Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Hvad skal vi dog med Wacken Metal Battle?

Populær
Updated
x_XTD5746

Snart lukker tilmeldingen til årets danske Metal Battle. Herværende magasins Jacob Dinesen har i egenskab af impressario for den danske metal battle forhørt sig blandt tidligere deltagere og dommere for at høre, hvad bands egentlig får ud af at deltage.

Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

1. Esben Elnegaard Kjær Hansen, Hatesphere mm.

"I får mulighed for at sparre med dommer-/coachpanelet og trække på deres erfaringer og know-how inden for performance, bandmanagement, image- og SoMe-strategi samt musikbranchens mekanismer. Hvert band skaber rigtigt nok sin egen vej gennem musikbranchen, men ingen er nogensinde nået til tops uden andres hjælp og viden, så man lige så godt suge til sig og lære samt lade sig inspirere af andres succeser."

2. Kasper Molin, grundlægger af Wacken Metal Battle Danmark


"I kender det nok? I vil gerne ud at spille, men hold op, hvor er det et uoverskueligt marked. Hvem kontakter man – hvor starter man – hvordan gør man?

Heldigvis for jer, så er det faktisk ikke så svært. Det starter nemlig lige her i Metal Battle, hvor I får muligheden for at tilbringe flere dage sammen med yderst erfarent og kompetent hold fra scenen. Dette er jeres mulighed for at vise Danmark, hvorfor I er de næste i rækken, der skal til Wacken Open Air."

3. Søren Weiss, Blastbeast m.m.

"Du spiller måske allerede nu en håndfuld koncerter i løbet af året og møder i den forbindelse en stribe bands, der minder lidt om dit eget. Wacken Metal Battle er noget andet. Til Wacken Metal Battle er du en del af et større fællesskab. Du er en del af en turné sammen med 10 andre bands. Dette giver en gylden mulighed for at netværke med bands, du potentielt kunne sætte en endnu større turné op med efterfølgende. I vil helt sikkert det samme."

4. Marika Hyldmar, Xenoblight:

"Jeg var egentlig meget skeptisk omkring, at Xenoblight skulle deltage i Wacken Metal Battle, men det viste sig at være en rigtig god ide for et upcoming band. Man får sig en masse gode kontakter, og via de indledende runder bliver man eksponeret for en stor potentiel fanbase. Uanset hvordan det hele ender, får man et par fede koncerter ud af at deltage, og man får skabt venskaber bands imellem, som man kan samarbejde med i fremtiden."

5. Rasmus Dichmann Bang, Katla m.m.

"Modsat landets andre 'musikkonkurrencer' har Wacken Metal Battle en noget mere samarbejdsvillig, mere “i-bandets-interesse-agtig" stemning over sig. Da vi i Katla først overvejede at melde os til, grundet en opfordring fra tredjepart, var der først nogle skeptiske punkter, der skulle overvejes. Sælger man ud? Er man en poser, hvis man deltager? Er det for lamt? Er det et bureaukratisk lortesystem, hvor antallet af venner på Facebook og købte likes afgør resultatet?

For Katla handlede det om at komme ud og få mere sceneerfaring og hive flere fans med ombord. Hele konkurrencedelen sagde os for så vidt ikke noget, men oplevelsen med Wacken Metal Battle var rigtig god. På den måde at man fik etableret en masse gode bekendtskaber i branchen. Hvis man kan finde ud af at være tjekket ved get-in, under lydprøve, være ydmyg og venlig over for de respektive lydmænd og -kvinder samt de frivillige på de respektive spillesteder, så får man et netværk forærende. Samtidig får man erfaring med, hvad man skal gøre, når man er på et nyt spillested, og hvad man bestemt IKKE skal gøre."