Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Metalnationer i Norden

Populær
Updated
Top 5 - Metalnationer i Norden

Tja, vi har vel altid haft en formodning om det: Danmark hører til i den absolut letmetalliske afdeling hvad angår antallet af metalbands i forhold til indbyggertal. Men nu kan en videnskabelig (næsten da) undersøgelse desværre dokumentere påstandens gyldighed. Vi dumper i Norden!

1. Finland
Med udgangspunkt i de arkiverede data på www.metal-archives.com – ”Encyclopedia Metallum” - er der søgt på, hvor mange metalbands, der kommer fra enkelte nordiske lande. For Finlands vedkommende udgør det samlede antal 2.899 bands. Antallet er herefter divideret med Finlands indbyggertal, hvilket i følge dr.dk's website er 5.309.849 indbyggere. Det giver et resultat, som viser at der i Finland kun er ca. 1.830 indbygger pr. metalband. Resultatet er lidt misvisende, da der i Metal Archives indgår såvel aktive som opløste bands, men det er gældende for samtlige lande i undersøgelsen.

Den samme beregningsmetode er benyttet for hhv. Danmark, Norge, Sverige, Island, Færøerne og Grønland.

Men altså: Finland styrer suverænt.

At Finland scorer bedst er vel ikke overraskende. Landet er kendt for metalbands i stort set alle undergenrer: gothic-, power-, black-, symphonic- og glam metal osv. osv..

2. Sverige
Det kommer vel heller ikke som den store overraskelse, at Sverige indtager 2.-pladsen med ca. 2.650 indbyggere pr. metalband. Begrebet ”Svensker-død” er jo en indikator på landets mange dødsmetalbands, ligesom den melodiske death metal er blevet kaldt Göteborg-genren. Herudover har Sverige jo også en masse sleaze metalbands og progressive metalbands.

3. Norge
Ind på 3.-pladsen brager Norge – vel heller ikke en overraskelse – med ca. 3.600 indbyggere pr. metalband. Norge har jo også markeret sig fornemt på metalverdenskortet med de mange black metal-bands, ligesom de mange gothic- og folkinspirerede metalbands med kvinder i den vokale forgrund har været dominerende på den europæiske scene.

4. Island
Hey – hvor bliver Danmark af???? Gennem tiderne har Metal-Archives.com registreret 79 islandske metalbands, hvilket bringer det tyndtbefolkede land i på en flot 4. plads med lidt over 4.000 indbyggere pr. metalband. Man kan vist dårligt sige, at energien på Island har resulteret i den helt store verdensberømmelse for de islandske metalbands. Men det må konkluderes, at der helt bestemt er røre i metalundergrunden, som med blikket rettet mod Norge tilsyneladende er domineret af black metal.

5. Færøerne
Det er pissepinligt det her!!! Med 8 metalbands på Færøerne, (hvoraf imponerende 7 stadig skulle være aktive), overhaler ø-gruppen med ca. 6.000 indbyggere pr. metalband så rigeligt Danmark (der, i parentes bemærket, med ca. 7.500 indbyggere pr. metalband kommer ind på en skuffende 6.-plads foran nummer sjok fra Grønland).

Færøerne kan endda prale af, at øerne i kraft af bandet Týr har et band, der har gjort sig internationalt bemærket inden for folk-metal/vikingemetal-genren.