Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Masker? Hvaffor masker?

Updated
Underoath

Vi skal ikke gøre os til eksperter i, om det der med masker er en god ide eller ej. Men vi vil da gerne lige fremhæve et par bands, der er ret glade for at bruge masker.

Titel
Gwar + Mushroomhead + Northlane + Hollywood Undead

I en tid hvor Danmark langsomt bliver åbnet, og vi skider mere og mere på de kronisk syge og udsatte i samfundet, blot for at kunne suge humle sammen i tæt flok, får man lyst til at citeregode gamle Humleridderne og deres ‘Malerhjerne’: “Masker? Hvaffor masker”

Man skal jo leve, mens man kan, og samfundet skal helst heller ikke gå helt i stå. Naturligvis skal du da ud at være social. Hold afstand? Nej, tak! Vi har været lukket inde i vanvittig lang tid, ik’? Vi skal gnide os op ad hinanden i en sådan grad, at vi oplever et større babyboom end efter anden verdenskrig. For det er i sandhed en krig, vi har været igennem. Det føles i hvert fald sådan – hvornår startede det hele? 2017? Det var under alle omstændigheder helt sikkert på grund af noget med nogle hurtige tyskere.

Nå, det ville det være surt, om din bedstemor skulle tage motorvejen/trappen til helvede/himlen, blot fordi en eller anden idiot ikke kunne finde ud af det der med at holde afstand, ikke lige fik sprittet den lille virus-fætter, eller havde set en eller anden dum konspirationsvideo på Youtube og ikke fulgt med, da der blev undervist i kildekritik. Bum, søde gamle bedstemor er død, og det er sgu alligevel surt.

Heldigvis er der masser af ting, du kan gøre. Hold afstand med sprit og alt det der. Du har ikke lavet andet end at glane på tossekassen og hørt om COVID-19 virus i en krig, så du har vel for helvede efterhånden fanget budskabet? Og så er der de der masker. Skal, skal ikke? Her står de sultne musikere klar til at hjælpe dig. Det kan godt være effekten eller kvaliteten af maskerne er ukendte, men så er der sgu da mønt i kassen hos My Chemical Romance, når du river en maske ned fra hylden.

Men de fleste bands er da lidt uopfindsomme med de der mundbind. Alså, der skal sgu da en ordentlig maske til. Her er fem bands, der om noget ved, hvad det vil sige at spille med maske. MASKE – ikke klovnemaling, og nu vi er i gang, afskriver vi lige Slipknot og alle bands der hedder noget med Ghost. Det ville være for nemt.  

1. Masked Intruder
“Is it because of my mask or ‘cause I’m brandishing a knife? Why don’t you love me in real life?”

Det er ét af mange interessante spørgsmål, det amerikanske punkrockband stiller–  og her er der i høj grad tale om et band, der kan finde ud af at bruge an art maske. Alle som en bærer elefanthue, når bandet fremfører deres kompositioner live. Blå, rød, gul, grøn og lilla. Af samme årsag går medlemmerne under kunstnernavnene Intruder + ja, du gættede det: blå, rød, gul, grøn eller lilla.

Husk at vifte med kniven, hvis du ser en person, der er resistent over for kildekritk!



2. Gwar
“Using masks since ’84”

Her er for alvor at band, der beskytter sig grundigt. Amerikanske Gwar har i mere end 25 år været forberedt på COVID-19. Respekt for det. Med 14 plader i bagagen er der også noget, der tyder på, at det blodige band forudså pandemien i ren Nostradamus-stil. ‘America Must Be Destroyed’ kan da ikke være andet end en pæn hentydning.



3. Mushroomhead
Vi drøner videre til højaktuelle Mushroomhead. De var ikke rigtig noget, dengang numetal var sjov, og det er de sandsynligvis heller ikke nu, men for fanden, hvor kan de bruge masker. Virus nej tak, fungus ja tak. Det amerikanske band er tilbage med nyt til juni, og titlen ‘A Wonderful Life’ afspejler ganske fint bandets manglende sans for, hvad der sker omkring dem. Skønt liv med virus? I think not. Selvom det da er meget rart med koncertstop, så er man da ikke tvunget til at se amerikanerne in real life.

Mushroomhead havde engang en mindre iscenesat beef med Slipknot, fordi masker. Det var dumt, også selvom det primært var bandets fans, der holdt liv i den slåskamp. Der er vel ingen tvivl om, hvem der vandt. Corey Taylor siger, det var ham.



4. Northlane
Her gør vi en undtagelse, for det er reelt kun 2/5 af kvintetten, der har fanget alvoren. Til gengæld er de fra Australien ligesom AC/DC, Savage Garden, Midnight Oil og Kylie Minogues hotpants – så ved man, at der er tale om højkvalitetsmasker.



5. Hollywood Undead
Tilbage i USA har vi joken, der har overlevet sig selv og nu ikke vil dø. Det er i hvert fald kedeligt, når Hollywood Undead forsøger at være voksne og spille den slags musik. Det ændrer ikke ved, at de har det med at smide en maske i ansigtet, når de spiller live.

Rap-rock, rap-core, numetal – kært barn har mange navne, og med sådan en genreopremsning forstår man jo nok, hvorfor de går med masker. Av, det er fanme ikke trve. J-Dog, Funny Man, Johnny 3 Tears og Charlie Scene er mere end parat til at starte din Corona-fest, så skal du bare sørge for at komme dine medmennesker nær.



Tænk over det med maskerne, lav eventuelt din egen af toiletpapir og det der Metallica-patch, du aldrig har fået brugt. Hvis nu du skulle være en af dem, der er resistente over for kildekritik, må du gerne bruge noget letgenkendeligt i stedet for et patch. Sy eventuelt en slags stjerne på din ansigtsmaske. Husk på, at Holocaust alligevel er en løgn ...

Og så forresten kudos til Underoath for at fange Mette Frederiksen iført maske tilbage i 2004.