Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Bandroulette

Populær
Updated
roulette-wheel-vintage_0

Savner dine højtalere at spille nye toner? Frygt ej. Denne uge præsenterer vi dig for fem fuldstændige tilfældige bands og et koncept, du kan tyvstjæle til at opdage ny musik med – vi garanterer dog ikke for et godt resultat.

Forfatter

Det er kedeligt at være hjemme, ligeså at høre de samme plader om og om igen. Coronakrisen har givet os meget tid mellem hænderne, og hvilken bedre måde at bruge den på end at lytte til ny musik?

Undertegnede har foruden for alvor at dykke ned i cumbia, hvilket er knap så spændende i Devilution-regi, også haft rigeligt med tid til at opdage nye metalbands. En af de mere underholdende måder at gøre det på er gennem www.metal-archives.com, hvor man lader denne vidunderside mere eller mindre diktere, hvad der skal komme ud af højttalerne. Nogle gange bliver man positivt overrasket, men det er langtfra altid tilfældet. Præcis som at spille roulette.

I læsere skal naturligvis ikke snydes for at lytte til fuldstændig tilfældig musik, og for at gøre det hele samfundsaktuelt, vil denne omgang bandroulette have fokus på bands hvis navne starter med C, O, R, N og A (for dem, der ikke fanger den med det samme, bruges disse fem bogstaver til at stave til corona). Genialt og utrolig dumt, ikke?

1. Cabra Infernal
På første side af listen af bands, der starter med C, finder man i alt 500 resultater, og efter to scrollinger ned landede musen på noget, der næsten ikke kunne have været bedre; et band fra undertegnedes hjemland og fødeby, der spiller rå black metal, og som tilbeder Mørkets Fyrste.

Cabra Infernal er fra Ecuadors hovedstad Quito, har eksisteret siden 2013 og har kun udgivet et enkelt fuldlængdealbum, ‘El Evangelio de la Cabra Infernal’ fra 2016, som udkom gennem brasilianske Nekrolust Records, der specialiserer sig i ekstremmetal.

Hvis ikke bandnavnet og albumtitlen allerede skulle have afsløret det – i hvert fald for dem, der er bekendte med det spanske sprog – er trioen utroligt glade for geder. Forsangeren og guitaristen kalder sig for Infernal the Goat Warlord, trommeslageren for Ati Kapari Goat og bassisten for Equidnos Old Goat. Satantilbedelse kan udtrykkes på mange måder ...



2. Olvar
På tredje side og fire scrollinger ned på O-listen endte musen på amerikanske Olvar, der ligesom Cabra Infernal også spiller sortmetal, dog i den atmosfæriske ende.

Man kan ikke just sige, at Minneapolis-duoen har været synderligt produktive, for siden deres dannelse i 2012 er det kun blevet til en enkelt udgivelse, en selvbetitlet demo. Tilsyneladende skyldes det, at begge medlemmer har haft mere travlt med et andet fællesprojekt, Burning Bethlehem, der har et lidt mere spændende CV.

Der er dog ingen tvivl om, at ambitionerne omkring projektet ikke var helt lave, da det så dagens lys; ordet “Olvar” er hentet fra J.R.R. Tolkiens 'Silmarillion'-univers og hentyder til træer og andre planter med rødder i jorden, hvilket der tydeligt refereres til på bandets logo og coveret på deres ep.



3. Repugnance
På femte side og seks scrollinger nede ad R-listen lander vi på et blandt mange bands ved navn Repugnance. Denne specifikke gruppe er fra Malta og har eksisteret siden 2011. Alligevel er aktivitetsniveauet ikke meget højere end Olvar, men de har trods alt en udgivelse mere på bagen.

Sidste år udkom deres første fuldlængdeplade, ‘Shrouds of Deceit’, på det tyske selskab Rising Nemesis Records, der specialiserer sig i genrer, hvori ordet “death” indgår. Og når man hører Repugnances musik, er det da næsten så traditionel brutal dødsmetal, som det kan blive.

 ">  

4. Nigrae Lunam
Endnu e ngang tager rouletten os til de sydlige dele af det amerikanske kontinent. På syvende side af N og otte scrollinger nede finder vi brasilianske Nigrae Lunam, der kalder sig selv for misantropisk og ond doom. Undertegnede er ikke helt enig, og dette er et af de mindre heldige musikprojekter, denne latterlige måde at finde nyt musik på har bragt med sig.

Duoen består af multiinstrumentalist Kastiphas, der også medvirker i en håndfuld andre bands fra delstaten Bahia, og vokalist Paulo Brasil, som ifølge detektivarbejde på internettet heldigvis ikke – hans oprindelse taget i betragtning – er et kunstnernavn. Duoen har eksisteret i knap to år.

Deres eneste udgivelse er ep’en ‘Lilith Regnator Est’, som så dagens lys for omtrent seks måneder siden og er udkommet gennem Blasphemy Production, begrænset til 700 kassettebånd. Heldigvis, selvom der nu er tale om et forholdsvis højt tal.



5. Altjira
Sidst men ikke mindst finder vi Alt(og ikke Go-!)jira ti scrollinger nede på niende side af A-listen. De spiller thrashet heavy, kommer fra Parma i Italien og har eksisteret siden 2014.

‘Anent Wist’ er navnet på deres længste udgivelse, en ep fra 2017, der er inspireret af fortællinger, mytologi og legender, hvis formål er, at “inspire listeners finding their own point of view by showing band's interpretation of the stories it plays of.” Et år senere udkom singlen ‘Pyretic’.

Siden er der ikke sket meget, og bandets sidste Facebookpost er fra januar. Hvorvidt den manglende aktivitet skyldes de store konsekvenser, coronasmitten har haft for det sydeuropæiske land, eller at kvartetten simpelthen bruger deres kræfter andre steder, er ikke til at sige. Bliver man fan af nedenstående nummer, må der ikke være andet for end at besøge Altjiras sociale medier en gang om ugen og håbe på et pip.

 ">