Top 5 - Maskebands

Populær
Top 5 - Maskebands

Masker sælger. Sådan har det været, lige siden heavy metal blev opfundet. Ugens top 5 ser nærmere på bands, der næppe havde fået samme succes eller opmærksomhed uden den mystiske maskering.

Fotograf
Jacob Dinesen

"He's Back (The Man Behind the Mask)," sang Alice Cooper i nummeret af samme navn til den sjette film i serien ’Fredag den. 13’ fra 1986.

Igen gik den hockeymaskebærende Jason Voorhees amok i en blodrus og slagtede alt omkring sig. Jason Voorhees' sorte øjne bag masken og den evige blodtørst fascinerer på samme måde, som ”kollegaen” Michael Meyers fra ’Halloween-serien’ også gør. Masken er i bund og grund et simpelt, men succesfuldt filmtrick, der spiller på frygten for det ukendte og pirrer nysgerrighedens søgen efter svar på mysteriet bag masken.

Maskens effekt inden for musikhistorien er ingen undtagelse.

Den bruges inden for alle genrer. Men især den hårde rock og heavy metal må siges at have haft størst succes med maskeringen. Netop Alice Cooper var en af foregangsmændene, da han som Vincent Damon Furnier allerede i de sene 60’ere optrådte med sort makeup og forvandlede sig til karakteren Alice Cooper, der både blev hængt og halshugget på scenen.

Få år senere i 1974 kastede Kiss sig ud i deres ansigtsmalede eventyr, der gennem årene udviklede sig til en ustoppelig pengemaskine – and still counting. Demon, Starchild, Catman og Space Ace var i Kiss mere end bare musik. De var i sig selv et helt univers, der smittede af på den spirende metalscene.

I 80’erne iførte det progressive metalband Crimson Glory sig sølvmasker for at skille sig ud blandt mængden. Det virkede. Men Danmarks stolthed, King Diamond, står i perioden naturligvis som det helt store ikon med sit malede ansigt, der har skiftet udseende gennem karrieren. Danskeren slap i øvrigt ikke for at blive sagsøgt i 1990’erne af Kiss’ Gene Simmons, der nu nok mente, at Mercyful Fate-sangeren havde kopieret hans ”maske”.

I Norge tog de King Diamonds sataniske alter ego til sig og videreudviklede black metal-genren, hvor den såkaldte corpse paint var en fast del af det ekstreme udtryk. Angiveligt var Mayhems afdøde sanger Dead den første til at påføre sig ligsminken, som udtryk for sin døde persona på scenen.

Darkthrone tog konceptet til sig, og ’A Blaze in the Northern Sky’ blev den første udgivelse i genren, hvor medlemmerne var iført corpse paint. På coveret ser man rytmeguitaristen Ivar ”Zephyrous” Engers sminkede ansigt og artworkets primitive brug af farver stod i skarp kontrast til den sprudlende dødsmetalscene, der var meget grafisk – blodigt! – orienteret i dens artwork.

Darkthrones plade udkom i 1992. Resten er historie. Men i dag har forholdet til sminken dog vendt sig. Nyere danske black metal-grupper som Eldjudnir og Serpaint Lair gemmer sig bag kutter og sorte nylonmasker, ellers synes genrens visuelle udtryk for nyere bands at være et levn fra fortiden.

”De havde alle sammen corpsepaint på, og det virkede bare utroværdigt. Vi har set for mange folk, der drikker blod på scenen, uden at musikken kan matche det, og det fungerer bare ikke,” lød det for nyligt fra danske Solbrud i Politiken om deres forhold til genrens traditionelle selviscenesættelse.

Det unge band har en væsentlig pointe. Maling og masker kræver karisma og mening fra kunstneren. Ellers falder konceptet til jorden. Især i black metal har alt for mange bands gået mere op i image end i øvelse på instrumenterne.  

Eller tag nu svenskerne i Dr. Living Dead, der nu nok spiller en gedigen omgang thrash metal i stil med Nuclear Assault, men som har valgt at slå sig på kranium-latexmasker. Maskerne er blevet deres akilleshæl, der skygger for musikken. Og den modsatte effekt bliver ikke mindre af, at de konsekvent understreger, at maskerne ikke er ment som en gimmick, men at de sågar sover med dem på! Ordene står ikke bare i deres presse-biografi, men sådan blev de endda også introduceret før deres show på Wacken i 2013. Koncerten var ikke en succes.

Så har andre haft mere held. Finske Lordi sejrede sig til toppen i Eurovisionen i 2006 iført monster-kostumer. Til så stor forargelse at flere forældre og bedsteforældre klagede til Danmarks Radio over, at deres små poder var blevet skræmt fra vid og sans.

Superguitaristen Buckethead har også fået succes, men skræmte næppe nogen væk med sin hvide maske og Kentucky Fried Chicken-spand på hovedet, da han kom med i Guns N’ Roses. Ingen tvivl om Bucketheads evner, men hvad skete der lige for, at Slashs erstatning blev en mand med KFC-kyllingespand på kraniet?!

Sådan er det med masker. Det kan virke fjollet, føre til fiasko eller være den gennemførte vej til berømmelsen.

På torsdag rammer den nyere tids mest succesfulde maskeband hovedstaden, og vi kommer næppe udenom, at Slipknot hører hjemme i ugens top 5 over bands, hvor maskerne har været vejen frem.

1. Slipknot

Siden debuten i 1999 er Slipknots bizarre masker, kedeldragter og fandenivoldske nu-metal gået rent ind.

Og at de 15 år senere stadig kan trække så stor opmærksomhed til sig siger ikke så lidt om betydningen af deres image. Der var næppe noget metalband, der fik mere omtale sidste år, end da Slipknot efter seks års tavshed udsendte ’.5: The Gray Chapter’ med nye masker og nye medlemmer. 

Medierne stod især i kø for at skrive utallige artikler, der spekulerede i, hvem der gemte sig bag trommerne og bassen. Og fansene er også stadig vilde med konceptet, der særligt virker for fuld udblæsning til koncerterne.

På torsdag køber vi den en gang til, når vi for tiende gang i Danmark sætter os på hug under ’Spit it Out’ og gør klar til at ”Jump the Fuck Up” med fadøllet skvulpende ud af glasset , når Corey Taylor vanen tro skriger ”now, motherfuckers!”




2. Gwar

Med en grotesk blanding af science fiction, splatterfilm og pornografiske elementer har Gwar siden 1982 slået deres navn fast som et af musikhistoriens mest bizarre bands.

I 2011 lukkede de Copenhell med deres heftige thrash metal og obskure sceneshow, der efterlod de forreste publikummer indsmurt i teaterblod. En festlig og absurd oplevelse, der spredte vandene blandt både gæster og kritikere det år.

”At de ville levere en hjernedød koncert, havde enhver med det mest perifere kendskab til Virginia-bandet nok regnet ud, men væsnernes klamme parring af nu metal, thrash og ”frontmand” Oderus Urungus’ irriterende øf-øf-vokal satte et ærgerligt punktum for Copenhell 2011,” skrev BT’s daværende rockanmelder og nuværende Devilution-redaktør, Mathias Nielsen, om koncerten.

Hjernedødt eller ej, så er Gwar sluppet godt af sted med deres sygelige øf-øf-univers, der dog sidste år gik en sort skæbne i møde, da frontmand Dave ”Oderus Urungus” Brockie mistede livet til en overdosis heroin.




3. Ghost B.C.

Papa Emeritus II og hans Nameless Ghouls er klart nyere tids bedste eksempel på, hvor stor succes middelmådigt poprock kan få, så længe den er pakket ind i det rette omsvøb.

Deres kostumer minder en del om dem, man finder på de australske dødsmetallere fra Portal. Men så hører sammenligningen også op. Der er næsten ikke mere metal over Ghost B.C., end der er i landsmændene fra Roxette, alligevel har svenskerne fundet vej til både Copenhell i 2013 og været support for Metallica. 

Imponerende nok, men deres letfordøjelige melodier og mystiske identitet har vist sig at være den perfekte formel, der gør metalfans svage i knæene. Og besværet med at holde medlemmernes identitet skjult er såmænd også gået ganske godt. Altså indtil i sommer, hvor Behemoths Nergal på en Twitter-selfie med en umaskeret frontmand Papa Emeritus II kom til afsløre, den mystiske sanger er identisk med Repugnants Tobias Forge. Mon svensken havde en dårlig dag? 





4. Mushroomhead

De amerikanske elektro-metallere i Mushroomhead var fremme, før Slipknot kom på banen, men har af gode grunde aldrig fået den sammen succes. Lighederne er ellers ikke til tage fejl af. Ni medlemmer med kuriøse masker, der spiller nu-metal.

Musikken synes klart at have afgjort, hvem af de to grupper, der skulle løbe med den største succes. Mushroomheads blanding af metal, rap og electronica falder uden tvivl igennem ved siden af Slipknots langt mere aggressive toner.

I hjemlandet har Mushroomhead dog alligevel opnået en relativt stor succes. Sidste år drog de endda på en vaskeægte maske-turné sammen med den maskerede hip hop-klovne-duo Insane Clown Posse. Så får man ligesom masker for alle pengene!




5. The Hell

Seneste skud på den mystiske stamme er britiske The Hell, der består af 12 medlemmer maskeret med bandanaer. Adspurgt i et interview i 2013 om, hvorfor de maskerer sig, svarede gruppen, at det skyldes, at fokus skal være på musikken og ikke på, hvem der spiller den.

Sådan kan man jo også få opmærksomhed for sin anonymitet ved at benægte dens reelle betydning. Strategien hjalp i hvert fald nok til, at bandet sidste år optrådte på Copenhell. Og den koncert gjorde ikke just indtryk på Devilutions Emil Svendsen, der var alt andet end begejstret og skrev:

”The Hell er lanceret som et tolv mand stort orkester fra England. Der var ikke tolv mænd, men fem drenge. Det kunne have gået, hvis de havde været mystiske nok til at bære et svingende antal medlemmer. Det var de ikke, selvom de på deres egen ubehjælpsomme facon forsøgte. The Hell har nemlig som en del af deres sceneshow, at de er maskerede med bandanas. Meget bankrøveragtigt og farligt, synes tanken at være. Desværre var det det eneste gennemførte, de havde på. De var ellers iklædt det normale tøj fra ungdomsklubben, hvilket ikke ganske levede op til deres ry for at være det nye Slipknot.”