
Updated
Top 5 – Post-festivaldepression

Lige så vild og euforisk, som festivalfeberen kan være, ligeså brutalt  kan post festival depressionen ramme, når hverdagen melder sig. Men frygt ikke – Devilution hjælper dig med at gennemskue symptomerne og forkorte helingsprocessen.

Fotograf
Jacob Dinesen

Du kender det måske. Du og dit festivalcrew bruger uger og måneder på at planlægge noget, der kun kan ende med at blive en af de vildeste uger i jeres liv. Hvem lægger ud for pavilloner, hvem kører derhen, hvem køber de første 20 rammer øl, og hvem sørger for et fem meter højt anlæg, der kan klare at spille Slayer med ubarmhjertigt meget bas 24 timer i døgnet? 

 

Efter en uge, hvor du har badet i regn, mudder, sol, tis, dårlige Slots-øl og selvmedlidenhed og har følt dig som festivalens naturlige, headbangende midtpunkt kl. 03 om natten i et tætpakket festivaltelt, mangler der noget mandag morgen, efter du er stået ud af din seng og har taget et varmt bad. Du undrer dig over, hvor det obligatoriske skidt under dine negle er blevet af, og hvor alle de tissetrængende og ulrikanråbende festivaljomfruer har gemt sig. 

 

Har du desuden konstant lyst til skrige teksten til 'Holy Diver' eller 'Raining Blood', svært ved at huske, hvordan man anvender et spisebord, og nægter du at fjerne dit mugne festivalarmbånd? Så kan noget tyde på, at du er blevet ramt af den frygtelige sygdom kaldet post-festivaldepression, der rammer mange tusind danskere årligt. Desværre er der ingen øjeblikkelig kur at hente, men der findes en række måder, hvorpå du kan komme helskindet ud på den anden side, og dem får du her: 

 

1. Tud igennem som det stærke metalhoved, du er

Bryder du sammen, er det er tegn på, at du har været stærk alt for længe. Drik den øl efter arbejde og restituer til det band, der gav dig den bedste koncert på festivalen. Moster Asta fatter det måske ikke, men hun forstår jo heller ikke, hvad musikken i virkeligheden drejer sig om, vel?

 

2. Arranger en reunion med dine festivalhomies

Genoplev de fede festivaløjeblikke og dumme festivalcitater sammen. Dine fellow metalheads kender til hver en tid følelsen efter en endt festival. Sørg sammen.

 

3. Spred det tunge budskab

Du kan ikke regne med, at resten af den strømlinede verden fatter, hvad du snakker om, så gør selv noget for at ride videre på bølgen. Tjek det dér absurd fede band af, du så spontant på en af festivalens små scener, og udvid dit musikalske bagkatalog. Så kan du for en gangs skyld være den overskudsagtige person i vennegruppen, der ved, hvad der rører sig i undergrunden netop nu.

 

4. Der er flere musikoplevelser derude

Måske var du både på COPENHELL og Roskilde. Måske skal du også på Wacken Open Air og Brutal Assault, eller findes der måske festivaler, du endnu ikke har tjekket ud, men som har lige præcis de navne på plakaten, som du har ledt efter i årevis? Du finder kun ud af det ved at undersøge markedet nu – nye eventyr venter forude.

 

5. Det er sket for dig, din heldige asen!

Det kan godt være, at din hverdag er træg at slæbe sig igennem, så varm dig ved mindet om festivalen. Husk dine nye bekendtskaber, og forbered dig endnu grundigere til næste festival. Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget. God sommer, nyd den for helvede.