Top 5 - En satans uge

IMG_20191004_151650384

Korte personlige glimt fra nogle heftige dage i musikkens tegn, lige fra stærke koncertoplevelser til den største tragedie.

Dato
06-10-2019

Mor er ikke skuffet, men hun er satme træt. Det har været en hæsblæsende uge, der har resulteret i for lidt søvn og et imponerende 'sæveøje', som man ville sige på Fyn. Så nej, der kommer ikke en lang, højtravende udredning om dette og hint hvad angår fine sager i metallens verden – derimod de fem hurtigste pletskud, der kommer til overfladen, når jeg ser tilbage på en satans uge.

1. Muldjord
Jeg vil godt slå en slag for Lars Muldjord og hans seneste udgivelse i eget (efter-)navn, alene fordi det har reddet min morgen hele ugen. Alle frustrationer er hver dag blevet nulstillet med ’A Cascade of Eventualities’ i ørerne, der udkom for over et år siden i august 2018. Men mormor her har altså først lige fundet den frem fra gemmerne. Og heldigvis for det.

En kort beskrivelse kan være ”blæsende død med ræbende vokal og melodiske pusterum”. Det er sært at vi ikke har brugt mere tid på det her på Devilution udover en enkelt anmeldelse af 2014-albummet ’The Color Of My Soul’. Men her er et lille spotlys på dig, Lars, med tak for musikken og horn for at smide det op til gratis fornøjelse og udbredelse på Bandcamp. Lyt til Muldjord her

2. Tragedier
Fandeme ikke nok med at Pretty Maids må aflyse koncerterne resten af året, som konsekvens af at Paul Christensen, bedre kendt som Ronnie Atkins, har fået konstateret lungekræft og skal i behandling. For helvede. Inkarneret fan er jeg ikke, men Pretty Maids med Atkins i front har leveret nogle stærke livepræstationer, også gennem de seneste år – jeg husker blandt andet særligt Wacken Open Air i 2013, hvor temperaturen langt oversteg de 30 grader, og hvor Pretty Maids til trods bare bankede en koncert af som var der ingen dag i morgen. Iklædt passende mængder varmt læder naturligvis.

Det er nærmest utænkeligt at forestille sig Atkins afkræftet, og når vi ser helt bort fra den musikalske del, er kræft en tragedie ingen burde skulle udstå. Og der ER en ny dag i morgen og forhåbentlig flere koncerter i den 55-årige vejlenser.

Søndag kom så endnu en mavepuster af de helt store. Den ene halvdel af Artillerys brødrepar, Morten Stützer, er død onsdag d. 2. oktober efter en blodprop i hjernen. 57 år gammel. Med andre ord alt for tidligt. Det er der simpelthen ikke ord for, så jeg vil undsige mig end at forsøge. Jeg falder tilbage i gode koncertminder med Artillery og får en knude i brystet ved tanken om de, der er tilbage, ikke mindst Mortens bror og Artillerys stolte vartegn, Michael Stützer, til hvem jeg sender min dybeste medfølelse på en sort dag af mange, der sikkert kommer.

3. Airbourne i Amager Bio
Var I der? Hvis ja, er I sikkert med i en kommende musikvideo, for bandets crew filmede til en sådan. Og koncerten? Den taler for sig selv for du kan se den her.



Jeg var på arbejde i Amager Bio hele dagen og fulgte af den grund med i sceneopbygning, lydprøve og hvad der nu hører sig til af den slags. På den måde mangler også den store præ-koncert-begejstring, for overgangen er ligesom lidt glidende fra backstage-fis til showstart. Selv om man så måske kunne foranlediges til at tro, at jeg får set en masse fede koncerter i Amager Bio, er virkeligheden oftest den, at jeg står på hovedet i en fadølstank, råber ad usamarbejdsvillige kasseapparater eller prøver at afholde brandalarmen fra at smadre festen, hvis I forstår sådan en lille en…

Netop i fredags havde jeg dog fri inden koncertstart og var simpelthen koncertgæst med alt, hvad det indebærer. Jeg misunder jer, der altid er det! Håber, at I havde en fed aften.

4. Det der (skide) sæbeøje
Efter Airbourne var der god tid til at nå aftenens andet hovednavn i København; mægtige Hatesphere, der skulle spille på Loppen omkring midnat fredag. Om eftermiddagen havde Airbournes merch-dude stået og spillet ’Resurrect With a Vengeance’ mens han satte sine ting op, og jeg var således ikke den eneste fan i bygningen; men nok den eneste af os, der kunne tage videre til koncerten.

En hurtig anmeldelse skal lyde som følger: Hatesphere var for vilde. "Vildere-end-din-mor"-vilde. På Loppens lave scene spyttede de Riffs I Fjæs (ja, det var en gratis sangtitel, Parasight) med komprimeret vilje og et voldsomt lydtryk, hvilket var en sjældent euforisk sammenblanding, der fik den begejstrede, men begrænsede crowd til at koge. Således også jeg, der blev tvunget i knæ ved tyngden af den skarpladte sætliste og et oplagt femkløver på scenen.

Men Loppens gulv er glat. Som i spejlglat. I kombination med slidte støvlesåler resulterede det i en kontant kind-til-monitor-kontakt. Selv i moshpitten måtte vi halvt opgive ævred, fordi vi sejlede rundt på, hvad der føltes som en skøjtebane af øl. Men det betød ikke noget i øjeblikket, der hurtigt var glemt på foranledning af den røvsparkende koncert! Til gengæld måtte jeg tage lettere brødebetynget på...

5. Arbejde
For lørdag aften var der igen koncert i Amager Bio, med hvad der må siges at være thrashmetallens absolut diametrale modsætning. Således ufrivilligt heftigt sminket kunne jeg byde pænt velkommen til Danser Med Drenge og crew med et blåsort øje, der mere indikerede slåskamp end uheld. Well...

____

Så, ja, jeg er lidt træt, hævet i ansigtet og bagskæv (høhø) oven på en fantastisk sej koncert på Loppen og oplevelsen af Airbourne på Amager. Og på den eftertænksomme side temmelig benovet over at kunne kalde den slags for et arbejde. En ting er sikkert: Jeg skal aldrig tilbage til otte-til-firekonceptet, og jeg er færdig med at skrive Top 5’er på et fesent grundlag. Til gengæld er der lagt en solid bund for næste uges Top 5, der kommer til at  fremstå som en velartikuleret doktorafhandling fra en, der måske faktisk har noget på hjerte.

Med et varmt sidste farvel í den fysiske verden og TAK for mange gode musikalske minder:

Æret være Morten Stützer.