Top 5 – Fuldstændig tilfældige bands
Jaaa! Det er blevet tid til en ny omgang bandroulette, der enten kan få dig til at droppe dit nuværende yndlingsband eller bekræfte dig i, hvor god musiksmag du har i forvejen.
Nej tak til cookies og algoritmer, ja tak til at blive præsenteret for ny musik gennem vores alle sammens yndlingsencyklopædi, Encyclopaedia Metallum, og deres fantastiske ‘Random Band’-knap.
Kontra reklamer på sociale medier og YouTube, hvor man kan være sikker på, at det præsenterede band med al sandsynlighed er gennemsnitlig og derfor kedeligt, er tilfældet det stik modsatte på den side, du som nysgerrig metalfan som minimum burde besøge en gang om dagen. Her gemmer sig tusindvis af bands, der svinger så meget i kvalitet, at det nemt kan sammenlignes mellem at spise på Alchemist eller ottendedagen på campingpladsen på Roskilde Festival. Spændende, ikke? Lad undertegnede guide dig igennem metalverdenens (u)herligheder med uforbeholdne, umiddelbare og ærlige meninger om bands, ingen af os med al sandsynlighed er bekendte med.
1. Bandet kun din granfætters nabos bekendtes MySpace-ven har hørt om
Vi skal til Ungarn, hvor nogle venner i 1988 besluttede sig for at spille thrash. De skulle hedde det samme som en temmelig kendt engelsk fodboldklub, nemlig Arsenal.
At dømme ud fra deres diskografi, som består af tre demoer udgivet mellem 1989 og 1992 samt deres store udskiftning i lineuppet, har et af medlemmerne været et dominerende røvhul, hvis ego ingen kunne holde ud. Et andet scenarie er, at projektet nærmere kunne kategoriseres som et kunstnerkollektiv, hvor de involverede musikere kom og gik, som det passede dem. Selvfølgelig kunne deres korte levetid også skyldes, at de fandt ud af, hvor få penge der er i at spille musik, og derfor hellere ville tage sig en lang videregående uddannelse inden for økonomi og være iført jakkesæt resten af deres liv. Hvem ved?
Det har ikke været muligt for undertegnede at opstøve noget af bandets musik, men måske en læser, der ikke har noget bedre at foretage sig, vil gå på jagt i det store internet?
2. Har I ladet jer inspirere af en Amager-tatovering?
Hvad er meningen med dette? HOS fra Tyskland – selvfølgelig, hvor skulle de ellers være fra? – er et af de mange bands, der virker komplet ligegyldige.
Gennem deres over tyve år lange karriere har de udgivet én demo og ét album. Førstnævnte fem år efter deres dannelse og sidstnævnte for tretten år siden. Deres tribal-lignende logo kan spottes i huden på flere mennesker på Amager i København, og så har de i starten af “karrieren” bevæget sig i en sfære mellem thrash og speed metal men er ligesom alle andre endt i dødsmetallen. Til gengæld kunne deres bandbillede tyde på, at de i det mindste er flinke mennesker.
3. De uhellige børn fra Santa Ana
Corpse paint, piggearmbånd, sorte lædertrenchcoats og omvendte kors. Ancient Sanctuary er et af de mange bands, der kunne have sat Latinamerika på sortmetallens verdenskort, men som – tydeligvis – ikke gjorde det. Og det kommer det heller aldrig til, for projektet har ganske enkelt ikke eksisteret siden 2013.
Der er dog ingen grund til ærgre sig, for det er ikke just det bedste latinamerikanske black metal, verden er blevet præsenteret for. For den sags skyld heller ikke det bedste mellemamerikanske, ej heller det bedste fra El Salvador. Med det sagt kan det måske være noget for fans af danske Satanic Assault Division?
4. Ques pues panas del Ecuador!
Denne bliver bittersød at skrive. Hvorfor? Jo, fordi undertegnede er født og opvokset i Sydamerikas perle, Ecuador, hvor Ritualism også er fra – og alene ud fra deres visuelle udtryk ligner de endnu et gennemsnitligt band, man ikke kan berette noget decideret interessant om. Det gør lidt ondt i hjertet, for hvorfor kan ecuadoriansk musik aldrig måle sig med den imponerende natur og smukke landskaber, landet har at byde på?
Det er selvfølgelig svært at nå op på samme niveau som Galapagosøerne, Andesbjergene, Amazonas og Stillehavskysten, men derfor kan man vel godt gøre sig lidt umage. Jovist, det har Ritualism da også prøvet på med deres Obscura-lignende kosmiske sci-fi-univers, produktion og sing-along-musikvideo, men det skiller sig bare ikke ud fra mængden, vel? Når det så er sagt, er det ikke helt værst.
5. Bandbilleder med økser, ja tak
Nu skal vi tilsyneladende til noget lidt sejere og gudskelov for det, da det altid er bedst at slutte på toppen – selvom denne top er meget, meget lav. Læsere med god musiksmag er bekendte med Iron Bonehead Productions, som den finske trio Sammohan har udgivet musik på. Så helt skidt kan det ikke være, jo! Eller kan det?
Nuvel, produktionen er næsten værre end Burzums tidlige udgivelser, men attituden skinner igennem de rå riffs og sprøde vokal i det spirituelle thrash- og speed-univers, bandet præsenterer. Og selvom det visuelle udtryk er det absolut bedste ved hele pakken, kunne Sammohan med tilpas mængder alkohol i ens blod faktisk sagtens gå hen og lyde fede, hvis man oveni har en dårlig dag med ringe dømmekraft.